Nekrolog
Lars Thorkild Bjørn
Lars Thorkild Bjørn, Ålsgårde, fhv. højskolelærer, foredragsholder og erhvervsvejleder, er død 89 år
gammel, den 29. september 2024
v/Flemming Højbo
Den folkelige fortælling og folkeoplysning var den røde tråd i Lars Thorkild Bjørns liv. Livsværket var en række poetisk-historiske foredrag om N.F.S. Grundtvig, Christen Kold og B.S. Ingemann, foredrag som han holdt rundt i Danmark og i resten af Norden hen over fire årtier. Alene foredraget ”Grundtvig-billeder” holdt han 1002 gange, på højskoler og efterskoler, i kirker og forsamlingshuse.
Lars Thorkild Bjørn voksede op i en grundtvigsk fortælletradition, som han tog med sig og udøvede livet igennem. Han blev optaget af fortællekunsten under sin opvækst på Bjørnegården nord for Kerteminde, i
skoletiden i den lokale grundtvigske friskole og i seminarieårene på Den frie Lærerskole i Ollerup. Det førte til et liv som højskolelærer, på Hadsten og på Vrå højskoler, i Norge på Hallingdal og Torshus Folkehøgskuler, og på Grundtvigs Højskole i Hillerød, hvor han var lærer i mere end 30 år.
En kombination af et dybfølt engagement i dansk og nordisk kulturhistorie, en stor udlængsel og en fascination af det fremmede førte ham ud i alle hjørner af Danmark og på utallige europæiske rejser. I ungdommen dyrkede han rejselivet som én af de første rejseledere i pastor Eilif Krogagers Tjæreborg Rejser.
Som højskolelærer koblede han begejstringen for oplysning og fortælling sammen med endnu et arbejde som erhvervsvejleder på højskolen og ved AF. Han blev derigennem engageret i en indsats for at fremme erhvervsvejledningen i Danmark og i Norden.
Han delte ivrigt ud af sit engagement og sin energi, og bidrog, hvor han kunne gøre gavn. Han var bl.a. formand for den grundtvigske Frederiksborg Valgmenighed i en lang årrække og aktiv i Højskolehistorisk
Forening.
Lars Thorkild Bjørn holdt aldrig op med at udbrede kendskabet til det, som Grundtvig havde sat i gang i det danske samfund. I sine sidste år kastede han sig bl.a. over at få kortlagt og beskrevet samtlige 338 højskoler, der har eksisteret i Danmark, han undersøgte og skildrede højskolelivet under Besættelsen, og han berettede om nogle af de personer, der kom tæt på og blev præget af N.F.S. Grundtvig.
Takket være fremsynede folk og fonde kan flere af Lars Thorkild Bjørns foredrag leve videre efter hans død. De er blevet digitaliseret, så nye generationer også kan få et udbytte af den indsats, som han gjorde for at
fastholde og udbrede den folkelige fortælling.
Lars Thorkild Bjørn efterlader sig sin familie med hustruen Lis Kofoed, døtre, svigersønner og børnebørn.