Boganmeldelse:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ejvind Larsen

Det levende ord – om Grundtvig

336 sider

Rosinante Paperback

Udgivet: 1983

Findes på Biblioteket for Det folkelige Arbejde

 

 

I anledning af Grundtvigs 200-års fødselsdag leverer Ejvind Larsen en opsang til samfundet, der - også - var i krise i 1983. Det gør han fordi Grundtvigs mageløse opdagelse - Det levende ord -stadigt er nøglen til forståelse af de folkelige og religiøse muligheder, hvilket Ejvind Larsen dokumenterer ved at sætte Grundtvig ind i en sammenhæng med Marx og Freud.

Det giver mange interessante udlægninger, og hvis Koranen kan udlægges på 70, 700 og 7000 måder, så kan man sige omtrent det samme om Grundtvig.

I kapitlet Narcissos tager Ejvind Larsen udgangspunkt i Freuds udlægning af den narcissistiske forstyrrelse for straks at koble det til den guddomsgnist i barnet, som Grundtvig omtaler. Barnet fødes med guddomsgnist, men erfarer allerede tidligt, at selv den kærligste mor ikke altid kan opfylde alle behov. Og hvis barnet ikke gennemlever det, som psykoanalytikeren Melanie Klein (elev af Freud) betegner som ’den første depression’ på en hjertelig og naturlig måde (Grundtvigs udtryk), bliver resultatet narcissistiske forstyrrelser eller det, som Ejvind Larsen kalder mild depression – vor tids folkesygdom – og det som i Grundtvigs tilfælde var anfald af sindssyge i 1810. Såvel Melanie Klein som Grundtvig mener, at den eneste redning er kærligheden, og det siger de så på hver sin måde:

 

Melanie Klein: Thi når jeg’et støttes af det internaliserede gode objekt er det i stand til at beherske angsten og beskytte livet ved med libidoen at binde visse kvantiteter af den aktive indre dødsdrift.

 

Mens Grundtvig sætter det på vers:

Man længe nok må sige,

at kærlighed gør blind,

det bliver dog lysets rige,

hvor ret den strømmer ind,

Og han har aldrig levet,

som klog på det er blevet,

han først ej havde kær!

Et andet kapitel 'Vampyren' handler om tidens krise, eller som Ejvind Larsen udtrykker det:

 

I Danmark fejres Grundtvigs 200-års fødselsdag med en forøgelse af arbejdsløsheden på omkring 35.000 danere.

Tallene er store nok til i sig selv at afsløre armoden i den befolkning, Grundtvig kaldte 'hjerte-folket', endnu knap nok den materielle armod... Men den åndelige armod i et folk, der fordeler arbejde og tvungen ledighed så hjerteløst.

 

Det forfatteren især kritiserer, er det skarpe skel mellem arbejde og fritid, mellem arbejdende og arbejdsløse, og den manglende brug af de mange erfaringer, den manglende vekselvirkning, der ellers kunne have styrket begge parter:

 

Rive løs sig rigets stænder

fra den fælles folkeånd,

da går hoved, fødder, hænder

latterlig på egen hånd,

da er riget sønderrevet,

fortidsalderen udlevet,

folket mødigt sover hen,

vågner vanskeligt igen.

 

Ejvind Larsens - og Grundtvigs - budskab er: Tro ikke på hierarkierne, de lærde og magtbesiddende!

 

I alt otte kapitler behandler Grundtvig i forhold til vore dage, men generelt for bogen er, at der langes ud efter samfundet i 1983, efter krisen og dens årsager, efter markedskapitalismen - det vi i dag kalder neoliberalismen:

 

Grundtvig ville have spurgt, hvordan skolemestrene kunne forestille sig, at frihedskrav og/eller

åndelige krav ville melde sig af sig selv lige pludseligt i et folk, der ikke blev bildt andet ind af

de lærde, end at tilværelsen skal ledes og fordeles af blinde markedskræfter og statslige bureaukrater

og private kapitalister.

 

Her inddrages Marx med sin kommentar om, at arbejderklassens frigørelse må erobres af arbejderklassen selv. Larsens replik hertil lyder: Hjælp jer selv - det hovedbetingelsen for ethvert menneskeligt folkeligt frigørelsesværk. Og samtidigt overvejer han: Men hvordan skal arbejdere, producenter, hildet i varefetichismens indbildning, kunne frigøre sig selv?

 

Med Grundtvig som ammunition fortsætter Larsen kampen mod hierarkierne, de lærde eliter:

Bedre råd end al vor rygen

med studerekamrets os,

råd imod bogormesygen

og bogormelivets ros.

...og den nutidige samfundsorden med bureaukratiets øgede vold, voksende lønmæssig afstand mellem akademikere og arbejdere, stigende produktivitet og stigende forurening, revolutionære eliteorganisationer og højskoler som åndelige højfjeldshoteller.

Ejvind Larsen fastslår desuden, at Grundtvigs kamp for folket imod enhver form for hierarki tvang ham til at grundlægge forskningen for folket og herunder, at Det levende ord er den væsentligste forskningsmæssige opdagelse. Det begrundes i bogen, men måske behøver man blot et kig ud i Europa for at få verificeret den påstand. Således er brødrene Grimms indsamling af tyske folkeeventyr og Perraults indsamling af eventyr i Frankrig også udtryk for 'opdagelsen' af folket.

Med fortællingen følger også samtalen, og det er på samtalen, at et folkeligt samfund kan oprettes og udvikles. Samtalen fremtvinger nemlig det åndelige og legemlige arbejdes vekselvirkning samtidigt med, at modsigelsesretten fastholdes som både en teoretisk og praktisk instans.

Ligeledes behandler Ejvind Larsen Grundtvigs forhold til kristendommen, der i Grundtvigs version bryder med 2.000 års kristen tradition og erklærer sig enig i, at kristendommen, ved på alle mulige måder at fremme åndsfriheden og tjene folkeligheden, vil vinde større respekt og mere indflydelse. Det er et spørgsmål, man kan diskutere, men det er til gengæld en kendsgerning, at det får politiske og folkelige konsekvenser, når kristendommen ikke længere skal bruges til at holde folk på plads, så de ikke 'hovmoder sig og glemmer deres syndighed'.

Det levende ord er en spraglet og farverig diskussion af Grundtvigs tanker. Man kan være enig og uenig i argumentationen, men læsningen er berigende.

 

Birte Gam-Jensen