Det var et skønt og intenst døgn til landsmøde i FRISKOLERNE og generalforsamling i Dansk Friskoleforening.
Birte Fahnøe Lund og jeg er meget taknemmelige for, at vi hvert år inviteres med til landsmødet som repræsentanter for Friskolearkivet. Det er et fint forum for os til dialog med friskolerne.
Birte gik på talerstolen under generalforsamlingen og sendte en hilsen til foreningen fra arkivet med STOR TAK for, at vi igen i år var inviteret!
Birte talte om den fælles sag, det er for alle friskolefolk at bevare friskolernes historie, og hvad det er friskolerne kan bruge arkivet til, og hvor stor gavn det er både nutidigt men især fremtidigt, at skolerne og forskere kan få mulighed for – og hjælp til – at genfinde, genskabe og formidle friskolehistorien.
Børns trivsel var et af de centrale temaer under landsmødet, og det rammer lige ned i den stigende interesse, vi mærker i Friskolearkivet fra slægtsforskere, der søger efter deres aner. Børn, der står støt og godt forankret i deres liv med familie og gode lærere og andre tydelige voksne omkring sig, føler sig med i fællesskaber, og bliver rustede til at gå ud i verden med kendte, rolige og stabile forhold som ballast!
Birte talte om, at det er en win-win-situation for skolerne af blive støtteskole for Friskolearkivet, hvor skolerne kan få ryddet op i deres historie ved at give deres arkivalier til sikker forvaring i Friskolearkivet, hvor arkivalierne altid kan genfindes, og hvor vi også rigtig gerne giver vejledning til for eksempel form – og indhold i et jubilæumsskrift.
Vi var i dialog med flere interesserede skolefolk i år. Flakkebjerg Friskole vil søge fondsmidler til en friskoleaften med fællesspisning, hvor vi kommer fra Friskolearkivet og fortæller om historien, ligesom de også søger midler til, at vi hjælper dem med af afdække deres skoles historie – den nuværende friskole er nemlig den tredje ”Flakkebjerg” Friskole. Broby Friskole vil gerne have Friskolearkivet indover en dag, hvor vi kigger på deres arkivalier, og måske også en dag med interviews af de ældste, der har gået på skolen. Skolelederen på Broby Friskole meldte sig ind som personligt støttemedlem, da historie ligger hende tæt til hjertet. Det er sådan nogle dialoger Friskolearkivet får til landsmødet, og det er historisk guld værd!
Både landsmødet og generalforsamlingen bød på megen dialog/debat og gode oplevelser – på billederne ses scenarier fra landsmødet herunder værkstederne og generalforsamlingen og naturligvis et par billeder fra Friskolearkivets stand!
Friskolearkivet takker for et godt landsmøde!
Venlig hilsen fra Birte Fahnøe Lund og Lis Toelberg.