Arkivudvalget består af frivillige, der hjælper den daglige leder med at løse de mange udfordrende opgaver, der er forbundet med arkivarbejdet.
Nye udvalgsmedlemmer er altid velkomne, og alle guides godt i gang med arbejdet, og først og fremmest inspirerer vi hinanden.
Kontakt Lis Toelberg hvis du vil høre nærmere om arbejdet som frivillig i friskolearkivet.
Frivillig i Friskolearkivet
Af Bent Rasmussen Toelberg
Arkivudvalgsmedlem.
Med et budget som kun giver plads til at lønne én ansat i 9 timer om ugen, har Friskolearkivet i allerhøjeste grad brug for frivillig arbejdskraft.
Heldigvis har Friskolearkivet en række frivillige medarbejdere med meget forskellig baggrund og meget forskellige erfaringsområder, som bidrager til at gøre stedet til den helt unikke institution, det er. De fleste – men ikke alle – er pensionister. Når man har nået pensionistalderen, er der nemlig ikke mangel på steder, hvor man kan få lov til at lægge sin frivillige arbejdskraft, det er bare at vælge efter egne erfaringer, evner og præferencer.
Frivilligt arbejde er kendetegnet ved, at man udfører en opgave, som ellers ikke ville blive løst, og at man gør det uden risiko for at tage arbejdet fra nogen, som ellers ville have kunnet gøre det til en levevej.
Som medlem af arkivudvalget er der mange forskelligartede opgaver, der bliver udført. På billedet øverst tv. er Ole Nielsen og Cecil Christensen ved at sortere arkivalier, imens Birte Fahnøe Lund sætter bøger på plads i håndbogssamlingen.
Til højre er Birte og Bent i færd med at fremfinde arkivalier. På billedet til venstre regulerer Ole hylder, så de passer til arkivæskerne.
Nederst til højre præsenterer Henrik N.N. Olsen opgaverne til ”Billeddagen”, der blev afholdt i arkivet tilbage den 12. marts 2008.
Friskolearkivets bestyrelse og bestyrelsen for Støtteforeningen for Friskolearkivet består af frivillige. Det samme gælder Friskolearkivets forretningsfører.
Tilsammen udgør kredsen af frivillige omkring Friskolearkivet en gruppe, hvor mange har en stærk forankring i friskolebevægelsen. I det følgende nævnes kun de, som bidrager med at løse praktiske opgaver i arkivet.
Henrik N. N. Olsen, uddannet inden for toldvæsenet og i edb og økonomi ved Vejle og Esbjerg edb-skoler, tidligere medarbejder hos Sammenslutningen af Lokalarkiver (SLA) og Vejle Stadsarkiv. Henrik har i en lang periode fungeret som underviser i Arkibas for SLA og har afholdt kurser i Arkibas for lokalarkiver fra alle egne af landet.
Arkibas er det arkivsystem, som anvendes af landets stads- og lokalarkiver samt andre institutioner, og som med den seneste version af programmet tilbyder, at man kan søge på tværs af alle landets arkiver via platformen Arkiv.dk.
For Friskolearkivet har det haft den betydning, at der har været ekspertviden om Arkibas til rådighed, og desuden har Henrik ydet en uvurderlig og arbejdskrævende indsats i en nødvendig konvertering af data fra en version af Arkibas til en anden.
Endvidere har Henrik bidraget med råd og vejledning i arkivspørgsmål generelt og har forsynet Friskolearkivet med stabelvis af (brugte) arkivkasser.
Mona Nielsen, uddannet kontorassistent og tidligere medarbejder ved Skælskør Bibliotek og ved Skælskør Egnshistoriske Arkiv. Mona er uddannet superbruger i Arkibas, hun var med fra den allerførste version og har arbejdet med hjemmesider for både Skælskør Bibliotek og Skælskør Egnshistoriske Arkiv.
Mona har i årevis arbejdet med registreringsopgaver i Arkibas for Friskolearkivet og fungerer som webmaster for Friskolearkivets nuværende hjemmeside i samarbejde med arkivets daglige leder.
Birte Fahnøe Lund, der igennem 14 år har været formand for Friskolearkivet, tager sig af allehånde opgaver i arkivudvalget, dér hvor Birtes viden og erfaringer folder sig bedst ud, og det gør de mange steder – i undervisningen af de studerende fra DfL, i foredragene om Christen Kold og mange flere steder, og med en støveklud i hånden udretter Birte også mirakler.
Birte Strandby Gam-Jensen, cand. mag. i litteraturvidenskab, tidligere medarbejder på Friskolernes kontor. Indehaver af textbutikken.dk, datalogistuderende på SDU og redaktør på bogvægten.dk
Birte er formand for Støtteforeningen for Friskolearkivet og bidrager i arkivudvalget med anmeldelser af ældre litteratur fra håndbogssamlingen. Boganmeldelserne præsenteres på Friskolearkivets hjemmeside.
Cecil Christensen, uddannet lærer fra Skårup Statsseminarium, tidligere skoleleder på Skørbæk-Ejdrup Friskole, tidligere kontorleder i Dansk Friskoleforening.
Cecil har et enestående kendskab til friskoler og personer tilknyttet friskolerne. Han arbejder med sortering af arkivalier, knytter kommentarer til friskolebilleder og til billeder af friskolefolk. Desuden arbejder Cecil på en registrant over friskoler gennem tiden frem til 1950.
Ole Nielsen, læreruddannet i Århus, tidligere forstander på Hoven Ungdomsskole, tidligere lærer på Faarevejle Fri- og efterskole, Nymarksskolen i Kerteminde og Odense Friskole. Tilknyttet Ungdommens uddannelsesvejledning i Odense.
Ole løser mangeartede opgaver i Friskolearkivet: sortering af arkivalier, scanning af fotografier, sparring med studerende fra DfL og meget andet. Og når arkivet har brug for en mand, der kan bruge et stykke værktøj, træder Ole også til.
Med interesse for historie – ikke mindst lokalhistorie – og for den generelle samfundsudvikling, og som tidligere forælder i friskolen og efterskolen, med en tidligere tilknytning til højskolen og – som efternavnet antyder – næsten gift med Friskolearkivet – blev det et meget naturligt valg for mig, at lægge indsatsen på blandt andet de frie skoler, og for mit vedkommende i Friskolearkivet. Allerede inden dagen for min pension oprandt, sagde den daglige leder af Friskolearkivet: ”Vi har brug for endnu en god bibliotekar i arkivet”, og jeg forstod et vink med en vognstang!
Mit arbejde i Friskolearkivet har igennem årene været mangeartet: fra udskillelse af tidsskrifter, som tilhørte en tidligere tids ansvarsområde i arkivet som især religion og idræt, sortering af indkomne arkivalier, scanning og registrering af fotografier i Arkibas og dermed arkiv.dk og som korrekturlæser blandt andet af FRISKOLEHISTORIE – en antologi. Når tiden tillader det, vil jeg udvide mit registreringsarbejde til også at omfatte registrering af arkivalier i Arkibas.
Tillykke med Friskolearkivets 80 år og tak til mine nuværende gode og vidende kollegaer i Friskolearkivet, tilsammen udgør vi et stærkt hold!
At være korrekturlæser er et koncentreret arbejde, her er Bent Toelberg i dialog med
Cecil Christensen, der også var korrekturlæser til FRISKOLEHISTORIE – en antologi.
Som korrekturlæser er de elektroniske hjælpemidler uundværlige arbejdsredskaber.
Bent Rasmussen Toelberg, uddannet bibliotekar, tidligere kursusadministrator på L. M. Ericsson, tidligere leder af Skælskør Bibliotek, tidligere leder af Kultur og Fritidsafdelingen i Skælskør kommune.