Friskolearkivet rummer arkivalier fra friskolerne, Dansk friskoleforening, Den frie Lærerskole og fra personer, foreninger og institutioner med tilknytning til de folkelige bevægelser i Danmark.
Der er ansat en daglig leder af arkivet, og en række frivillige arbejder sammen med lederen om at sortere og registrere alle de indleverede arkivmaterialer.
Vores arbejde i styrelsen handler om at understøtte og bakke op om dette arbejde ud fra Friskolearkivets vedtægtsbestemte formål.
Vi skal ligeledes være med til at synliggøre og promovere Friskolearkivet og dets mange muligheder for forskere, studerende, skoler og privatpersoner, som måske skal skrive om en friskoles jubilæum, en PD eller andre typer opgaver.
Ud over de daglige gøremål, har vi som styrelse som regel gang i et større projekt, som vi bruger tid og energi på. I de sidste år har det for eksempel været at indsamle fondsmidler til at få udgivet en ny Friskolehistorie. Det lykkedes at indsamle penge nok og at finde forfattere, som ville medvirke til at skrive disse to bøger, som det endte med at blive. Det var en meget spændende – og langvarig proces – men meget givende og inspirerende.
Et andet større projekt for styrelsen har været at søge fondsmidler til at købe udstyr, så de frivillige arkivmedarbejdere kunne scanne og registrere alle de fotos, vi har i arkivet. Disse fotos kan nu findes på arkiv.dk, så alle i landet kan få glæde af at se billederne.
Det sidste store projekt Friskolearkivet har været involveret i, har været at få digitaliseret foredragsholderen og fortælleren Lars Torkild Bjørns tre store lysbilledforedrag om Grundtvig, Kold og Ingemann. Det har været et stort og spændende arbejde for styrelsens formand og den daglige leder. Der bliver oprettet en hjemmeside, hvor disse tre foredrag kan opleves.
På hvert møde fortæller den daglige leder om de nye arkivalier, der er kommet ind i arkivet siden sidst – enkelte gange er der blevet afleveret helt op til 10 store flyttekasser med materialer på en gang – det er et kæmpe arbejde at få alt det materiale sorteret og registreret. Arkivet er så heldigt, at en række frivillige yder en stor indsats i dette arbejde, som kommer alle arkivets brugere til glæde. I den anden ende af arbejdsopgaverne kan en henvendelse til arkivet være: ”Har I mulighed for at finde min kones udtalelse fra sin skolegang på Egebjerg friskole?”.
Styrelsens formand og den daglige leder gør et stort arbejde for at vise arkivet frem for interesserede og for at hjælpe dem, der henvender sig om oplysninger og materialer. For eksempel er der for nylig sat gang i et projekt med de studerende fra 1. årgang på Den frie Lærerskole. De studerende lærer at bruge arkivets materialer og forbereder et undervisningsforløb, for eksempel ud fra materialer om enkelte friskoler, som de kan finde i arkivet.
Det er styrelsens håb og ønske, at alle friskoler i Danmark vil støtte arkivets arbejde, og at de vil sørge for, at deres arkivmaterialer bliver opbevaret i Friskolearkivet. På denne måde bliver det også muligt om 100 år at kunne studere og læse om livet på en friskole i vores tid. Dette vanskeliggøres ved, at meget af skolernes materiale nu kun findes digitalt og derfor er sværere at arkivere, så det kan bruges i fremtiden. Styrelsen er opmærksom på dette og drøfter vedvarende, hvordan dette ”usynlige” materiale kan blive opbevaret for fremtiden.
Jeg vil gerne opfordre alle, der interesserer sig for historie og skole, til at melde sig ind som personligt støttemedlem og gerne også være med i bestyrelsesarbejdet i Friskolearkivet.
Tillykke med jubilæet!
Lisbeth Riis-Søndergaard er uddannet fra Skive Seminarium 1986, Højskolelærer på Hadsten Højskole 1980 -1982 og Viborg Idrætshøjskole 1986 -1995, Forstanderpar på Danebod Højskole 1995 -1998. Lærer på Gislev friskole 1998 – 2010, lærer på Odense friskole 2010 -. Medlem af hovedstyrelsen for Dansk Friskoleforening, Bestyrelsesarbejde i en Brugsforening, gymnastik- og idrætsforeninger, gymnastikinstruktør m.v.