Boganmeldelse:

 

 

 

Den personlige skole

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

H. C. Frederiksen

Den personlige skole

260 sider

August Bangs Boghandels Forlag

Udgivet: 1909

 

 

Til min skoles mødre er dedikationen på denne bog, og det kan man godt undre sig over, for bogen omfatter en række gode argumenter mod eksamen og karakterer, og er det mødrene, der afgør tilstedeværelsen af karakterer eller eksamen? Men de må alligevel være tillagt en god del af ansvaret for børnenes skolegang i 1909.

 

H. C. Frederiksen (1840-1921) var skolebestyrer og grundlagde i 1873 Ordrup Højere Skole og Opdragelsesanstalt. På skolen modtog han også vanskelige børn, som forældre og andre skoler ikke havde kunnet bibringe den nødvendige lærdom.

Han kæmpede med autoriteter, der stillede krav om eksamen, mens han skabte ‘en personlig skole’ med nær kontakt mellem børn, hjem og skole.

"Det vigtigste i skolens liv er alt det, der ikke står på skemaet", lød hans uofficielle valgsprog. Hans pædagogik var i slægt med den grundtvig-koldske, men han vedblev at være isoleret i sin pædagogiske tankegang, og hans efterfølgere, som bestyrere af Ordrup skole, har hverken kunnet eller villet efterligne ham i væsen og væren.

Af hans forfatterskab kan fremhæves Dansk Læsebog for smaa Børn, 1867 (10.udg. 1920) som har påvirket senere danske læsebøger. I øvrigt har hans bøger mest været udtryk for hans pædagogiske ideer, således den friske og ungdommelige Modgift, 1884 ("Lad Drengene faa Lov til at slaas"), og Med et Barn ved min Side, 1910.

 

Grundlæggende kan man i ’Den personlige skole’ møde inspirationen fra Grundtvig, herunder betydningen af den levende vekselvirkning, og som hos både Kold og Grundtvig finder vi den intense protest mod eksamen:

 

... vi trænger til lærere, der tør rive de skyklapper fra øjnene, som eksamensskolen har bundet på dem; vi trænger til en skole, der kan se frit og langt ind i børnenes liv og ikke nøjes med at opdyrke en brøkdel af deres evner, men udvikler eleverne således, at vor folk gennem sin ungdom får det fulde tilskud af menneskelige kræfter og værdier, der er nødvendige, om det skal bevares.

 

For H. C. Frederiksen er eksamen og prøver en direkte synd mod barnet:

… eksamen har skåret et skæbnesvangert grænsesnit tværs igennem barnesjælenes levende verden.

Og med en henvisning til Kresten Kold og lille Maren spørger H. C. Frederiksen, hvad og hvem der giver en lærer den forfærdelige ret til ude fra at gribe ind i en barnesjæl - Er den lille da prisgivet, fordi han er lille og ikke selv kan vælge.

 

I flere omgange understreger forfatteren den betydning børneskolen har for barnets livshistorie, og hvilket ansvar for børnenes videre liv skolen skal varetage. Det tilbagevendende mål for hans angreb er som nævnt prøver og eksaminer.

 

Til belysning af skolens daglige overgreb har Den personlige skole små historier og anekdoter, og hvad forfatteren af og til i et nutidigt perspektiv måtte mangle af konkret argumentation, har han til overflod i følsom og kampberedt kritik af karakterer som måleinstrument. – Karakterer tillægges for megen værdi, påvirker samfundets bedømmelse, forringer tankerne og forrykker begreberne. Er jeg en lærke, vil jeg ikke bedømmes af den første den bedste skruptudse. Forfatteren nævner i sin understregen af karakterers værdiløshed, at de siden så berømte kunstnere Köbke, Marstrand og Constantin Hansen alle dumpede på kunstakademiet.

 

I lighed med Grundtvig lægger forfatteren i undervisningen vægt på den historiske ramme, og kristendommen er et vigtigt element. Men det vigtigste for en god undervisning er lærerens begejstring: Det var en mønsterskole, for læreren var en personlighed.

 

Den personlige skole er udgivet for godt 100 år siden, men indholdet i kritikken af karaktergivning ligner den man møder i dag, og argumentationen for ikke at have karakterer er ligeledes uændret: Respekt for barnets egen udvikling. H. C. Frederiksen går så langt som til at mene, at ej heller seminarierne skal give karakterer. Og det har han vel ret i?

 

Vi lærere har ikke lov til at leve, som om Grundtvig aldrig havde været til

 

Birte Gam-Jensen