Svend Grundtvig var søn af N.F.S. Grundtvig. Han var litteratur- og folkemindeforsker. Bogens tre forelæsninger er holdt ved en konkurrence i 1863, der gav forfatteren adgang til en akademisk lærerplads i nordisk filologi ved Københavns Universitet. Ifølge forfatterens forord er det hans forventning, at det lille værk vil kunne yde ‘en brugbar ledetråd gennem vor oldtids skønneste egne og derved blive frugtbar for den fremskridende videnskabelige erkendelse og for den digteriske og kunstneriske anvendelse såvel som for den folkelige tilegnelse af vor oldtids åndelige skatte.’
Svend Grundtvig indleder med at undre sig over, at der i det gamle Norden aldrig er udviklet så rig en national sagnpoesi, som man gjorde i Grækenland. Angiveligt var betingelserne til stede: der var ideer, det poetiske sprog var rigt, og folket havde udmærkede anlæg for ord og rytme. Alligevel blev det kun til – Grundtvigs udtryk – rislende bække og brusende elve, men samlede sig aldrig til en sådan vældig ström.
Den heroiske digtning i Norden stammer fortrinsvis fra det niende og tiende århundrede, og den er mellemledet mellem myte og historie. Den baseres på heltesagn, og kendetegnes ved at omhandle menneskelivet – i modsætning til gudeliv.
Svend Grundtvig beretter udførligt om kilderne blandt andet Skjoldungesagaen, og ættesagaerne og i enkelte tilfælde får vi også en gengivelse af sagnet, som eksempelvis fortællingen om Helge, stor kriger og tragisk helt. Helge bliver far til Yrsa. Han lokkes af en elverkvinde og bliver far til Skuld, men Yrsas mor tager en frygtelig hævn, og Helge kommer uafvidende til at favne sin egen datter. Sønderreven af smert og skam farer han ud i kamp for at glemme sin sorg.
Af de mange omtalte helte er Rolf Krake og Regnar Lodbrog nok nogen af dem der fylder mest i forelæsningerne.
Undervejs godtgør forfatteren, hvorfor heltedigtningen er tidsmæssigt placeret efter ættesagaerne, og i enkelte tilfælde belyses hvorledes inspiration fra grækerne kan være havnet i nordisk heltedigtning.
Kvinderne har fået en beskeden men markant plads:
Hvad jeg også kun kortelig kan berøre, det er kvindens betydningsfulde stilling i Nordens ældste heltesagn, i ættesagnene. Vi bemærke straks, at digtningens kvindelige karakterer frembyde en langt större og rigere afveksling end de mandlige. Her er ömme, milde kvinder, som Hagbards Signe, Ottars Sigrid … der er stærke, vilde kvinder, som Brynhild og Gudrun … Der er også grumme og onde kvinder, som Åse og Grimhild …
Spændende læsning, men lidt krævende for en nutidig læser:
Odin optræder i heltesagnene på en dobbelt måde: først som heltenes fosterfader og læremester og siden som den, der volder deres bane, der kalder dem til Valhal, at øge enherjernes tal.
Udsigt over Den nordiske oldtids heroiske digtning
Tre forelæsninger
Svend Grundtvig
105 sider
Gyldendalske Boghandel (F. Hegel).
Udgivet: 1867
Birte Gam-Jensen
