Har en 131 sider lang bog om Grundtvig noget at tilbyde et bogmarked, der allerede længe har rådet over megen kvalitetslitteratur om samme? Ja, det har den, for vinklen er genanvendelig her i 2014 og om muligt mere aktuel end nogensinde, Den historiske baggrund for Grundtvigs tanker er interessant af flere årsager. Blandt andet var situationen nogenlunde ens over hele Europa, og Grundtvigs afsæt var omtrent det samme som Karl Marx’: En uoplyst almue, fabriksarbejdere for Karl Marx, et landproletariat for Grundtvig.
For at sikre arbejdskraften til landbruget indførte man i 1733 et stavnsbånd, der forbød værnepligtige bønder mellem 14 og 36 år at forlade det gods, hvor de var født på.
Stavnsbåndet skulle dels hindre bønderne i at søge til andre godser, og dels i at søge til købstæderne. Stavnsbåndet blev ophævet i 1788. I København forbød man i 1814 – 1862 københavnske lavssvende at rejse fra byen, og for at kunne søge arbejde måtte de kunne fremvise en ’afskedsseddel’ fra det forrige arbejdssted, underskrevet af deres mester og politimesteren. De måtte heller ikke danne fagforeninger eller rejse til byer og lande, hvor fagforeninger var tilladt.
Udenrigspolitisk udkæmpedes i 1848-1851 en sejrrig krig om det slesvig-holstenske område. Rasmus Glenthøj stiller i ’1864 – sønner af de slagne’ fra 2014 spørgsmålstegn ved, om denne krig nu også var så sejrrig endda, men i 1864 fulgte en nationalt set katastrofal krig, hvor Danmark tabte hertugdømmerne og dermed ca. 1/3 af landets indbyggere og ca. 1/5 af landets areal.
Før 1849 var valgret og valgbarhed afhængig af besiddelse af fast ejendom. Kun 1070 af Københavns 120.000 indbyggere var valgbare. Den største gruppe valgbare var brændevinsbrænderne. Af dem var der 75. 2,8 % af befolkningen havde stemmeret, indtil man med grundloven af 1849 indførte stemmeret til alle mænd over 30.
Grundtvig så i alle disse omskifteligheder behovet for oplysning, der kunne gøre folk bevidste – og stemmeparate.
Allerede i sin første stilling som lærer i 1806 havde Grundtvig nogle pædagogiske overvejelser. Han ønskede blandt andet at undervise uden brug af fast skema, for at eleven ikke skulle miste interessen for undervisningen på grund af stadig forudsigelighed, altså undervisning efter et overraskelsesprincip.
‘Det faste skema var ifølge Grundtvig udtryk for skadelig ’pedantisk Orden, der forvekslede mennesket med et mekanisk Konstværk’. Den skemaopbyggede undervisning havde også tendens til at ophæve den naturlige indre sammenhæng mellem de forskellige fag.
Grundtvig afviste ligeledes brug af karakter ved bedømmelse af elevens præstationer, fordi han fandt det umuligt at lave en retfærdig bedømmelse, før man så, om barnet i livets løb kunne anvende kundskaberne i praksis. Det er jo en spændende tanke, som man måske med fordel kunne trække frem igen?
Grundtvig betragtede også udenadslæren som en fejltagelse, men denne viste sig ganske vanskelig at undgå i virkeligheden.
Det var desuden Grundtvigs betragtning, at mennesket aldrig er et isoleret individ. Livet var kun liv, hvis det levedes i fællesskab med andre. Det individ, der ville leve sit liv som enkeltindivid i isolation fra det omgivende samfund, var derfor negativt, egentlig død. Det menneske, der levede og tænkte udelukkende materielt, trak efter Grundtvigs mening også i dødens retning, mens enhver der opfattede mennesket som havende en højere bestemmelse kæmpede for livet. Med denne positive forståelse af mennesket som et frit og ansvarligt individ formåede Grundtvig at bryde med den etnocentriske holdning, der stadig præger megen europæisk tænkning.
’Ja, Christen eller Hedning, Tyrk eller Jöde, ethvert Menneske, der bliver sig sin aandige Natur bevidst, er sig selv en saa vidunderlig Gaade …’
Ydermere var det Grundtvigs holdning, at skolen ikke burde være tvungen, og i 1850’erne mente Grundtvig ikke, at der kunne udrettes meget med børnene, før de kom til Skelsår og Alder. Den holdning møder man også i andre sammenhænge, for eksempel i den engelske Summerhill-skole, hvor man afventer barnets modenhed, inden man sætter ind med læringen.
På den anden side har skolen også et mere jordnært formål:
’Det kan vistnok være godt, at der er et sted, hvor Forældre kunne sende deres Børn hen, naar det ikke er for slet Vejr…’
Grundtvig kritiserede børneskolerne for ikke at respektere børnene som selvstændige væsener, og det var måske her man begyndte at opfatte børn som børn og ikke som dumme voksne.
Det var Grundtvigs hensigt at sende alle unge– som ville oplyses om sig selv og den danske folkelighed – på højskole, men rekrutteringsgrundlaget forblev skævt. Højskolerne lå – som nu – langt ude på landet, og transporten var et problem. Der var ikke højskoler i København, så i 1873 var eksempelvis 69 % af eleverne gårdmandsbørn, 17 % kom fra husmandshjem og 14 % fra andre samfundslag. Ydermere var landbrugsvæsen et fag på højskolerne, så de trak ikke mange bysbørn. Der var ikke tilskud til højskolerne, og opholdet krævede egne midler, hvorfor rekrutteringsgrundlaget blev begrænset til relativt velhavende bønderbørn.
Storbyernes voksende proletariat var tabere i skolelivet, så resultatet blev eksamensskoler i København og højskoler på landet.
Grundtvigs skoletanker har en tresidet vision: en samfundsmæssig – at udvikle eleverne til gode og bevidste samfundsmedlemmer, en formidlende – højskolerne skulle slå bro mellem videnskab og menigmand og en vækkende, så man kunne lære at være et sandt menneske.
Bemærkelsesværdig er forfatterens konklusion: At den højskole der voksede frem efter Grundtvig var en anden end den, Grundtvig ønskede sig. Desuden understreger Torkild Mads Larsen, at ved brug af Grundtvigs tanker i dagens skoletænkning skal man inddrage udviklingen de sidste 100 – 150 år og ikke bare tage Grundtvig for pålydende. Det havde måske været en fordel at få det præciseret.
Mennesket er ingen Abekat
Torkild Mads Larsen
Grundtvigs tanker om den folkelige højskole, med specielt henblik på perioden 1832 – 1871
131 sider
Odense Universitetsforlag 1993
Birte Gam-Jensen
