Ole Wivel har udvalgt en række af Jakob Knudsens taler og artikler, fortrinsvis de der ikke handler om kristendom; og indledningsvist diskuterer Ole Wivel Jakob Knudsens bevæggrunde. Følte han sig som positiv moralist angrebet af sin omverden, var han en hævner, eller oplevede han en personlig splittelse?
Jakob Knudsens autoritære opdragelse tillod ham ikke hverken i livet eller kunsten at forholde sig frit til en indre oprørstrang, hvorfor afløb fandt sted på anden måde: At være sig selv er at være eet med et andet selv.
Teksten Den lærde Skole og Folkehøjskolen fra 1908 er et hårdt angreb på latinskolen, som han betegner som en spøgelsesverden. Den lærde skoles væsen omtaler han – i tiden før George Brandes fik indflydelse som …den infameste forsømmelse af alt Menneskeligt. I det hele taget får Georg Brandes mange smukke ord med på vejen, og til Georg Brandes 70 års fødselsdag skriver Jakob Knudsen teksten: Georg Brandes og den danske dannelse, der flot begynder med sætningen: Det, jeg højest beundrer hos Georg Brandes, er hans Kraft og hans Mod.
Knudsen fortsætter med at fortælle, at klimaet før Brandes var svagt – Paludan-Müller betegnes som stuebleg – og at Brandes var født til at være åndelig fører, om end han ikke kan stå i spidsen for den gamle nationalliberale dannelse, angiveligt fordi han er jøde. Knudsen slutter teksten med at skrive til Brandes, at han er den betydeligste og den modigste mand, han personligt har kendt.
Tilbage til Den lærde Skole og Folkehøjskolen fortsætter Knudsen sin kritik af universitetet. Han gik selv på studenterkursus i København og tilbragte efterfølgende fire år på det teologiske fakultet. Jakob Knudsen blev cand. theol. i 1881, ti år efter at Brandes var trådt ind på scenen.
Om den lærde skole skriver han, at den aldrig har formået personligt at præge sine elever. Og om de studerende på det teologiske fakultet, fortæller han, er de bønder før og efter, når undtages en vis forkvakling.
Det helt saliggørende i den sammenhæng er mødet med højskolebevægelsen, der tog fart i tresserne og havde let spil ikke om eksaminer men om menneskesjæle:
Når de unge, theologiske Kandidater kom fra Universitetets skamløse Kjedsommelighed ud paa Landet, da slog Højskolens friske, frodige Luft dem i Møde.
At der trods alt ikke udbrød krig mellem folkehøjskolen og den nye lærdom, skyldtes ifølge Knudsen måske nok, at Brandes-tilhængerne foreløbig var de eneste af intelligensen og overklassen i København der sluttede sig til Venstre.
Men folkehøjskolerne havde herefter kronede dage, som det fremgår af følgende bemærkning, som nutidens folkehøjskoler nok kan ønske stadigt var gældende: Folkehøjskolen står nu som sjælen i det sejrende politiske parti, støttet af folkets store flertal, begunstiget på enhver måde, materielt sikret.
Og efterfølgende mere om folkehøjskolens velfærd:
Af kampen mellem folkehøjskolen og den lærde skole vil begge parter kunne lære en hel del, når blot ikke folkehøjskolen må kvæles i sit eget flæsk (thi det er vanskeligt at bære gode dage) og argumentere for meget med sin materielle overvægt, – og når den lærde skole kan lade sin forbandede studentervigtighed fare, der sidder enhver akademiker i blodet lige så vel nu som i Montani dage.
Folkehøjskolens opgaver fylder en del i bogen, og det gør ligeledes det at være dansker, hvilket omfatter både en særlig sjæl og et tilhørsforhold til dansk natur. Og så møder man kommentarer, der virker overraskende for tiden i begyndelsen af nittenhundredetallet: Jyllands Vesterhavskyst er ødelagt, overbelagt med turister og badegæster – de mennesker var ikke det landskab værd. Det er bleven urent af dem. Natur-ensomheden er bleven brudt ved disse menneskers ankomst. Det er Jakob Knudsens holdning, at den moderne kultur i mange lande har en unational og derfor unaturlig, fabriksmæssig karakter, der bringer den i en uheldig modsætning til de respektive landes natur. Endvidere skriver han, at hvor mennesket ikke holder på sin folkelighed, sin nationalitet – hvor han bliver et moderne kulturvæsen, der bliver han med det samme ringere end både dyr og fugle og alt jordens kryb. Elementerne skammer sig med rette ved at have part i ham. Det er hårde ord, og Knudsen tager både Grundtvig og Brandes til indtægt for sine holdninger.
Om Grundtvig
I anledning af hans udvalgte Skrifter indeholder betragtninger om Grundtvigs politiske indflydelse, og efter at have afvist, at Grundtvig havde nogen særlige talenter for politik, religion, moral, psykologi kommer Knudsen frem til, at Grundtvigs særlige talent netop var at han kunne danne sig et umiddelbart skøn, hvilket han efterfølgende uddyber; og ydermere overbeviser han læseren om, at Grundtvig i højere grad havde oplevelser fremfor ideer, folkelig sans og folkelig genialitet.
Der er i flere af bogens tekster udlægning af Grundtvigs tankegang, som andre Grundtvig-læsere måske vil bestride: Grundtvig havde nemlig den Anskuelse, at naar en Dansker ikke var dansk, saa var han sjæleligt ingen Ting. Generelt lægger Jakob Knudsen ikke op til diskussion, han forklarer begivenheder og udtalelser.
De korte tekststykker er ikke helt lette at læse, og man skal nok være godt inde i klimaet på den tid for at kunne følge Jakob Knudsen, mens hans diskussioner om Brandes’ ufejlbarlighed og Grundtvigs genialitet er interessante.
At være sig selv
Jakob Knudsen
Et udvalg ved Ole Wivel
240 sider
Gyldendals Uglebøger
Udgivet: 1965
Birte Gam-Jensen
