Som de to redaktører skriver i forordet, så er hensigten med antologien at skabe en oversigt over dansk kulturdebat og at konfrontere læseren med forskellige synspunkter og temperamenter. Man må sige, at det lykkes – også nu mere end halvtreds år efter udgivelsen. Bogen er en sand guldgrube af vægtige indlæg fra aviser, tidsskrifter og bøger, der tilsammen bidrager til, at ’den demokratiske livsform kan overleve konformitetsalderen’.
Blandt skribenterne er Martin A. Hansen, Vilhelm Grønbech, Poul Henningsen, H. C. Brander, Hans Jørgen Lembourn, Elsa Gress, Jørgen Gustava Brandt, Lise Sørensen, Tage Voss, K. E. Løgstrup og andre af tidens meningsdannere- og holdere, de fleste forfattere, og kan man ikke glæde sig over holdninger og argumentation, så kan man i stort omfang nyde en formidling, der er kendetegnet både ved et sprudlende rigt sprogbrug og i nogle tilfælde – som for eksempel i tilfældet William Heinesen – en poetisk og mættet udtryksform, der får megen nutidig poesi til at synes gråt og farveløst. De skriver, så englene synger, og læseren græder.
Demokratiet er et begreb, der vender tilbage i flere af artiklerne. Således skriver Knud Hansen:
… de moderne demokratiers tragedie er den, at det endnu ikke er lykkedes at virkeliggøre demokratiet.
Knud Hansen går videre med forpligtelsen for den enkelte og et forsøg på at definere vores frihed og vores bundethed af – penge, forfængelighed, vaner, ønsker, meninger, folkesnak. Denne artikel er fra 1946, og Knud Hansen definerer derfor relativt let frihed ved at sætte begrebet i forhold til den netop afsluttede krig, ligesom lighed og broderskab lettest lader sig definere, når man kan sætte begreberne i relief til det modsatte. Knud Hansen slutter med spørgsmålet om, hvorvidt vi har fået friheden tilbage, og åbner dermed for en diskussion, der sagtens kan fortsætte de næste 50 år.
Hal Koch har skrevet om ansvaret og om demokratiets forflygtigelse af ansvaret. Koch har nogle kedelige eksempler fra udrensningen efter krigen – ’de retfærdiges’ opgør med forræderne, der nok kan give røde ører, og så skriver han bidende og poetisk på samme tid.
Bjørn Poulsen har skrevet et indlæg om kunsten – og kunstens opgør med politikken: Tidens ethos er politisk … I kampen mod diktatur-religionerne, der gør krav på hele mennesket og viser ganske særlig interesse for dets sjæl, har de såkaldte demokratier ikke vidst bedre end at gøre noget lignende – stramme grebet om den enkelte borger, indirekte ved at anspore ham til social og politisk bevidsthed, direkte ved en voldsomt øget statskontrol.
Samme Bjørn Poulsen går videre og argumenterer for, at intellektet ikke er identisk med mennesket – kun det døde stof fulgte de samme love som intellektet. Bjørn Poulsen kalder det ’Den frie tankes despoti’, og advarer mod risikoen for alene at lade sig styre af intellektuelle og ideologiske fællesskaber, og dermed mod marxisme og kapitalisme. Artiklen er fra 1949, og som flere af sine medskribenter omtaler han Morten Nielsen og afslutter med et digt af denne:
Og det blev trygt og varsomt, det at vente
med liv som er forfulgt og angst og delt.
Enhver, der har forsvaret noget, ved det.
Og den, som kæmper, taber aldrig helt.
William Heinesens indlæg Hypermoderne tanker om tiden skiller sig markant ud i en samling af meget forskellige, markante indlæg:
Tænk ikke, tro ikke, stol ikke på nogen. Hæng ikke med næbbet, men slå ventetiden ihjel med Rock-n roll, Yoga og Sexus, magiske negermasker og drømme om evige rumfarter!
Hele bogens første del har politisk omdrejningspunkt og krav om stillingtagen, krav om refleksion, mens anden del rummer både stort og småt, tungt og eksistentielt. Martin A. Hansen skriver således om naturalismens skæbne og endeligt i litteraturen, hvor debutanterne får hug for litterære prætentioner og er ’mugne allerede i tilblivelsen’. Martin A. Hansen søger med artiklen at præcisere, hvad det er der skaber et digterværk – befriet for ’det reelt dokumenterende, for pædagogisk analyse, for moralske henstillinger, … der river mug og skimmel af oplevelsesevnen.
Bogens anden del rummer også det lette og humoristiske som Frank Jægers ’Rejsende i heretik’, hvor Jæger beskriver, hvordan han sammen med Thorkild Bjørnvig og Tage Skou-Hansen besøger den jyske hovedstad for at læse op af egne værker og opleve Bjørnvigs kantate på jysk, deltage i en fodboldkamp og i øvrigt drikke øl:
… Dortmunder for at hylde Århus; Buur-øl for at sende en hilsen til det vidunderlige Randers; Carlsberg og Tuborg for at tage sømmelig afsked med København; og Wiibroe-øl for at mindes Nordsjælland.
Kulturdebat 1944-58
Erik Knudsen og Ole Wivel
308 sider
Gyldendal
Udgivet: 1958
Birte Gam-Jensen
