Friskolernes blade
Cecil Christensen
I efteråret modtog Friskolearkivet en meget vigtig gave, som egentlig var en opfølgning på en tidligere aflevering fra 1970 vedrørende friskolernes blad, Bavnen. Materialet havde imidlertid været hensat på arkivet som forholdsvis uinteressant, da det primært bestod af usammenhængende korrespondance. Den nye aflevering omfatter imidlertid Bavnens forhandlingsprotokoller fra 1903 til 1972 og nogle regnskabsbøger samt en næsten fuldstændig samling af bladets årsregnskaber. Materiale som hjælper med at skabe sammenhæng i den førnævnte korrespondance. Hertil kommer brevveksling fra efterkrigstiden frem til 1972 samt en fuldstændig samling af blade fra 1904 – 2017. Sammenlagt er Bavnens historie nu ganske veldokumenteret, selv om det vil kræve et betydeligt arbejde, hvis materialet skal bearbejdes til en egentlig historisk fremstilling.
Det trykte ord har i dag vanskelige vilkår, men indtil de seneste årtier var bøger, aviser og tidsskrifter de væsentligste kilder til nyheder, faglige oplysninger og meningsudvekslinger. Det må derfor være indlysende, at friskolebevægelsen ret hurtigt kom til at savne et medie, som kunne give deltagerne fælles viden og oplysninger om deres særlige skoleform. Skolekredsene levede med ensartede udfordringer, men de havde også behov for at diskutere løsninger på disse og om muligt inspirere hinanden.
Allerede i 1869 stiftede friskolelærerne Klaus Berntsen (Højby), Morten Eskesen (Odense) og Kristian Appel (Ryslinge) derfor Folkebladet Fylla, der udkom hver lørdag. Bladet indeholdt mange gode indlæg, men læserskaren kunne ikke bære omkostningerne, så bladet blev opgivet i 1876. Bedre gik det ikke for højskoleforstander Knud Thøgersen i 1882, da han sammen med et par nordvestjyske friskolelærere i en kort periode udgav et månedligt tidsskrift med navnet Friskolebladet. Heller ikke Klaus Berntsens næste forsøg viste sig levedygtigt. Han udgav Friskolens Tidende i årene 1893 – 1895, og bladet fremstod som et godt bindeled mellem skoler, lærere og forældre, men det var altså ikke nok. Klaus Berntsen forsøgte i virkeligheden at fuldføre en opgave, som Dansk Friskoleforening havde måttet opgive, da diverse forespørgsler til skolekredsene havde vist manglende interesse.
Men interessen for et blad ulmede overalt. Statstilskudsreglerne, der blev besluttet i 1899 med virkning fra finansåret 1901/1902, var stærkt medvirkende til at opildne en bredere kreds. Specielt var der utilfredshed med, at statstilskud var betinget af en skoles modtagelse af kommunetilskud. Det skabte i sig selv forskellige vilkår, når kun halvdelen af skolerne dermed blev berettiget til tilskud, og ydermere stillede en del kommuner krav til skolernes undervisning, hvis der skulle bevilges tilskud. Det fik naturligt nok flere skoler til at fokusere på, hvad de anså for kerneværdi på deres friskole og lyst til at diskutere disse vilkår. På Friskoleforeningens årlige feriekursus på Sorø Højskole i 1903 blev deltagerne enige om, at der nu skulle oprettes et selskab, der kunne udgive et friskoleblad. Man vedtog principielt at stifte et aktieselskab, men da man efterfølgende blev opmærksom på, at den valgte organisationsform i virkeligheden var et andelsselskab, blev vedtægterne tilrettet.
Sommerkursisterne tog opgaven alvorligt og fik i løbet af sommer og efterår 1903 hvervet et betydeligt antal andelshavere. Andele kunne tegnes for 10 kr. pr. stk., og de fleste tegnede en enkelt andel, mens et mindre antal tegnede to andele. Ganske få tegnede betydeligt flere (fx friskoleforeningens formand, Laurs Rasmussen, og den senere formand, Jørgen Jørgensen Borup). Men alle fik én stemme ved valget af bestyrelsesmedlemmer. – En andel kostede altså i nutidigt prisniveau ca. 1000 kr.
En oversigt viser, hvem der tegnede andele. Flertallet var lærere eller lærerinder i friskolen, men forbløffende mange kom fra de hjemlige skolekredse eller var såkaldte ’venner af friskolen’. Andelshaverne havde tilknytning til friskolekredse over hele landet, men det bør måske tilføjes, at et stort antal af de involverede friskoler ikke længere eksisterer.
I første omgang kom bladet til at hedde Baunen, men fra oktober 1912 gik bladet over til den autoriserede retskrivning, Bavnen. Navnet skulle signalere, at bladet havde til opgave af samle folk til strid, når friskolerne blev truet af fjender, ligesom bavne i gammel tid blev tændt for at advare mod farer.
Det første nummer blev udgivet i januar 1904, hvor ca. 2000 havde tegnet abonnement. Valgmenighedspræst Vilhelm Malling og højskoleforstander A. Kr. Dolleris fra Odder var ansat som redaktører, og de var tildelt fuld redaktionel frihed og tilsvarende ansvar. Det blev hurtigt klart, at de forfulgte en linje, der på mange måder var i opposition til Dansk Friskoleforenings bestyrelse, og især Vilhelm Malling støttede markant oprettelsen af en konkurrerende forening, Den Fri Skole, der bedst kan karakteriseres som en højstemt liberal og grundtvigsk forening. Den samlede en række medlemmer blandt især realskolefolk og friskolefolk, og eftersom Bavnen åbnede sine spalter for begge foreninger, blev Vilhelm Malling presset til at erklære bladets totale uafhængighed af Dansk Friskoleforening. Bladet stod kun til ansvar for de medlemmer af denne forening, der tilsluttede sig den redaktionelle linje, fastslog han polemisk.
Under forhandlinger i 1907 om stigende statstilskud til friskolerne, forstod Rigsdagens politikere ganske enkelt ikke de modstridende meldinger, der redaktionelt kom til udtryk i bladets spalter. Efter en periode med stigende holdertal førte striden til en situation, hvor Dansk Friskoleforening var truet af opløsning, men efter et par år blev resultatet i stedet en langsom nedgang i oplag. Bladet havde nok spillet for højt spil, og Den Fri Skole viste sig ikke levedygtig og blev nedlagt efter en kortere årrække. Skulle nogen være interesseret i at læse mere om den skitserede strid mellem forening og blad henvises til Friskole Historie – en antologi bd. 2.
Nedgangen i oplag blev i de følgende mange år nærmest en kronisk tilstand. I begyndelsen blev de årlige underskud dækket af andelskapitalen, men i 1922 kunne det konstateres, at andelskapitalen var tabt, og i nye vedtægter blev udgiverselskabet omdannet til en selvejende institution, hvor læserne valgte bestyrelsesmedlemmer. I 1934 var situationen imidlertid så kritisk, at bestyrelsen ikke så sig i stand til at fortsætte bladdriften, medmindre Dansk Friskoleforening ville støtte udgivelsen. Resultatet blev, at foreningen reelt overtog bladet. De tre afdelinger og hovedforeningen besluttede hver især at yde årlige tilskud mod i eget regi at vælge bestyrelsesmedlemmer, men foreningen fik også mandat til at standse udgivelsen, hvis det i en given situation blev nødvendigt.
De skiftende redaktører fik knyttet gode skribenter til bladet, men oplaget svingede i mange år omkring 500 og kunne trods tilskud kun lige løbe rundt. I 1956 var oplaget dalet til 425, og bestyrelsen måtte se i øjnene, at fortsat udgivelse var nærmest umulig. Hver gang bladet indskrænkede sidetal og antal numre, faldt der læsere fra, og Friskoleforeningen var ikke tilbøjelig til at hæve tilskuddet. I stedet fandt foreningen sammen med Efterskoleforeningen og Højskoleforeningen om at overtage Højskolebladet, og alt tilskud til Bavnen skulle således ophøre med virkning fra 1. januar 1958. Flertallet i Bavnens bestyrelse var ikke indstillet på at lukke bladet, da de ikke følte sig overbeviste om, at friskolestof ville blive synligt i Højskolebladet. Resultatet blev, at der opstod stor splittelse i Dansk Friskoleforenings medlemskreds, hvor flertallet godt nok støttede den nye bladkonstruktion, men ikke kunne overhøre protesterne fra et markant mindretal. Kritikken lød, at sammensætningen af Højskolebladets bestyrelse med en repræsentant fra Indre Mission gjorde det tvivlsomt, at bladet ville blive et grundtvigsk kampskrift. – Flertallet i Bavnens bestyrelse fik således frie hænder til at videreføre bladet og frigøre udgiverselskabet fra Dansk Friskoleforening.
Bladet blev nu omdøbt til Friskolens Tidende, og det lykkedes at fortsætte bladets drift ved en frivillig indsats, der blev understøttet af, at det ny Højskoleblad kun i beskedent omfang vægtede friskoleemner, og af det faktum at Jydske Afdeling og snart efter Fynske Afdeling besluttede at yde tilskud til Friskolens Tidende. Efter en årrække fulgte Sjællandske Afdeling de to andre, mens Dansk Friskoleforening faktisk ydede tilskud til Højskolebladet indtil 1971/72.
Under højspændte forhandlinger om ændrede tilskudsvilkår op til ny tilskudslov i 1969 fik hovedstyrelsen imidlertid behov for hurtig kommunikation med medlemmerne, og der blev truffet aftale om delvis ugentlig udgivelse af Friskolens Tidende mod et betragteligt særtilskud fra Dansk Friskoleforening. Denne beslutning førte til flere abonnenter, og bladets bestyrelse foreslog derfor, at foreningen helt og holdent skulle overtage bladet. Hverken blandt medlemmer eller i hovedstyrelsen var der stemning for, at Dansk Friskoleforening skulle udgive et medlemsblad. Resultatet blev derfor, at foreningen nedsatte et bladudvalg, der fortsatte udgivelsen af et uafhængigt blad fra august 1972. Allerede i 1970 havde bladet ændret navnet til Friskolebladet, og med et stigende antal abonnementer blev det udgivet til 2017, hvor presset fra digitale medier fik foreningen til at omlægge udgivelsen til et tidsskrift, der månedligt udsendes til alle medlemmer.
Bonusoplysning
Fra oprettelsen i 1886 blev Dansk Friskoleforening regnet som et samarbejdsorgan for en række selvstændige, lokale Afdelinger, men i 1910 blev Afdelingerne samlet i 3 selvstændige, regionale foreninger: Sjællandske, Jydske og Fynske Afdeling. De 3 Afdelinger sammensatte den fælles bestyrelse for den landsdækkende hovedforening. Fra 1970 indledtes en sammensmeltning af de 4 foreninger, idet Afdelingerne dog fortsatte som selvstændige valgforsamlinger. Først i 2007 blev Afdelingerne endegyldigt nedlagt.
