Jeg troer gierne, det var ret godt,

At Bonden lærte sit Navn at skrive,

Og selv udregne, hvad han maa give

Gyd, Konge, Præst, Degn, Tut, Dommer, Drot.

Som heller ikke det kunde skade,

Man i Personen de første Blade

Fik listet ind af Naturens Bog:

Kort, at han ikke var ganske Drog.

Men tvivler meget, det blev hans Gavn,

Om paa hans Hierne Seminarister

end kline kunde med technisk Klister

Selv Videnskabernes græske Navn.

Thi han gemeenligt dermed inddier

en grumme Lyst til Krakilerier,

Og flux af Loven udfinde vil,

At dit og dat gaaer urigtigt til.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skolen for livet

 

Studier over N.F.S. Grundtvigs pædagogiske tanker

Knud Eyvin Bugge

G.E.C. Gads Forlag

1965

 

 

”Sandheds og Vidskabs frembrydende Morgenrøde har forjaget de i aandelig Tusmørke omsnigende Overtroens Spøgelser, som ængstede lettroende Forfædre”.

Der er skrevet mange bøger om Grundtvig, og hans pædagogiske tanker kan man møde både i folkeskoler og i friskoler. K. E. Bugges ’Skolen for livet’ går som en af de få bøger ind i Grundtvigs skoletanker og indfanger med stor omhu de mange inspirationskilder og datidens skolesyn.

Bogen indledes med en gengivelse af den pædagogiske debat i Danmark 1785 – 1814. Det er efter Rousseau, og efter at Struense har bragt nogle af dennes tanker om børneopdragelse til Danmark. Det er forresten også i denne periode, at den i børnelitteraturen så forhadte Balles lærebog bliver født. Men det er karakteristisk for perioden, at man her så småt går væk fra at betragte børnene som dumme voksne og i stedet går over til at sentimentalisere over børnenes uskyld, ligesom man i samme periode begynder at overveje, hvad formålet med opdragelsen er. En af kongstankerne er, at det dydige liv fører til lyksalighed, hvorfor opdragelsen hovedsageligt skal lære barnet om det dydige liv:

Hos oplysningspædagogerne lægger man tilsyneladende mere vægt på et dydigt liv her og nu som forudsætning for frelsen, mens de øvriges pædagogiske bestræbelser sigter mere direkte på frelsen.

Pestalozzi, der er stærkt influeret af Rousseau, er en af tidens – og af Grundtvigs - store påvirkninger. En anden afgørende faktor er for Grundtvig forholdet mellem teologi og pædagogik, som i øvrigt behandles flere steder i denne bog - og i andre værker.

I 1802 skriver Grundtvig komedien Skoleholderne, der opridser kampen mellem de moderne pædagogiske ideer og den gammeldags skole med ”A, B, C og Riset”:

Fichte, en af komediens hovedpersoner, giver altid sine elever fri, når vejret er godt, og siger til dem: Giv agt på naturen! Børnene måtte aldrig tvinges til at læse; men de

skulde bare give Agt på Naturen, saa bleve de strax kloge nok.

Den moderne skolelærer Fichte dømmes kraftigt i stykket og beskyldes for at være en semi-nar – en halvnar - uden rigtige skolekundskaber. I det hele taget er Grundtvig hård ved seminaristerne:

”Jeg har Agtelse for enhver, der søger at virke efter sin Bestemmelse, men ikke ere Seminaristerne bestemte til at agere lærde Folk. Dette Skryderi er det, jeg afskyer hos denne Hr. Fichte; og at han saa oven i Kjøbet har ladet sig gjøre til Student, uden at besidde de Kundskaber, som udfordres dertil. Laant Hæder er i mine Øyne ingen Hæder”.

Generelt lægger Grundtvig afstand til den nymodens ”naturlige” opdragelse, hvorefter børnene ikke må tvinges til noget som helst, men han mener heller ikke at udenadslæren er den rette vej frem:

”Udenadspjat” havde ingen anden nytte, end at hans hukommelse blev skærpet på hans dømmekrafts bekostning.

En anden retning der præger tiden – og Grundtvig - er filantropismen. Filantropismen betragtede undervisning af almuens børn som en vej til samfundsmæssig udvikling. Målet var at danne gode, fornuftige, oplyste mennesker. Filantropismen ønskede at fjerne både udenadslære og korporlig afstraffelse fra skolen. Al læren skulle ske med lyst og så vidt muligt i legens form.

Det er i tråd med Grundtvigs holdning til elevens mulighed for selvstændig læsning og tilegnelse, og selv skriver han:

1. Udenadslæren er af det onde.

2. Læreren bør bestræbe sig for at forklare stoffet for eleven, og for herunder at ”nedstemme sig til hans Fatteevne”.

3. Læreren bør vejlede eleven til selvstændig tænkning og læsning. Således vækkes en lyst til videregående studier.

4. Lærerens opgave er ikke blot kundskabsmeddelelse, men tilige opdragelse til livet som voksen. Denne opdragende indflydelse på eleven vinder læreren ved oprigtigt og uden bagtanke – ”af reen Menneskekjærlighed” – at interessere sig for elevens ”sande Vel”, og herudfra at udøve en moralsk opdragelse.

Det sidste punkt er nyt i forhold til Grundtvigs tidligere antagelser, men det bliver afgørende for hans fremtidige skoletanker og hans afvisning af tidligere tiders fremherskende opdragelsesprincipper – Spare the rod and spoil the child.

...med kæppen bøjer man kun ryggen, men ikke hjertet

Grundtvig reagerede både med og mod tidens trends. Da han påtager sig sin første

lærergerning, skriver han i sin dagbog:

 

giv Mig Visdom og Forstand til at uddanne den Unges Aand, som betroedes min

Vejledning, til at forædle hans Hjerte og indgyde det varm Kærlighed til Dig og hans

Brødre Menneskene! Da skal jeg frimodig lægge Mig til Hvile, naar Jeg kan tage den

overbevisning med Mig, at jeg arbejdede med Ord og Handling paa Udbredelsen af

dit, af Sandhedens og Dydens Rige!

 

Samtidigt gør han op med undervisningsplaner(!), idet – det vil kede eleven,

...denne tilsyneladende Orden nedbryder og dræber ganske den strænge Orden i

Kundskaber, den harmoniske Udvikling af Aandskræfterne, der er langt vigtigere.

Det er Grundtvigs holdning, at læreren må sørge for, at han selv anskuer de kundskaber, han vil meddele barnet, ’som Led af en og samme Kæde’, og at han meddeler eleven dette helhedssyn, mens han ...nøje agter på og udnytter de gunstigste tidspunkter for belæring.

K. E. Bugge følger nøje udviklingen i samfundets opfattelse af skolens opgaver og går dybt ind i Grundtvigs inspiration og hans opfattelse af Rousseau, Fichte og Pestalozzi, Lancaster og Hamilton, hvor sidstnævnte er den direkte anledning til Grundtvigs ’levende ord’ og den levende vekselvirkning.

Det er Grundtvigs konklusion, at skolens opgave er det borgerlige samfunds ve og vel, og at den rette vej hertil er det levende, mundtlige ord som undervisningens primære metode - modsat nedenstående:

Jeg troer gierne, det var ret godt,

At Bonden lærte sit Navn at skrive,

Og selv udregne, hvad han maa give

Gyd, Konge, Præst, Degn, Tut, Dommer, Drot.

Som heller ikke det kunde skade,

Man i Personen de første Blade

Fik listet ind af Naturens Bog:

Kort, at han ikke var ganske Drog.

Men tvivler meget, det blev hans Gavn,

Om paa hans Hierne Seminarister

end kline kunde med technisk Klister

Selv Videnskabernes græske Navn.

Thi han gemeenligt dermed inddier

en grumme Lyst til Krakilerier,

Og flux af Loven udfinde vil,

At dit og dat gaaer urigtigt til.

Birte Gam-Jensen