De fjender, som vor ungdom skal gøres vagtsomme over for er ikke først og fremmest dem, der muligvis kunne komme udefra med våben i hånd, men derimod de fjender, der altid lurer på vor nation inden for vort lands grænser: Dvaskhed og manglende ansvarsfølelse fra neden og partivæsen, og organisationsiver fra oven.
(Kaptajn Jespersen)
Ollerup er en bemærkelsesværdig landsby, og i en periode kunne den lille by bryste sig af at have både en friskole, en efterskole, en lærerskole, et forskningscenter og en højskole. Forskningscentret er erstattet af Friskolearkivet, men skolerne lever i bedste velgående. Især har Gymnastikhøjskolen i Ollerup givet ry og berømmelse til den lille by indenlands og udenlands.
Gymnastikhøjskolens berømmelse skyldes ikke mindst Niels Bukh. Niels Bukh grundlagde gymnastikhøjskolen i 1920. Han skabte en gymnastik der blev berømt i udlandet, og han blev berygtet inden for landets grænser for sin sympati for nazisterne.
Det første bind af Hans Bondes to bind store afhandling om vor berømte landsmand handler om grundlæggelsen af gymnastikken og skolen, om de store udlandsrejser og om Bukhs forhold til nazismen.
Afhandlingens hovedspørgsmål er, hvordan og hvorfor Niels Bukh og hans gymnastik først kunne opfattes som et symbol på frigørende ‘folkelighed’ og siden i stigende grad som udtryk for højreradikale holdninger med en affinitet til nazismen.
Hans Bonde har bygget sit værk op om ti teser, herunder:
Niels Bukh blev gennem sine gymnastikturneer central for Danmarks ansigt udadtil.
Niels Bukh fik stor betydning for den danske nationaldyrkelse.
Niels Bukh var på linje med Kaj Munk og Arne Sørensen én af de tonegivende danske højreradikale.
Hans Bonde leverer en velskrevet og omfattende bekræftelse af sine teser, og bogen kan læses som et veldokumenteret historisk værk
Ved århundredeskiftet var dansk gymnastik præget af den svenske, lingske model. Bukh udviklede den og skabte sin egen mandegymnastik, en effektiv, men også fysisk belastende, smidiggørende gymnastik, den ‘primitive’ gymnastik. Det var en gymnastik der samtidigt levede op til andelsbøndernes nyskabte idealer om rankhed og holdindsats, præget af modernitet, tempo og æstetik – en gymnastik der flød parallelt med industrialiseringen og passede til et dynamisk vækstsamfund.
Bukhs gymnastik var ikke bare et udtryk for, men også en aktiv formgiver af det danske landbosamfund og af dansk national identitet i mellemkrigstiden.
Bukhs hypermaskuline, opspændte holdbilleder var et postulat om total styrke og situationskontrol i landbokulturen
Det havde rigtig god appel i 30’ernes krisetid. Bukh og hans gymnaster blev et symbol på landbosamfundets kulturelle kraft og dynamiske vækst.
Den almindelige landarbejder er stiv og rund af ryg og skuldre, hans brystmuskler er korte, hans forsidemuskler er uarbejdsdygtige, og hans hasemuskler for korte, altsammen en følge af hans hårde arbejde, der tillige gør ham kejtet og ufri i bevægelser og færd.
En ludende Ryg var lig med et bøjet mod, hvorimod en rank ryg indikerede et moralsk højere væsen. Det gjaldt også kvindegymnastikken der dog i højere grad forblev en udgave af den lingske, mindre vanskelig og kraftfuld – og med sang.
Gymnastikken skulle gøre ungdommen ‘smuk, handlekraftig og glad’ – som værn mod fjender udefra og fjender indefra såsom ligegyldighed, sløvhed, nydelsessyge og materialisme. Denne nye gymnastik kunne opdrage ungdommen og viste sig også brugbar for nazismen.
Bukhs nye gymnastik blev berømt langt ud over landets grænser, da han i 1931 drog til blandt andet Japan, Korea og Sydafrika med sine gymnastikhold. I Japan kan man stadigt se indflydelsen, og overraskende nok har dansk gymnastik sandsynligvis kvantitativt bidraget mere til japansk kropskultur end de japanske kampidrætter har til dansk.
For tyskerne repræsenterede Bukhs gymnastikhold en nordisk-germansk kultur, hans opvisningshold bestod som hovedregel af kraftige, blonde gymnaster med blå øjne for at signalere nordiskhed. Det appellerede stærkt til tyskerne, og gymnastikken blev en del af den nazistiske idrætsundervisning.
Bukhs egen holdning til nazismen var tydelig, og det gjorde ham til et godt offer for karikaturtegnere og en kritisk presse – og gav ham selvsagt et noget blakket ry. Ligeledes mente læger og idrætsfysiologer, at hans gymnastik var fin for stærke bønderkarle, men problematisk for børn og mindre muskulært udviklede gymnaster.
Hans Bonde har gravet dybt i historien og fremstiller et gennemarbejdet og omhyggeligt tegnet portræt af en kompleks mand, som det ellers kan være ganske vanskeligt at tage stilling til, men at han har påvirket sin omverden, kan der næppe være tvivl om, selv om hans eftermæle er diskutabelt.
Mellem 1914, året for Bukhs indtog på Ollerup Højskole, og 1950, hvor Bukh døde, kom der 5.000 kvindelige og 6.000 mandlige højskoleelever gennem skolen. Det er godt 300 elever om året, hvilket ikke er så langt fra nutidens tal, men skolen var ikke så stor dengang. I 1934 var der til eksempel 547 elever på højskolen, og op til otte mand blev indkvarteret på et tosengsværelse.
‘Niels Bukh’ er interessant læsning der giver stof til eftertanke. Når man læser om begejstringen for gymnastikken, kan man ikke lade være med at tænke over den udvikling der er sket for synet på kropskulturen fra dengang til nu.
Niels Bukh
En politisk-ideologisk biografi
1. Danmarks store ungdomsfører (1880-1939)
Hans Bonde
480 sider
Museum Tusculanums Forlag
Udgivet: 2001
Birte Gam-Jensen
