Efter aftale med Jes Fabricius Møller bringer friskolearkivet nedenstående

 

 

I Grundtvigs fodspor

Af: Jes Fabricius Møller

 

Grundtvigs egentlige hjemsted er Sjælland. Det kan vises, hvordan hans poesi falder mest mundret på sjællandsk mål. Grundtvig-navnet stammer fra Nykøbing Sjælland, og hans mødrene slægt skrev med stolthed anerne tilbage til middelalderens mest magtfulde slægt på Sjælland, Hviderne. Fødehjemmet, præstegården i Udby, står endnu som et efterhånden sjældent eksempel på et helstøbt anlæg fra landboreformernes tid. De fleste store landpræstegårde i dag er grundmurede og nymodens pralværk fra andelstiden.

 

I de samme rum, som Grundtvig beboede som kapellan for sin far i årene 1811-13, er der indrettet et museum, Grundtvigs Mindestuer, og publikum har også adgang til dele af den gamle have, hvor Grundtvig blandt andet fandt inspirationen til den om påskeblomsten. ( Husk at der er begrænset åbningstid og husk at respektere den nuværende sognepræsts privatliv.) Man spiser i øvrigt fortrinligt på Udby Kro. Når man nu er på de kanter, skal man naturligvis også besøge Grundtvigs nyrestaurerede pavillon i Rønnebæksholms park og torvet i det dejlige Præstø, hvor Grundtvigs Hus står.

 

Selv om Grundtvigs livsanskuelse og virkelighedsforståelse især knyttes til dem, der dyrkede jorden, tilbragte han ikke desto mindre mere end to tredjedele af sine næsten halvfems leveår skrivende og læsende i København. Folk, der er uden føling med, hvad grundtvigianisme er, tøver ikke med at kalde ham københavnerintellektuel.

Han flyttede som de fleste af sine samtidige ofte rundt i hele byen. I Prinsessegade 52, hvor han boede 1823-27, mens han var kapellan i Vor Frelser Kirke, udformede han sin kirkelige anskuelse og opgøret med det lutherske skriftprincip. Skal man pege på et sted, hvor grundtvigianismen blev til, som Steen Johansen bemærker i sin gennemgang af Grundtvigs boliger i Grundtvigstudier ( 1960 og 1963), må det være her. Folk, der er uden føling med, hvad grundtvigianisme er, tøver ikke med at kalde ham københavnerintellektuel.

 

Nu kan københavnere, hvis de ikke har andet at tage sig til, gerne få tid til at gå med at diskutere, hvorvidt Christianshavn hører til Sjælland eller Amager. Man kan være nogenlunde sikker på, at en christianshavner bliver fornærmet, hvis man hævder, at han bor på Amager. Mens bydelen i geografisk forstand uden tvivl er mere Amager end Sjælland, hører den i juridisk og historisk forstand til Indre By, det vil sige inden for voldene. Postnummeret er desårsag København K. Rådhuset - det nye fra 1905 forstås - derimod ligger i København V, fordi det er opført på og ikke indenfor det gamle voldterræn. Det er i øvrigt på mange måder det bedste eksempel på grundtvigsk arkitektur i byen. Ganske vist er et af de væsentligste forbilleder for Martin Nyrops mesterværk rådhuset i Siena, men i detaljen og materialevalget er det nordiske præg umiskendeligt. Den udprægede brug af granit, træ og rødsten er karakteristisk. Nyrop tegnede blandt andet Gymnastikhuset ved Grundtvigs Højskole i Lyngby ( nu Fri landsmuseet), og der ligger faktisk en pavillon ved den nuværende Grundtvigs Højskole i Hillerød, fra hans hånd. Den fungerede som tegnestue for Den Nordiske Industri-, Landbrugsog Kunstudstilling i København 1888 på det, der dengang var Halmtorvet og altså nu er Rådhuspladsen. ( Se artikel af Torben Blix og Eva Lisa Bøytler i Grundtvigs Højskoles årsskrift 2008).

 

Når Italien i almindelighed og Rom i særdeleshed er deciderede ikke-grundtvigske rejsemål, hænger det naturligvis sammen med, at byen er hovedstad for den katolske kirke og den latinske kultur og som sådan fremmed for en grundtvigsk betragtning af livet og verden. Det var Grundtvig meget om at gøre at afkaste sig det romerske åg - kulturelt, sprogligt og konfessionelt.

 

Men så er det jo alligevel ikke anderledes, end at netop Grundtvig har leveret et af de mest afgørende slag mod det lutherske skriftprincip, der i sin tid var omdrejningspunkt for opgøret med romerkirken.

 

Hvis katolikkerne populært sagt mente, at frelsen kun tilvejebringes gennem kirken, var Luther af den opfattelse, at skriften var nøglen, mens Grundtvig udmærket vidste, at skriften ikke er mindre korrumperet end kirken, og derfor tyede til menigheden og det i denne overleverede levende ord som kristenhedens bærende princip. Dette opgør med Luther er ikke overraskende blevet hilst velkommen af danske katolikker, som af samme årsag har optaget Grundtvig som vigtig bidragyder til deres salmebog. Grundtvigs tvetydige forhold til det romerske stopper ikke her. Han var selv rundet af den dannelseskultur, som han gjorde op med, og han ville ikke være nået så langt i sit opgør med det latinske sprog, hvis han ikke selv havde behersket det så godt, som han gjorde. Hvorom alting er, vil rejsende til Rom med større fordel kunne bese byen med H. C. Andersens, Eckersbergs eller Thorvaldsens øjne.

Tilbage på Rådhuspladsen i København bør man naturligvis ikke snyde sig selv for et besøg eller et genbesøg på Vartov. Grundtvig har aldrig boet på selve Vartov.

Derimod boede han de sidste år af sit liv i Hellerup i nærheden af Gl. Vartov, som hedder sådan, fordi det var her, stiftelsen Vartov oprindeligt lå, indtil den flyttede ind til byen i midten af det 17. århundrede.

 

De to sfinkser, som er opstillet ved Skovgaards statue af den knælende Grundtvig, stammer fra dette nu for længst nedrevne hus. Vartov blev købt af Kirkeligt Samfund - nu Grundtvigsk Forum - i 1947. Midlerne blev blandt andet tilvejebragt ved salget af Grundtvigs Hus i Studie stræde 36-40, en af de mindst kendte grundt- vigske seværdigheder i byen, opført med Kirkeligt Samfund af 1898 ( læg mærke til initialerne på facaden) som bygherre i 1906-08. Det har sin egen robuste charme. Arkitekten hed Rolf Schroeder, en elev af Nyrops romantiskhistoriske skole og i øvrigt også en nevø af Ludvig Schrøder, forstanderen fra Askov Højskole. Grundtvigs Hus har haft mange anvendelser. En af dem var, at det lagde mødelokaler til stiftelsen af det danske nazistparti i 1930. Mange danske nazister nærede beundring for Grundtvig, men den var om man så kan sige ugengældt. Det grundtvigske folkelighedsbegreb var på dette tidspunkt så tæt forbundet til folkestyret, at man med en af de store grundtvigianere fra dengang, socialdemokraten Frederik Borgbjerg, kan sige, at Grundtvig vaccinerede os mod smitten fra syd. Det er lidt flot sagt, men antagelig mere rigtigt end forkert.

Fra Grundtvigs Hus kan man lægge vejen forbi Valkendorfs kollegium i Skt. Pederstræde. Her boede studenten Grundtvig 1808-11. Den nuværende bygning er dog fra 1865. Man kunne også lægge vejen forbi hjørnet af Vimmelskaftet og Knabrostræde.

Huset er i dag væsentligt om -bygget, men er stadig det samme, hvor Grundtvig boede 1841-50. Der findes en ofte gengivet tegning, sandsynligvis af Tom Petersen, der viser hvordan Grundtvig står i sit vindue på anden sal og beskuer folketoget til Christiansborg 21. marts 1848. Den er dog næppe samtidig. En af de bedste kendere af den grundtvigske geografi, Lars Thorkild Bjørn, kan ikke spore det længere tilbage end 1883. Kristeligt Dagblad har nu redaktionslokaler i huset.

 

På vej mod Borchs Kollegium i Store Kannikkestræde, hvor Grundtvig holdt sine berømte Mands Minde forelæsninger passerer man Frue Plads, en slags filial af det Rom, som Grundtvig ikke var meget for, afgrænset som den er af Universitetet, Bispegården, Metropolitanskolen og Frue Kirke. Metropolitanskolen var en latinskole og som sådan ikke noget for Grundtvig.

 

Under striden med professor H. N. Clausen om kirkens sande natur i 1824-25 vendte Grundtvig sig mod Universitetets " eksegetiske pavedømme". Selv om København før 1922 ikke udgjorde sit eget stift, var Sjællands biskop sjældent at finde i sin domkirke i provinsbyen Roskilde. Han residerede i København og prædikede i kirken på den anden side af gaden.

 

Biskopperne i Grundtvigs tid, Münter, Müller, Mynster og Martensen, kan man beskylde for meget, men grundtvigianere var de ikke. Siden er der løbet meget vand i åen. I 1861 blev Grundtvig titulær biskop i anledning af sit 50 års embedsjubilæum. Siden dengang er der sket det, at alle biskopper er titulære grundtvigianere.

 

For enden af Store Kanikkestræde ligger Trinitatis Kirke. Kirkeloftet, hvor der som regel er offentlig adgang, rummede dengang universitetets bibliotek. På den anden side af Købmagergade ligger Regensen, i hvis kirkesal Grundtvig holdt sin dimisprædiken i 1810, en anklage mod kirken for at have forskertset Guds ord.

 

Kirkesalen findes ganske vist ikke længere i sin daværende skikkelse, men stående på Købmagergade - mellem Regensen og Rundetårn - står man topografisk betragtet midt i det valg, som Grundtvig måtte træffe i 1810. Enten skulle han holde sig til de historiske studier på biblioteket, eller han måtte følge sin fars ønske og vælge prædikantembedet. Han valgte som bekendt det sidste og tog for en kortere bemærkning tilbage til fødeegnen.

 

I 1861 blev Grundtvig titulær biskop i anledning af sit 50 års embedsjubilæum. Siden dengang er der sket det, at alle biskopper er titulære grundtvigianere.

 

Følger man Købmagergade mod Amagertorv og videre mod Christianshavn, kommer man forbi Christiansborg. Igen er der tale om en bygning, der ikke står i den skikkelse, som Grundtvig ville have kendt.

 

Grundtvig var som bekendt medlem af den grundlovgivende rigsforsamling 1848-49, der holdt sine møder her. Det er velkendt, at Grundtvig optræder på Sonnes frise på Thorvaldsens Museum, hvor den københavnske modtagelse af den i det romerske eksil så længe bortdragne søn skildres. Hvad færre ved er, at Grundtvigs portræt også findes på Christiansborgs facade, der hele vejen rundt er besmykket med Anders Bundgaards portrætter af fortjenstfulde danskere. Grundtvig befinder sig på gavlen mod ridebanen mellem Snapstinget og Landstingssalen.

 

Strandgade 4B. Tavle for N. F. S. Grundtvig, 1783-1872, der boede i ejendommen 1829-1840.

Turen kan man afslutte på Christianshavn, i Prinsessegade. Enhver skylder sig selv at se Vor Frelser Kirke indefra efter den meget omfattende restaurering, som bygningen er undergået i de seneste år. På vejen skal man naturligvis lægge vejen forbi Strandgade 4, hvor Grundtvig boede 1828-40. Der er en mindeplade. Den nærliggende Frederiks tyske Kirke, hvor Grundtvig havde tilladelse til at prædike, men ikke forrette sakramenterne, er som regel åben i dagtimerne og udgør en væsentlig konkurrent til Vor Frelser som byens væsentligste barokke monument.

 

Den hedder i dag Christians Kirke - ikke at forveksle med fx Christianskirken i Lyngby.

 

 

 

 

Mens den tyske menighed svandt ind under de dansk-tyske konflikter i det 19. århundrede, og kirken gik af brug, tog den grundtvigske industrimand, C. F. Tietgen, initiativ til genoptagelse af den gamle plan om at bygge en kuppelkirke lige ved Amalienborg. Den indviedes 1894 og bliver populært kaldet Marmorkirken, men hedder faktisk Frederiks Kirke efter Frederik V. Den kaldes også somme tider den grundtvigske domkirke i København, fordi sognepræsten historisk set som en af de få københavnske præster er grundtvigsk, og ikke mindst fordi Grundtvigs enke Asta overdrog kirken den syvarmede guldlysestage, som Grundtvig selv havde modtaget som folkegave i 1861. Hvorom alting er, måtte den gamle Frederiks Kirke på Christianshavn, da den genåbnede som dansk sognekirke i 1901, tage navneforandring til Christians Kirke efter den da regerende konge, da der på det tidspunkt allerede havde eksisteret en Frederiks Kirke i byen.

 

 

 

(artikel i Dansk Kirketidende 5. juli 2011. I det følgende nummer gjorde Benneth Østergaard Petersen opmærksom på en fejl i artiklen, nemlig at Grundtvigs Hus først blev solgt til KAB i 1972)

Præstegården i Udby

 

"Venligheden" på Rønnesbækholm

 

 

Grundtvig. Vartov

 

 

Fra højre til venstre i Folketinget er der politikere, som holder med Grundtvig. Men hvem ville Grundtvig have holdt med i dag? Grundtvig kigger ud fra sydfløjens gavl på Christiansborg i billedhuggeren Anders Bundgaards udsmykning af Christiansborgs facade, udført 1907-28 (foto: Jes Fabricius Møller).

 

Vor Frelser kirke

 

Vartov