Kr. Rasmussen Stenbæk har nedskrevet en del af de Kold anekdoter, der opstod i mødet med mennesker, der var uenige med ham,  og mennesker der søgte vejledning fra ham. Det er vidunderlig læsning:

(Kilde: Bidrag til K. Kolds Levned af Kr. Rasmussen Stenbæk – Forfatterens Forlag 1883) 

Friskolen som en samfundsopgave:

Nogle mænd kom engang til Kold, for at spørge, om han kunne skaffe dem en friskolelærer: I samtalens løb kom fra en af dem den ytring: ”N.N. som sidder der, vil blive en god støtte for vor skole, når hans ældste barn bliver 7 år”. ”Hvad er dog det jeg hører?” sagde Kold, ” vil De ikke støtte skolen, før Deres ældste barn er blevet 7 år? Det havde jeg ikke ventet. De bør ikke alene se på Dem selv og Deres egne børn, men De bør tænke også på de andres børn og på egnen i det hele taget; vi må betragte friskolen som en samfundsopgave.”

Om det selv at kunne vælge og fravælge friskolens elever. Kolds svar til spørgeren er virkelig aktuelt og meget tankevækkende. 

En friskolelærer sagde engang til Kold: ”Jeg har endnu ikke været i det tilfælde, at jeg måtte vise noget barn bort fra min skole, og jeg vil ikke ønske, at det tilfælde skal indtræffe, men det kunne jo ske. Jeg har lyst til at høre Deres mening om den ting. Jeg har tænkt mig, at når et barn slet ikke vil høre efter og være med i det, der fortælles og altså heller ikke får udbytte deraf, og når det tillige lærer de andre børn slette ord og streger (galestreger), og forstyrrer den gode tone i skolen, så bør jeg vise det bort”. ”Den første grund gælder ikke”, svarede Kold, ” vi kan nok mene, at et barn ikke hører efter, men enkelte ord, kan alligevel træffe at finde vej gennem øret, og disse ord kan med tiden komme frem hos barnet og gøre deres gode virkning. Måske om et år eller to, måske om ti eller tyve, måske på gravens bred, eller i den anden verden. Vi tør ikke med sikkerhed sige, at et barn intet udbytte får af det, der fortælles. Den anden grund derimod, den er gyldig. Samfundsånden i skolen har så grumme meget at sige for de små. Er der et barn i flokken, som har magt til at udøve en uheldig indflydelse i denne retning, og der er enkelte børn, som har en underlig magt i så henseende, ja, da må det barn udelukkes. Det følger sig selv, at førend vi går så vidt, da arbejder vi en del med barnet, og tillige forvisser os om, at det virkelig gør de andre børn uret i sjælelig henseende”.

Kold om livet som fugl og væver:

En væver, som ellers var en flink og kristelig mand, havde den fejl, at han ikke holdt meget af at bestille noget, men der imod ville han gerne gå omkring på besøg hos gode venner. Denne væver sagde engang til Kold: ”Jeg lever som himlens fugle, Kold, de sår ikke, de høster ikke, de samler ikke i lade, og dog føder Vorherre dem alligevel”. ”Ja”, sagde Kold, hvis De var en fugl, så var det rigtigt, at de levede som fuglene; men nu er De væver, og det var derfor mere vigtigt, at De gik hjem og passede deres væv”.

Kolds skarpe ironi er tydelig i denne lille anekdote:

En præstedatter sagde engang til Kold: ” De må da indrømme, at menneskene er stillet forskelligt her i verden og har deres forskellige gerning; nogle skal have fat på det grovere arbejde, men for dette skal de dannede være fri”. ”Må jeg se deres hænder?” sagde Kold. Frøkenen rakte sin ene hånd frem, og Kold fortsatte: ”En, to, tre, fire fem, men hvad er dette! De har fem fingre på hver hånd, en bondepige har ikke flere; det må da vist være meningen, De skal tage fat lige såvel som bondepigerne”.

Uden de rigtige ”redskaber”, går det ikke.

Kold stod engang i stalden og gjorde rent under køerne; hans greb var gået i stykker, og han måtte da bruge en spade, men det gik ikke godt. Da kom en mand gående forbi, og da han så, hvordan Kold rev og sled i det uden rigtig at kunne få fat, sagde han: ”De kan nok ikke få af det, Kold!” ”Nej”, sagde Kold, ” det går mig akkurat ligesom børnene i almueskolen, de kan heller ikke få af det”.

Om personligt mod og selvstændighed

En gammel skolelærer sagde engang til Kold: ”Jeg kan ikke være enig med Dem, når De taler om, at børnene skal have lov til at bevæge sig mere frit i skolen, end de hidtil har kunnet; dette går ikke an, for så kan man ikke tøjle dem. Jeg skal fortælle dem et træk fra min skole: Forleden dag slog jeg en større dreng, som havde forset sig, men da rejste sig nede ved døren en 7 års dreng, som lige var kommet i skole; han gik frem på gulvet imod mig og sagde: ”Sådan må du ikke slå mig, så får du ikke flere æg af min mor!” Hvad ville De nu gøre ved sådan en dreng?” ”Jeg ville gå hen til ham”, sagde Kold, ”så ville jeg klappe ham på skulderen og sige: ”Du er en brav dreng, du siger din mening uden at kny; bliv sådan ved, så kan du med tiden blive en god dansk mand!” ”Ja, sådan bar jeg mig rigtignok ikke ad”, sagde læreren, ”jeg gav drengen en på hovedet”.

Om pengenes magt over  mennesket

Da Kold en dag stod i en købmandsbutik i Odense, kom der ind af døren en meget svær (overvægtig) gårdmand. ”Hvem skulle tro, at den mand ejer 100,000 rdl?”, blev der sagt. ”Ja, det tror jeg ikke”, bemærkede Kold, ”jeg tror snarere, at 100,000 rdl. Ejer ham”.

Jeg forestiller mig, at den nedenstående Kold anekdote er opstået da Klaus Berntsen overtog lærerstillingen på Højby Friskole efter Didrik Johansen:

En gang underhandlede Kold med en friskolekreds angående et lærerbytte. Han ville anskaffe dem en ny lærer, og den de havde, skulle så gå hen et andet sted. Da kom en af mændene med den ytring: ”Ja, det kunne måske lade sig gøre, men sæt nu, at den nye lærer snart rejser fra os, så er det ikke så godt for vor skole”. ”Ja”, sagde Kold, ”sæt nu himlen faldt ned på jorden, så lå vi net i det allesammen”.

Om Kolds ironiske distance til præsterne:

En meget myndig præst eksaminerede engang noget skarpt en ung friskolelærer, som nylig var kommet til sognet, for at overtage ledelsen af en ny friskole. I samtalens løb ytrede præsten: ”De må ikke gerne i den første trosartikel sige ” Gud Fader almægtige”, men De bør sige, ” himlens og jordens almægtige skaber”. Da dette blev Kold fortalt, sagde han; ”Åh, ja, det kan være rimeligt nok, præsten ville vel helst selv være den almægtige”.

Når ånden er ”lille”, når den ikke langt:

Om en højtstående gejstlig mand sagde Kold: ”Han er en lille bitte mand, der taler nogle små bitte ord, som falder lige ned på hans vest”.

Meninger og handling skal stemme overens:

En præst, som Kold engang besøgte, sagde blandt andet i samtalens løb: ” Folkeligheden bør lede os bort fra den dumme standsforskel, vi bør alle føle os som et folk, en familie, skillemurene mellem høj og lav bør falde.” ”Det var et sandt ord”, sagde Kold, ” men sig mig, når De har den mening, hvorfor bød De så mig ind i Deres egen stue i dag, medens min karl må nøjes med at sidde i borgstuen?” Hvordan præsten klarede ud af denne forlegenhed, vides ikke.

Ligeværdighed i ”borg og hytte”.

En meget fin og efter Kolds mening, vel vigtig skolelærer kom engang til skolen i Hjallelse på et lille besøg. Han lå der om natten, og næste morgen, spurgte han Kold, hvor han kunne vaske sig. ”Åh”, sagde Kold, ”ude i gården er der vist vand i truget ved posten, og så vidt jeg ved, er der i karlekammeret en smule kam og en stump spejl. Samme nat lå en husmand på skolen, men i hans kammer var vand med alt tilbehør. Kold ville pille lidt ved lærerens fine nykker.

Om at sole sig i berømtheder:

En købmand sagde engang til Kold: ”Kan de tænke Dem, hr Kold, i går aftes fik jeg øje på forfatteren N.N.; jeg skyndte mig hen efter min kone og børn, og vi fik alle den fornøjelse, at hilse på ham og samtale lidt med ham”. ”Ja”, sagde Kold, ” der sker mange mærkelige ting i denne verden; forleden dag, så jeg en flok får, som gik hen imod en hund, og jeg tænkte: Hvad mon hunden vil gøre? Men forunderligt nok, blev hunden siddende ganske roligt og lod fårene gå forbi”. – At købmanden på en noget opskruet måde gjorde så store ophævelser over denne lille begivenhed, det var dette Kold ville revse.

Man skal kun tale, når det brænder:

På en lille udflugt til skoven, blev Kold engang opfordret til at holde en tale. Nu var det ikke hans sag at tale ved enhver lejlighed, og navnlig – i forbigående sagt – talte han sjældent om aftenen; ”Troldene”, sagde han, ”arbejder bedst om natten, men jeg har det modsat, om aftenen duer jeg ikke meget, da kan jeg ikke tale”. Ved denne lejlighed ville han heller ikke tale, men da man blev ved med at trænge ind på ham, sagde han tilsidst: ”Nuvel, så skal jeg da holde en tale: Det er blevet sagt, at når et menneske fødes til verden, så er det menneskes liv som en bog med lutter ubeskrevne blade; skal der skrives meget eller lidt i bogen? Bliver det dygtigt eller dårligt, ondt eller godt, hvad der kommer til at stå? Ja, det må fremtiden vise. En sådan bog med ubeskrevne blade er min tale i dag. Dermed er jeg færdig”.

Med ånd at le og med hjertet at græde:

Ved begyndelsen af et vinterhalvår stod Kold en dag oppe på loftet og samtalede med nogle af karlene; da lød der på den anden side af loftet en temmelig stærk latter, og denne gav Kold anledning til at sige: ” Den latter var ikke god, den var for rå, vi må se at få den til at lyde bedre, og det når sig nok. Vi må lære, som digteren siger, med ånd at le og med hjertet at græde.

Om nærværets betydning:

Nogle år før Kold døde, spurgte en af hans gamle venner ham, hvordan det gik med skolen. ” Åh”, var svaret, ”det går helt godt, det var en skam at klage; men der er alligevel en forskel på før og nu: Før havde jeg ikke så mange i skolen, da kunne jeg bedre lære den enkelte at kende, jeg kunne tage del i hans små og store sorger og glæder, jeg kunne give råd og hjælpe ham til rette; nu har jeg så mange, nu kan jeg ikke, sådan som før, leve med den enkelte; nu har jeg det som gamle Mads: Han havde en kiste fuld af gamle klude, så engang imellem tog han en kæp og rørte omkring i disse klude, for at de ikke skulle mugne”.

Man husker det kun det, der har betydning:

En karl, som var på Kolds skole, sagde en dag til ham: ”Jeg er så glad for at høre Deres foredrag; men når der er gået nogle dage, så kan jeg ikke huske, hvad det var, De sagde, og det er jeg tit så ked over”. ”Det skal De ikke være så ked over”, sagde Kold, ”når vi lægger drænrør ned i jorden, så må vi sætte mærkepæle, for at vide hvor de ligger, hvis vi en anden gang vil tage dem op, sådan går det også med døde ord og ord, der blot taler til hovedet og forstanden; vil vi gemme dem, så må vi sætte mærkepæle, det vil sige, vi må fæstne dem i vore hukommelse. Men lægger vi korn ned i jorden, så behøver vi ikke at sætte mærkepæle, det kommer jo op. Sådan er det også med levende ord, der er talt til hjertet, de gror deres stille vækst. Vær De kun rolig! De gode indtryk, De har fået her på skolen, skal De nok få udbytte af; og er der bestemte ord af dem, De har hørt, som De siden i livet får brug for, ja, så vil komme op hos Dem, når den tid kommer”.

Om det usunde ved overfladisk fred og enighed:

En mand sagde en gang til Kold: ”Vi har det ikke godt på vor egn nu, for nogle år siden havde vi vort bylav og fornøjelige sammenkomster, vi var så enige, og levede så fredeligt og godt; nu strides vi om friskole, højskole, sognebåndsløsning og alt dette ny. Nogle vil i syd og andre nord; før havde vi fred, nu har vi ufred, og det er nærmest Dem, der har voldt alt dette”. ”Hvis der ved min virksomhed”, svarede Kold, ” er sket så store forandringer på Deres egn, så burde de ikke skænde på mig, men takke mig; De tager nemlig meget fejl, når De mener, at der før var fred på Deres egn, det var der slet ikke, nej, der var kirkegårdsro, og den er da så meget usund for vi mennesker”.

Om Guds uendelige kærlighed:

Kold traf engang en fattig troende kone, som græd og var bedrøvet, fordi deres eneste ko var meget syg. Da sagde han til hende: ” Ja, De må jo søge hjælp og se at få gjort, hvad gøres kan; men glem ikke også at bede Vorherre om hjælp”. ”Ja”, sagde konen, ”at Vorherre vil hjælpe os mennesker i det hele og store, og navnlig da i vor salighedssag, det tror jeg; men at han tager sig af sådanne småting, som vor syge ko, det har jeg svært ved at tro”. ”Hør ved De hvad”, svarede Kold, ” Vorherre tager del i sine venners små sorger og glæder, han hører vore bønner både om det små og det store, og alt det gode vi kan tåle, det giver han os; kan vi ikke tro, at han vil hjælpe os i det små, da kan vi heller ikke rigtig tro, at han vil hjælpe os i det store”.

Om kærlighed og nærvær i hverdagen:

En mand sagde engang til Kold: ”Der er for lidt kærlighed hos de kristne, Kold, der burde f. eks. virkes ganske anderledes for hedningemissionen”. Ja”, svarede Kold, ” det kan være småt nok med kærligheden; men de burde ikke komme med den bebrejdelse; det er jo nemlig så, at når Deres kone beder Dem om at hente en spand vand, så siger De gnavent nej”. ”Men”, udbrød manden, ”hvor vil De dog hen Kold? Når talen er om den store sag, missionen, så taler De om en sådan småting, som en spand vand!” ”Det er slet ikke nogen småting, jeg taler om”, sagde Kold, ” det er en let sag at tale i høje toner om vor kærlighed til hottentotterne, for de er så langt borte, så vi kan da nøjes med at snakke, og måske en enkelt gang give en rigsdaler eller to; men når vi taler af kærlighed til dem, der er os nær, så må handling følge ordet, ellers bliver vi til latter. Kærligheden må begynde indefra og hjemmefra, vi må øve os i at vise kærlighed imod dem, der sidder ved vor side, dem vi er i daglig berøring med, ord og handling må følges ad; vor kærlighed må vise sig i kraft og ikke i snak. Se en sådan kærlighed er der hold og sandhed i, den kan vokse og lidt efter lidt omfatte flere og flere, den kan blive virkelig stor”.

Om bagtalelse og respekt for andre mennesker:

En gang blev der sagt til Kold: ”De er ikke så hård og streng, som De har været; De tager nu mere mildt på folk og kan se mere godt hos dem end for nogle år siden”. ”Nå”, sagde Kold, ”har De også lagt mærke dertil? Ja, det er rigtigt nok; et ord af Grundtvig har bidraget meget til denne forandring. Jeg sad engang i Grundtvigs stue tillige med flere; vi havde fået fat på at tale om andres fejl, det har vi mennesker jo en sådan underlig lyst til. Den gamle sad længe tavs og syntes næsten at sove; men pludselig rettede han sig, skød øjenbrynene opad og sagde. ”Nå, hvad godt får vi nu ud af alt dette? Ikke en smule! Lad os hellere se, lad os hellere se, om der ikke er noget godt hos de mennesker, og lad os tale derom, det er meget bedre!” ”Disse ord slog mig således at jeg aldrig glemmer dem. Men ellers er den forandring sket hos mig lidt efter lidt, efterhånden som jeg har fået med mange mennesker og mange slags mennesker at gøre; jeg har da tid efter anden lært at indse, at vil vi hjælpe vore medmennesker til rette i åndelig henseende, så må vi ikke have så travlt med at se på det dårlige hos dem og skænde derpå; men vi skal helst holde os til det bedste, elske, tale og synge det frem; kommer der først rigtig vækst i det gode hos et menneske, så falder det dårlige lidt efter lidt”.

Om opmærksomhed, nærvær, kærlighed og hjælpsomhed:

Kold fik engang et spørgsmål: ”Hvad skal vi gøre ved de mennesker, der ikke kan forstå vore ord, når vi taler åndelige spørgsmål?” ”Det skal jeg sige Dem”, sagde Kold, ”jeg sætter nu, at jeg var forelsket i en pige, det er jeg ikke, men jeg sætter, at jeg var det. Så går jeg til hende og siger: Jeg elsker dig, Maren, elsker du mig? – Ja, siger hun, jeg kan helt godt lide dig. – Ja, dette er mig ikke nok, siger jeg. Du må holde mere af mig end af alle andre, du må elske mig, som jeg elsker dig. – Hvad er der i vejen, svarer hun igen, vi har jo aldrig haft noget ondt tilsammen, jeg siger dig jo, at jeg helt godt kan lide dig, videre kan vi ikke komme; sagen er den: Maren har ikke den følelse overfor mig, som jeg har for hende, derfor kan hun ikke forstå mine ord. Hvad skal jeg da gøre? Ja, jeg skal gøre, hvad enhver fornuftig bejler ville gøre: Mangler hun vand i køkkenet, så henter jeg vand, mangler hun brænde, så henter jeg brænde, taber hun en strikkepind, så samler jeg den op; kort sagt, jeg er opmærksom imod hende, jeg gør hende alle de tjenester, jeg kan finde på, jeg søger ved min omgængelse at vinde hendes kærlighed, og er jeg først nået så vidt, så behøver jeg ikke bruge mange ord, så forstår hun halvkvæden vise. – Sådan skal vi bære os ad overfor dem, der ikke forstår vore ord; vi skal lade dem forstå, at vi elsker dem, at vi vil deres vel, vi skal søge ved vor omgængelse at vinde deres tillid og kærlighed; er vi først nået så vidt, så er vi kommet et godt stykke fremad mod målet, så lytter de til vore ord, og tror, hvad vi siger”.

Kold som ægteskabsrådgiver

En mand sagde engang til Kold: ”Jeg er uheldig gift, Kold, min kone vil ikke til den side, jeg vil; jeg vil gerne til livets side, men det vil hun ikke, så jeg indser nu, at jeg gjorde en fejl, da jeg tog hende til kone”. ”Ja”, sagde Kold, ”tab nu ikke modet, hun kan jo komme siden; men forresten vil jeg sige Dem, at de ikke har tager en kone, Vorherre har givet Dem hende; og de skal nok engang komme til at indse, at det var til Deres gavn, tjente Dem til Deres udvikling imod målet, at De fik netop hende; om De ikke kommer til at se dette i denne verden, så kan det ske i den anden”.

Om at turde tage et ståsted og at holde fast

En Fynbo sagde engang til Kold: ” Jeg vil ikke blande mig i striden mellem grundtvigianerne og deres modstandere, jeg vil være neutral; jeg vil ligesom bo på grænsen og være ven med begge sider; er der møder hos grundtvigianerne, så går jeg til den side, men er der en anden gang sammenkomster hos de andre, som kan more mig, så går jeg til den side. Sådan vil jeg nu bære mig ad”. ”Ja”, sagde Kold, ”det har De jo lov til; men dersom De venter at blive glad ved den stilling, så forregner De Dem, det menneskelige hjerte vil nemlig ikke lade sig dele”.

Kolds glæde over katte

I Smyrna havde Kold engang nær sat livet til, fordi han ynkedes over en såret kat og kastede den i vandet for at gøre en ende på dens lidelser. En tyrk som så det, og som anså katten for et helligt dyr, kastede Kold til jorden og hævede sin kniv for at dræbe ham. Han blev frelst derved, at der i dette farlige øjeblik, blev råbt til tyrken far et hus i nærheden. –

Kattene kunne Kold godt lide. Ved middagsbordet på højskolen havde han tit en kat ved siden af sig, på sit skød eller på sine skuldre, og han sad da ikke sjældent og holdt småtaler til mis, f. eks.: ”Jeg ved godt, hvad sorte mis vil, sorte mis vil have et stykke kød, når blot sorte mis får noget i maven, så er han ligegyldig ved alt andet i verden. Men sorte mis har en meget slem fejl: Når blot han får noget, så bryder han sig ikke en smule om de andre”. Når Kold således talte til mis, så smilte hans lærlinge til hinanden. De forstod godt, at det var dem, han talte til.

Om børneopdragelse og prygl 

”Kold er jo derinde,” sagde en langelænder engang, ”jeg kunne have lyst til at at komme i lav med ham; jeg hører, at han anbefaler en større frihed i børneopdragelsen, og det går jo ikke”. Han gik ind i stuen, hvor Kold var, og efter at have hilst, sagde han: ”Jeg hører, at De anbefaler en større frihed i børneopdragelsen, og det går slet ikke, hvor bliver så respekten af? Jeg påstår, at prygl hører nødvendigt med til børneopdragelsen”. ”Nå, det gør De”, sagde Kold, ”men sig mig en gang, når De nu har slået en djævel ud, og der kommer syv i stedet for, hvad gør De så?” Dette spørgsmål, den ejendommelige måde det blev fremsat på og de gennemtrængende øjne, alt dette virkede således på manden, at hans mund gik i baglås, og han gik ud af stuen. Da han var kommet ud, sagde han: ”Nej, det er en farlig mand at snakke med, jeg skal ikke komme tiere til ham på den måde”.

Når nytænkning er nødvendig

Det blev engang sagt til Kold, at han burde bygge sin højskole på almueskolens grund. ”Nej, det tror jeg ikke”, sagde han, ” så frygter jeg for, at mine mange mursten vil ramle sammen, for den grund er rådden”

Om ikke at lade sig nøje – med almueskolen

En præst sagde engang til Kold: ”De burde ikke være så hård ved almueskolen, Kold; den kan jo nok have sine brøst og mangler, men når der rettes lidt hist og her, så er den jo ellers meget god”. ”Nå”, sagde Kold, ”De siger altså ligesom tyskeren, men jeg vil svare Dem lige som jyden. Der var engang efter en gammel fortælling, en jyde, som skulle til helvede, og lidt efter kom der en tysker. Da den sidste kom indenfor, slog han hænderne sammen og råbte: ”Ih, Gott – ”Kalder du dette godt”, sagde jyden, ”så er du god at nøje”. Sådan siger jeg også til Dem: Kalder De almueskolen god, så er De god at nøje, ja alt for god”.

Blodets bånd

Der er noget forunderlig godt, ja, en stor velsignelse for et menneske at have børn. Da jeg var ugift havde jeg nok en smule begreb derom, men først nu, hvor jeg selv har fået børn, kan jeg tilfulde forstå det.

Da Stenbæk skriver dette, er han lærer i Elmelunde på Møn.

Koldungen Rasmus Hansen om opholdet hos Christen Kold og Anders Povlsen- Dahl: Han gik på højskolen fra 1855 til 1856. 

Kilde: Rasmus Hansens Mindebog samlet af Morten Eskesen. Udgivet i Kolding på Konrad Jørgensens Forlag, 1883. Afsnittet til Kolds Mindekrans fra side 81 …

”Jeg var ikke nogen dunhaget ungersvend, da jeg blev kendt med Kold: jeg var fyldt de 30 år. Min livsgerning stod tydelig for mig; jeg vidste, jeg skulle holde skole, men jeg vidste ikke hvordan. Det blev Kolds gerning at klare dette …”

Rasmus fortsætter sin beretning med at fortælle, at han ikke vil på et seminarium, fordi han er bange for, at han bliver som de øvrige lærere i almueskolen, der kun forstår sig på udenadslære, bank og anden ydmygelse af børnene. Men da Rasmus Hansen bliver karl hos Christen Hansen, Rosagergaard, får han øjnene op for, at det er lærer, han skal være. Christen Hansen tilbyder at betale hans uddannelse på Skårup Seminarium. Igen takker Rasmus Hansen, nej. 

Rasmus Hansen fortæller videre i sine erindringer:

Engang lå jeg syg med forkølelse, og det var som en kendt stemme, hviskede mig i øret: ”Nu, er tiden kommet, hvor du skal holde skole: Men du skal ikke på lærerskolen, for der visner du, du skal på en højskole, der grønnes du”. 

Jeg prøvede, om jeg kunne mindes at have hørt om en højskole. Jo, jeg havde hørt om Hindholm på Sjælland. Det var altså ”mer end en drøm”. Forkølelsen mærkede jeg ikke mere til; jeg stor op, klædte mig på og gik ud til Christen Hansen og sagde det. Han svarede: ”Jeg vidste jo nok det måtte komme, men jeg vidste ikke hvordan. Men det er et ord! Du holder skole og rejser til Hindholm med et allerførste.

Tiden trak dog ud, og med hensyn til skolen, der skulle begynde, var vi uklare. Så skete det, at Kold, den gang lige så ukendt som senere kendt, den gang lige så udskældt som senere æret, han drog fra Dalby for at finde lærersvende. I Trunderup spurgte han en kone, om hun kunne sige ham et sted her ned efter Svendborg, hvor han kunne finde nye venner, og måske få lærersvende til sin skole. Hun viste ham til Christen Hansen i Vejstrup. Således kom Kold til os. 

Rasmus fortæller Kold, at han har tænkt sig at tage til Hindholm Højskole for at blive lærer. Kold mener ikke, det er det rigtige sted, og Kold siger:

”Hindholm er ingenlunde stedet, De skal gøres i stand til den gerning, ja, de forstår dem slet ikke på den sag der; nej, derom må De søge hos mig, jeg har selv en børneskole, De kan komme i og gøre Dem kendt med måden”. 

Efter denne samtale står det klart for Rasmus Hansen, at han skal på Kolds skole. Senere på dagen spørger Christen Hansen Kold:

Tror De Rasmus kan blive til at holde skole?” ”Jo, han er af den rigtige slags”. Men 

De talte dog så lidt med ham, hvordan bliver De så klog på det? ” Det ser jeg på folks øjne”.

Det var virkelig sært for mig selv og andre, da jeg 1. november 1855 skulle rejse til højskolen i Dalby på Hindsholm. Det var noget så nyt, at folk så på os, som var vi fremmede dyr, da vi af og til på vor rejse måtte fortælle om, at jeg skulle på højskolen; og det var først nord for Kerteminde, at nogen vidste besked  derom. Da jeg fortalte Kold derom, sagde han: ”Ja, men nu er vejen åbnet helt igennem, og inden femten år har mange rejst den, og alle ved besked derom.” Hvad jo fuldelig er gået i opfyldelse.

  

Rasmus Hansen fortæller i erindringsbogen: Til Kolds Mindekrans – om hans foredrag. Om begrebet erfaring, fortæller han:

Først og sidst ville Kold, folk skulle være dem selv, ja, kom endog meget ofte tilbage til, at livet, for at være sandt måtte være simpelt. Det fulgte deraf, han hadede alt indøvet, tillært eller påklistret, enten det var hos børn eller voksne. Men især lagde han vægt på, hvor grueligt og latterligt det var at påkline børn sådant noget, enten det nu skete i skolen eller hjemmet. Intet var ham derfor utåleligere end udenadslæsningen i almueskolerne, end når børnene opramsede: ”Erfaring lærer, at menneskene ikke er så gode som de burde være, alle har fejl, og hos dem alle ytre sig en eller anden ond tilbøjelighed, skønt i forskellige grader.” Fordi, sagde han, intet var så godt skikket til at ”forvirre begrebet” om (erfaring), hvor vidt børn kunne drive det, end netop disse ord, der blev lagt dem i munden; for var noget sikkert, så var det, at børn intet havde lært af ”ERFARING”. 

Koldungen Klaus Berntsen fortæller bl.a. om sit ophold hos kold på Dalby Højskole

(Kilde: Erindringer fra Barndom og Ungdom – af Klaus Berntsen – Pios Forlag 1921)

Det var langt hen på eftermiddagen, inden min bror og jeg nåede til Dalby. Kold kom straks ud og tog imod os. Han var iført grå vadmelsklæder, bar en lodden hue på hovedet og på fødderne træsko med flettet halm i. Skolen var begyndt nogle dage forud, og alle senge var optaget. Mens jeg fik min kuffert båret ind, gik Kold ind til eleverne og spurgte, om ikke en af dem ville dele seng med mig, da han ellers måtte ud i byen at leje et værelse. Kolds senere svoger, Jens Peter Lebæk, en farversvend fra Sønderjylland, tilbød da at være fælles med mig om sin seng, som var bred og stor nok til to. Den stod lige ved Kolds seng, han delte nemlig soveværelse med sine elever. Lebæk fortalte mig senere, at Kold var gået ind i skolen, og havde sagt: ”Her kommer en lille fyr, som jeg før har lagt mærke til og ventet; bare han nu ikke er for ung til at få det rette udbytte af sit ophold her”. Lebæk mente, at Kold sagde dette med en klang af særlig velvilje. Denne interesse var nok grunden til, at Lebæk straks tilbød at dele seng med mig.

Klaus Berntsen var bare 16 år, ”lille” af alder, men ikke af højde

I sin skolestue holdt han stærkt på orden og renlighed. ”En god ånd”, sagde han, ”vil ikke bo i snavset. Vi måtte møde på klokkeslæt, skifte fodtøj, før vi gik ind i skolen, og under foredragene måtte der være ro og stilhed. 

Blandt mine medelever var en jysk bondekarl, der var stærk hengiven til skråtobak og derfor bestandig spyttede på gulvet. Kold satte, første gang det skete, en bakke hen til ham, men næste dag spyttede karlen igen på gulvet, endda under Kolds foredrag. Kold standsede et øjeblik, og så på synderen; uden at sige et ord til ham forlod han skolestuen og kom snart efter tilbage med en karklud i hånden, gik hen foran karlen, bøjede sig ned og tørrede gulvet. Ligeså tavs som Kold var kommet forlod han stuen, og da han atter kom tilbage, fortsatte han, som om intet var passeret. Men eleven spyttede aldrig siden på gulvet.

Kristian Rasmussen Stenbæk, skriver i Bidrag til Kr. Kolds levned om mødet med Kold

Den aften, da jeg første gang kom til højskolen i Dalby på Hindsholm, står endnu lyslevende for mig. Karlene sad omkring bordene og hørte på oplæsning. Dette syn tiltalte mig meget, men det var dog særlig forstanderen, mine øjne ledte efter. Jeg havde dannet mig et billede af ham: han måtte være en stor og kraftig skikkelse, 

og af sådanne var der enkelte, men ingen af dem turde jeg anse for at være den rette. Jeg så nok, at der for bordenden sad en lille uanselig mand med en grå strikket hue på hovedet, men ham kunne det da slet ikke være.  

Da sagde den lille mand nogle ganske få ord, og øjeblikkelig slog det mig, at det nok alligevel var Kold, der sad for bordenden, og at det store ved ham ikke var kroppen, men ordet han førte. Der var en ganske forunderlig vægt og slående kraft i hans ord; hans tale kunne ikke blot blive en summende lyd, nej, tilhørerne måtte lægge mærke og bøje øret dertil; selv den tilhører som var imod, hvad der blev sagt, måtte gøre det samme. – I to vintre – sidste skoleår på Hindsholm og første skoleår i Hjallelse, altså 61- 62 og 62- 63 – har jeg været lærling hos Kold. 

Jeg har begge vintrene fulgt hans foredrag med opmærksomhed; jeg har hørt på og deltaget i samtalerne ved middagsbordet, i hans stue og på det fælles store soveværelse – som bekendt lå han mellem karlene, da han var ugift.

Birte Fahnøe Lund