Lyseklosteret var et cistercienserkloster fra 1146. Dets ruiner ligger syd for Bergen i Norge.
I otte kapitler og en sang om Lyseklosteret søger Bukdahl at finde fodfæste i en verden der netop er gået i krig:
Op mod 1939 løb Verden så træt.
Og som kun Bukdahl kan gøre det, trækker han poesi og historie ind fra alle sider og alle tider og rammer læseren midt i selvtilstrækkeligheden. Der er en verden derude, både før og efter krige, ideologier, liv.
… Folkeslag stormer Himlen og styrtes i Afgrunden …
Med til historien hører Vigilie, den romantiske men ikke særligt lykkelige fortælling om Olav og hans kærlighed til pigen Maria og til Jomfru Maria. Det er også her vi hører, at klostrets cisterciensermunke var udsendt af Jomfru Maria for at forhindre englen Skt. Mikael i at blæse i sin basun for tredje gang og dermed forårsage verdens undergang.
Middelalderen er også tilegnet sit eget kapitel med en diskussion af katolicisme og hierarkier i samfundet:
Katolicismen ikke nogen religion men Guds Aabenbaring og stadige Tilstedeværelse i Messen.
Med katolicismen følger det, at Gud udvælger enkelte mennesker til at bevidne sit nærvær. Den demokratiske tankegang er først og fremmest protestantisk, og middelalderen kendte ikke til samvittighed, hvorfor man kunne opføre sig ‘svært’ samvittighedsløst overfor sine medmennesker. Bukdahl fordømmer ikke middelalderen, men forklarer at vi ved for lidt til at have retten til at dømme. Samtidigt langer han ud efter moderne historieforskning der ikke søger sandhed men bekræftelse på fordomme.
I kapitlet Olavsriget møder vi Knud den Store, der efter at have fået magten i Danmark og England også forså sig på Norge, og Olav den Hellige, der havde forventninger til Kristenret og fred. Knud den Store skrev til Olav og krævede skat af ham. Olav sagde nej, og da Knud kom med sin flåde fra England stod Olav og Anund Jakob, svenskerkongen klar til at tage imod. Knud er hurtig til at lave nye alliancer, og Olav isoleres og må se den norske sydkyst indtaget af Knud. Olav flygter til Rusland men vender siden stærkt tilbage.
Sigrid Undset der er en af Bukdahls yndlingsforfattere, er naturligvis også medtaget i Lyseklosteret, som hun er det Bukdahls Forgyldning og Svinelæder. Ligeså Bjørnson som repræsentant for den historiske og folkelige vækkelse, Wergeland der er af den opfattelse, at det nationale hviler på følelsen af en levende og forpligtende historisk Sammenhæng – og den mindre kendte Hulda Garborg, der står for det sociale og retfærdige samfundsengagement.
En tour de force i norsk historie, religion og kultur. Bukdahls sprog er ren poesi, men heller ikke altid helt let at læse, fordi hans digteriske udtryksform formentligt driver af indforstået viden – noget mere indlysende end andet:
… og der er dem der sejrer fra Moskva til Cartagena, men dør dog ensomme på St. Helena …
Lyseklosteret er udgivet lige ved anden verdenskrigs udbrud: Saa brast Spændingen. Der blev et Øjebliks stiltung og dump Stilhed. Måske er bogen ment som en slags trøst til alle dem der ikke ønskede krig.
Lidt overraskende bruger Bukdahl udtrykket Jerntæppet faldt om krigsudbruddet. Et udtryk som vi vel udelukkende(?) forbinder med den kolde krig i dag. Bukdahls retorik kunne være et studium værd.
Lyseklosteret
Jørgen Bukdahl
161 sider
Aschehoug Dansk Forlag
Udgivet 1940
Birte Gam-Jensen
