Lis Toelberg

 

 

 

 

Al litteratur begynder ved barnet

 

 

Af bibliotekar Lis Eriksen Toelberg

 

 

 

 

 

 

Kanon-bølgen er over os, det går helt kanón ind en

for alle dele af de kulturbærende områder, således også indenfor litteraturen.

Og vel er kanonen et godt arbejdsredskab for den søgende, vel avler enhver kanon-debat mere

kanon-debat - men vist er det også

at det er dét, vi brænder for, der sætter de dybeste spor hos dem, vi formidler til!

 

 

Netop her i 2006 er det præcis 25 år siden, jeg gik ud fra Danmarks Biblioteksskole. Efter 4 studieår udi alle hjørner og kroge af det bibliotekariske arbejde – bibliotekshistorie, kultursociologi, religion, psykologi, pædagogik, kommunikation, bogvæsen, edb og meget mere – stod jeg med ryggen til biblioteksskolen, med megen god studie-faglig viden i rygsækken - klar til endelig at opelske mit fag i den verden, hvor det læres allerbedst – nemlig i den praktiske verden. At jeg er børnebibliotekar betyder, efter datidens uddannelse, at jeg valgte at koncentrere min afsluttende hovedopgave om børnebibliotekskundskab, vi var så privilegerede, at dette valg kunne lade sig gøre, senere er børnelitteraturen desværre stærkt nedtonet i undervisningen, ligesom vi op igennem halvfemserne så færre anmeldelser på børneromaner i de store kulturbærende aviser og dagblade – var det børnene eller deres kultur eller begge dele, der blev sat på smalkost?

Dengang i begyndelsen af firserne så jeg børnene og børnelitteraturen, som stedet, hvor alting begynder – og nu efter 25 år ”on the road” ser jeg det stadig lige netop sådan!

At være børnebibliotekar har ofte været forbundet med at være ambassadør for børnene og deres boglige - og andre børnerettede - materialer, og sådan skal det også være. Det, at både børn og voksne faktisk kommer ganske frivilligt på biblioteket, er også en tanke, der på alle fronter af denne faglige gren af bogvæsenet maner til ydmyghed overfor opgaven, og som samtidig altid bør følges med faglige og brugervenlige overvejelser om alt det, det rummelige bibliotek skal indeholde.

Som bibliotekar ser jeg formidlingens kunst som det at være fagligt velfunderet, og endnu mere essentielt er det at være et rigtigt levende menneske – en voksen – der koncentrerer sig netop om dét barns behov – og samtidig en voksen, der melder ud af egne både faglige og menneskelige erfaringer, kun dér mærker barnet, at det tages alvorligt og, at det udfordres.

Som Niels Hausgaard engang sagde: ”Som forældre må man være den væg, barnet kan spille bold op ad”, og sådan er det for alle de voksne – forældre, lærere, pædagoger – som børnene møder i deres dagligdag, vi må være de vægge, de kan spille bold op ad og, hvis vi ikke giver et stykke af os selv – har vi svigtet vores opgave.

Er det så lige meget, hvad vi formidler? Nej selvfølgelig ikke. De skønlitterære hylder i biblioteksrummet vil naturligvis altid afspejle et mere eller mindre bredt udbud af den litterære produktion – forfattere er ligeså forskellige, som dem, de skriver for. Men i det øjeblik vi, der formidler litteratur, tager en bog i hånden, og anbefaler den til et andet et menneske, så tager vi stilling, og da er det afgørende, at det vi anbefaler, er noget, vi kan stå inde for.

Når jeg påstår, at al god litteratur begynder ved børnene, så er det nødvendigt at dvæle lidt ved den påstand. Ligesom det ofte diskuteres, hvad børn er for nogle ”størrelser”, har det lige så ofte været diskuteret i litteraturkredse, om der overhovedet eksisterer børnelitteratur? De bedste børnebogsforfattere har været spurgt, om de skriver for børn? Og deres svar har været meget forskellige, men det har gennemgående kunnet aflæses af deres svar, at de først og fremmest skriver om noget, der ligger dem på sinde at skrive om – ja selvfølgelig. Igen er det ikke ligegyldigt, hvem du er og, hvad du vil – forfatteren er et menneske, der fortæller til et andet menneske.

Koblingen fra barn til litteratur sker netop i det øjeblik, det lille barn tages op i armene – når forældrene reagerer på barnets måde at fortælle til omverdenen på, hvilke behov det har. Kun få uger gammelt ”fortæller” det spæde barn med ”arme og ben”, med pludren, med smil, grin og gråd, hvad det vil. Her er den voksnes reaktion med øjenkontakt, hudkontakt og ”snak” afgørende for barnets sprogudvikling – senere dets læseudvikling! At snakke med barnet, fortælle om de ting, der omgiver det, giver barnet det første grundlag for at gøre lyde til ord og sætte de rigtige ord på omverdenen – og allervigtigst at finde sin egen plads i den verden, der skal erobres gennem sanser, oplevelser, kontakter.

I den tidligste udvikling er det at nynne, at vugge barnet og at synge for det en afgørende stimulering, det gør barnet trygt. Når barnet har holdt sin første ½-fødselsdag, og det kan sidde på skødet, er det vigtigt at begynde at ”læse” de første bøger. Således kan højtlæsningsstunderne mange gange blive til dagens bedste øjeblikke – det er trygt at sidde på skødet hos den voksne og pege i bøgerne og samtidig opdage, at lydene så småt begynder at blive til ord og, at omverdenen – i denne fase af barnets udvikling først og fremmest far og mor, større søskende og bedsteforældre reagerer og bliver glade og forstår de første ord. Det giver lyst til at lære flere!

Den bedste allerførste bog må godt være den, vi selv har fremstillet – bogen, der indeholder fotos af den nærmeste familie, hjemmet og tingene i hjemmet og i vuggestuen eller dagplejen. Præcis her begynder det, og netop her begynder formidlingen af den gode litteratur, der er i pagt med behov og livsudvikling, og det må vi, som formidlere, som udvælgere, som forældre eller som fagpersoner – lærere, bibliotekarer pædagoger - altid have in mente. Som Lise Nørgaard sagde under et foredrag i Dansk Friskoleforening for fire år siden: ”Det menneske, der har 10.000 ord, er koblet bagefter det menneske, der har 40.000 at råde over” – og den udvikling begynder ved barnet, og den litteratur, der senere bliver ”generationens” litteratur, begynder også her. Helt afgørende er det også at huske, at det er ikke er det, vi siger, men det vi gør, der prenter sig i den til alle tider opvoksende generation. Er barnet omgivet af voksne, der ind imellem sætter sig fordybet i en god bog, så vil det, når det har knækket læsekoden typisk i 10-12 års alderen, selv gå ind i ”bogsluger-alderen” med alle sanser åbne for den vidunderlige verden, der er i de børneromaner, der netop i den del af livet, åbner hidtil lukkede universer – gør verden større og mere forunderlig – dér, hvor romanerne - naturligvis i samklang med de øvrige sammenhænge barnet indgår i – giver redskaber til at erobre endnu et stykke af livet og af verden.

Generationens litteratur vil altid være påvirket af tidligere generationers litteratur, alene det, at forældre og bedsteforældre er børnenes formidlere af de bøger, de selv holdt af, da de var børn betyder noget i denne sammenhæng. Men det er ikke tilfældigt, at de skønlitterære romaner, der lever videre fra den ene generation til den anden, er romaner, der handler om elementer af det, vi kan kalde det eviggyldige –om mennesker og deres indbyrdes relationer - om fødsel og død, om kærlighed og had, om børn, om unge og gamle – ja om rigtige mennesker. At Astrid Lindgren er topscorer blandt de børnebogsforfattere, der i verdenslitteraturen er oversat til de fleste sprog, kan i denne sammenhæng ikke undre. I mere end et halvt århundrede har: Pippi, Emil, røverdatteren Ronja, Rasmus, børnene i Bulderby og brødrene Løvehjerte været en fællesnævner i Sverige, i Danmark, i Tyskland, i Kina og i ….

Som børnebogsanmelder og som lektøranmelder har jeg altid været meget bevidst, om den rolle anmelderen har. Når bogen læses, og anmeldelsen skrives, er der mange personer - mange led i bogproduktionen, på bogens vej fra forfatter til læser, der kigger anmelderen over skulderen. De personer, de led i bogproduktionen, er i første række forfatteren, forlaget og måske et distributionsled og et salgsled, der til syvende og sidst hele vejen igennem handler om, at børnebogen – enhver bog – er underlagt en række økonomiske led – den gode litteratur (og den dårlige…) er underlagt benhårde markedsmekanismer, der alle forventer (håber på) at anmelder-leddet også ”leverer varen”. Men til syvende og sidst har jeg aldrig været i tvivl om, hvem jeg anmelder for – nemlig læserne. Livet er ganske enkelt for kort til dårlige romaner – en bog går meget tæt på læseren, den maner til fordybelse, læseren er alene med bogens, den kryber ind under huden, og når den kryber, skal den helt enkelt, gøre det godt. Bogen skal i sprog, i handling, i illustrationer, i spændingsfeltet rumme værdier, der ”rører læsernes hjerter” enten i det ene felt eller i dem alle på én gang. Ja vist kan den meget kritiske anmeldelse få afgørende betydning i alle de økonomiske led, men sammenlignet med, at det barn, der står klar til at sluge bøger, får en dårlig bog i hånden og måske aldrig igen lukker en skønlitterær roman op igen, så kan cool cash trods alt købes for dyrt!

Er bogen – den skønlitterære roman – overhovedet vigtig i 2006, hvor alle mennesker, børn som voksne, kan opleve, kan lade sig inspirere, kan opsøge igennem så mange medier – ja vel er den skønlitterære roman da vigtig. Og her er jeg i fare for at være uenig med Danmarks første professor i den børnelitterære sfære, Torben Weinreich, som igennem hele sin faglige karriere har bevist, at ligegyldigt hvilke medier, der måtte ”true” bogen, så er det aldrig gået ud over børns læsning. Ja han har altså bevist, at vi ikke behøver at være urolige for børns læsning – deres læsevaner, og det behøver vi heller ikke, hvis vi statistisk betragter alle de bogstaver, der tilflyder børns øjne igennem et døgn, som læsning. Men hvis man ser bort fra det læsetekniske, ja så er det ikke ethvert trykt budskab der bringer den ro og indlevelse som følger af at læse en god skønlitterær roman.

Jeg tror egentlig, at det er i parallelle felter af børns liv – de voksnes liv – menneskets liv, vi skal være opmærksomme og, at det er de mange ”urostiftere” i menneskelivet, vi skal være klar til ikke blot at diskutere, men også være klar til at handle overfor, derfra, hvor vi står enten som forældre eller som fagperson – som menneske! I alt, hvad vi foretager os, skal vi være medlevende, engagerede og selektive – slukke for TV´et eller lade være at tænde for det, bare engang imellem…. kigge op fra PC´en – det gode arbejdsredskab!, når arbejdet ikke ligefrem klager sig…. lade mobiltelefonen holde fri, når vi er omgivet af synlige mennesker…. slukke for dvd-afspilleren, når tante Anna kommer på besøg…. Når børnene er på nettet, og det skal de naturligvis være, når deres verden kræver det – men når de er på nettet, så skal vi interessere os for de mange h´er – hvorfor, hvornår, hvor længe, hvordan…. og, hvis vi giver deres ”netværker” en chance, så er det heller ikke helt udelukket, at det meget vel kan være der, generationerne også mødes og mødes godt….

Jeg tror stadig, at det er vigtigt at have ro, at have overblik og koncentration og at møde mennesker, der besidder, det man tidligere kaldte: ”sund fornuft” og mennesker, der har deres meningers mod - for i dag, at kunne være det barn, der er voksen i morgen!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lis Toelberg citater:

 

 

 

Det kan da godt være, at vi er forskellige - gør det noget?

 

 

 

Forældrenes engagement – børnenes læring…

 

 

En god forælder tør springe ud på dybt vand!

 

 

 

Den bedste allerførste bog må godt være den, vi selv har fremstillet – bogen, der indeholder fotos af den nærmeste familie,