Gækkebrevenes sirlighed udtrykker, med deres omhyggelige udformning, også elevernes kærlighed til deres lærere, man forestiller sig, at hvert et lille klip har været udført nænsomt med lærerparret i tankerne.
Margrethe Bjørn Hansen, tidl. elev på Refsvindinge Friskole, fortæller blandt andet fra sin skoletid hos Aasta og Garnæs: ”Til alle de traditionelle fester var hele skolekredsen med, der var foruden kammeraterne alle de mødre, fædre og andre, der sluttede op om skolen med Aasta og Garnæs forrest. De stod for en levende og tryg del af mit liv. Jeg er glad for at kunne sige, at jeg lige til Aastas og Garnæs´ død har haft kontakt til dem. Det siger noget om deres trofasthed”.
Og som to sjæle ud af en tanke – elev og lærer – finder vi Johs. Garnæs Petersens tanker om: ”Undervisning og virke” i Anker Ankerstrøms bog: ”Friskolen gennem hundrede Aar”, bind 1., udg. 1946, hvor Garnæs imod afslutningen af sin artikel konkluderer: ”Som allerede sagt i Indledningen vedgaar den grundtvigske Friskole ogsaa for det praktiske Arbejdes Vedkommende fremdeles sin Arv og Gæld til de Grundtanker, hvoraf den i sin Tid opstod.
Meget har forandret sig i Tidens løb; men endnu er der fuldt op af Opgaver for denne Skole. Vi ønsker i Dag i vor praktiske Undervisning at opfylde de naturlige Krav til en god Oplæring i de ”praktiske Færdigheder”, som Tidens Børn har Brug for, men vi vil under ingen Omstændigheder være med i det herskende Eksamensjag eller andet Kundskabsafguderi af nogen Art. Vor Grundanskuelse er den, at Kundskaber er gode Arbejdsredskaber, men heller ikke mere. Derfor er Skolens Maal ikke Kundskaberne, men Mennesket bag færdighederne, bag Uddannelsen. Der vil i Friskolen i Nutiden – under de Muligheder, som er til Stede – stadig blive arbejdet med det Formaal for Øje, at Undervisningen skal tjene Barnets aandelige Vækst og Udvikling. Vore Hjælpemidler her er først og fremmest den frie Fortælling og Sangen, men vi tror på tillige, at det er muligt at indrette den praktiske Undervisning saadan, at Lysten kan ”drive Værket” ogsaa i Dag. Til Udformning af denne Undervisning henter vi vore Impulser alle Vegne fra uden at spørge efter, om det var en Kollega under samme Arbejdsvilkaar, eller det var en af det autoriserede Skolevæsens Dygtigheder, der gav os en Ide; men vi forbeholder os Ret til og regner det for en Selvfølge, at enhver Lærer har sine egne Ideers Smedje, hvor det modtagne dannes om, saa det bliver ét med Personen.
Over vort praktiske Arbejde vilde vi gerne kunne skrive Ordene: det er ikke Metoden, det kommer an paa; det er Maaden, hvorpaa der arbejdes, som er det ene afgørende. Den levende Undervisning bliver til dér, hvor Læreren selv lever i sit Arbejde og vier dette alle sine Evner og Kræfter. Enhver Metode, enhver Undervisningsmaade kan blive kedsommelig og dræbende for al Lyst og Initiativ hos Børnene, og modsat dette kan praktiske Hjælpemidler: formaalstjenligt Skolemateriel, gode Lokaler etc. i den virkelige Tjeners Haand blive en Kilde til Hjælp og Fornyelse i Arbejdet for Virkeliggørelsen af det Maal, der ligger bag det alt sammen”…
Og Garnæs afslutter sin artikel: ”Lad andre raabe, at Friskolen er ikke som i gamle Dage, vi svarer: Livet staar aldrig stille. I dette jagende Liv fik vi vor Opgave, og som Børn af vor egen Tid maa vi løse den i Samspil og Brydning med de herskende Synspunkter i den almindelige danske Skoleverden, kun da løser vi vor Opgave”.
Ja, skole til tiden – hele tiden, og Johs. Garnæs Petersen talte tilbage i 1946 om den væsentlige og nødvendige inspiration de forskellige skoleformer imellem, og det gør vi stadig godt 60 år efter!
