Egon Clausen har skrevet denne bog lige midt i ungdomsoprøret – tiden hvor alt blev vendt og drejet, og 20 år efter at slaget mellem en sammenslutning af bedagede lærere og stilfærdige bibliotekarer og Superman – mellem seriøs litteratur og triviallitteratur – fandt sted. Superman delte skæbne med alle andre tegneserier. Ingen tvivl om at de var direkte skadelige, skulle man tro de etablerede smagsdommere.
… alle disse bredbagede og velbjærgede danske lærere, der henført klappede, når en foredragsholder gik ind for skrap censur eller kunne rakke tegneserierne ned i den sorteste kloak.
Egon Clausen er tydeligvis heller ikke altid imponeret over Supermans bedrifter, men tegneserierne afspejler alligevel en slags billede af tingenes tilstand i den virkelige verden. Det kan man ikke altid sig om den pæne børnelitteratur, som børnebibliotekarer, lærere, forældre syntes, at ungerne skulle læse.
Lærere og bibliotekarer taler om tegneseriernes forkerte forestillinger om samfundet – men hvis forestillinger taler vi om? Den restriktives kulturpolitik betød, at forlagene i høj grad sigtede på lærere og bibliotekarers ønsker fremfor børnenes. Til gengæld var der ingen indblanding på tegneseriemarkedet.
Senere er tegneserierne landet side om side med ’de gode børnebøger’ på biblioteket. De gode børnebøger får til gengæld den helt store tur af Clausen og han påviser såvel racisme som en total mangel på tolerance overfor omverdenen i blandt andet De 5-bøgerne. Konkluderende har børnene to valgmuligheder: Den borgerlige børnebog der er ude af trit med nutiden, og triviallitteraturen der er reaktionær og fordomsfuld.
Hvorfor tegneserier på bibliotekerne?
Diskussionen om tegneserier på bibliotekerne kan inddeles i kulturelle, sociale og pædagogiske forhold. Med hensyn til det kulturelle så var det en debat der i 1960’erne åbnede for det mere folkelige. Det sociale spiller ind, der hvor man beslutter, at biblioteket ikke kun retter sig mod en elite men skal bestræbe sig på at invitere alle børn indenfor. Det gør man blandt andet ved at lade bibliotekets indhold delvist styre af publikums smag. Hertil kan man spørge, om biblioteket så stadig løser en social opgave, hvis udbuddet svarer til kioskens salgsvarer.
Pædagogisk er den generelle holdning, at der skal være let læste muligheder for dem, der måtte have læsevanskeligheder.
Egon Clausen kalder dette for ’de lukkede øjnes kulturpolitik’ og beklager, at netop de understimulerede børn vil gribe ud efter den kulørte litteratur, og at skolen ved at stille den dårlige litteratur til rådighed i virkeligheden svigter sin opgave som almendannende.
Hvem læser tegneserier?
Clausen er især efter karakteristikken af de børn, der griber efter de dårlige tegneserier:
… Nummer to af tre børn. En bror har været i behandling for tilpasningsvanskeligheder. Forældrene er skilt. Påklædningen virker lidt forsømt …
Lærerne ved rigtigt meget om de børn, der er tilbøjelige til at læse tegneserier, og Clausen har nogle tilføjelser til beskrivelsen: Det handler om arbejderklassen og hjem med få bøger. Og her ligger problemet: Børnene kan genkende noget af virkeligheden i tegneserierne, mens de ’gode’ børnebøger hovedsageligt repræsenterer den gode borgerlighed, som ikke er hverdag for alle. Det er Clausens konklusion, at lærernes angrebslyst overfor tegneserierne stammer fra det faktum, at det i virkeligheden var småborgerskabets frygt for masserne, der kom til udtryk.
Det hele menneskelige Køn taaler kun et vist Maal af Kundskab, og enhver Stand må derfor have sin egen visse Andel. Det mere gør Drukken.
Ove Guldberg 1780
Tegningerne/billederne kan siges at være mere demokratiske end det trykte ord, og tegneserieheltens specielle forråd af symboler, tegn og problemstillinger tilbyder en effektiv indføring i visse af samfundets grundlæggende mekanismer, kort sagt fortæller om livet på en måde som ikke er så indviklet, ligesom ideologien tilbyder en forklaring på ens placering i samfundet Tegneserier er således letfattelige vejvisere ind i det kapitalistiske samfundssystems grundlæggende tankebaner. Det gør beklageligvis Superman og Batman til kapitalismens sande forsvarere. Ved at skabe et passende billede af statens stilling, udsigter, behov og farer, kan man redde sig en hensigtsmæssig reaktion. Man kan også sige, at triviallitteraturen nasser på aktuelle problemstillinger.
Død er al muelig Bogkundskab, som ikke sammensmelter med et tilsvarende Liv hos Læseren (C. Kold)
Skolebøger
Efter en intens kritik af skolebibliotekernes udbud går Egon Clausen over til at beklage skolebogsindustrien, og her tænkes blandt andet på tidligere tiders fordomsfulde geografibøger: En historiebog fra 1972 overspringer årsagerne til konflikt, især hvis det handler om kapitalinteresser, og bogen melder ikke noget om hvem der finansierede Hitler, eller at vesteuropæiske olieselskaber havde interesser i Krigen i Nigeria. Tværtimod så hævdede lærebøgerne jævnligt, at dårlige ting skyldtes dårlige mennesker.
Såvel den borgerlige børnebog som skolebogslitteraturen prædiker den samme, fælles ideologi: småborgerskabet – midten – er bedst, højre og venstre er modsatrettede og alle ideologier er døde; det gør dem til skjulte redskaber for økonomiske magthavere, hvad der jævnligt grænser sig til falsk oplysning. Det er heldigvis noget der er forbedret siden halvfjerdserne, og mange skoler og lærere har da også fundet deres egne veje i brug og produktion af lærebogsmateriale.
Tre myter
Clausen fremhæver tre myter, der ifølge ham angiver årsagen til, at børnebøger og til dels skolebøger så ud som de gjorde:
Myte 1: Samfundets indretning – der er godt inde i hulen, farligt uden for. Det medfører livsforskrækkelse og indelukkethed, og her tager triviallitteraturen sig af de problemer, børnebøgerne ikke beskæftiger sig med.
Myte to: Børn skal beskyttes mod det onde. Målet er at beskytte småborgerlig ideologi.
Myte tre: Barnet er barnligt og skal have lov til at være det, de kan ikke forstå indviklede problemstillinger.
Småborgerlige forskræmte forfattere med dyrebørn i hovedrollerne
De tre myter har ifølge Clausen den effekt, at børnebogsmarkedet oversvømmes med talende krokodiller og urealistiske scenarier. Måske er det netop den type børnebøger Per Højholt tænker på, da han senere udtaler, at børnebøger ikke er rigtig litteratur. Clausen søger en anden type litteratur, og det er han ikke den eneste der gør. Interessant er det, at da forfatteren Bent Haller i 1976 forsøger at give børnene anderledes litteratur med bogen Katamaranen, rejser det en storm af protester, og Haller forvises fra flere børnebiblioteker. Siden er der kommet flere forfattere og bøger til, og man kan i dag glæde sig over både Haller, Hesselholt, Fenger-Grøndahl, Reuter, Fupz Aakeson og mange andre, der har brudt med netop de børnebogsstereotyper, som dominerede i halvfjerdserne. Nu har børn mulighed for både at læse god litteratur og/eller forholde sig til reelle problemstillinger.
Egon Clausens indlæg er væsentligt og overbevisende, når det drejer sig om vigtigheden af både børnelitteratur og skolens opgaver såvel som vigtigheden af at stille kvalitative krav til børnebogslitteraturen.
Man kan sige, at problemstillingen er forældet i dag, hvor børnelitteratur er blevet en langt mere forskelligartet størrelse med plads til både realisme og eventyr, ligesom tegneserier har udviklet sig og nu også kan omfatte litterære kvaliteter, men Clausens indvendinger er stadig relevante og kan med fordel drages frem med jævne mellemrum, hvis vi bliver i tvivl om, hvad man skal og vil med børnelitteraturen.
Dansk børnelærdom
Egon Clausen
110 sider
Røde Hane
Udgivet: 1974
Birte Gam-Jensen
