Thomas Kingo levede 1634-1703. Han var biskop og salmedigter, og det er mest for det sidste, vi kender ham. Tidligere fyldte han ganske meget i skolesangbøgerne og i salmebøgerne, men i skolesangbøgerne finder man for tiden oftest kun ‘Vågn op og slå på dine strenge’. Er man født i forrige århundrede, kender man måske også ‘Sorrig og glæde de vandre til hobe’, ‘Far verden far vel’ og ‘Nu rinder solen op’.
Vi begynder med Kingos barndom og ungdom. Han læste teologi på Københavns Universitet og begyndte at digte i sit første job som huslærer. Han var sognepræst i Slangerup, og i 1677 blev han biskop over Fyens Stift. Hans udnævnelse vakte angiveligt en del opsigt, og der gik rygter om, at hans gode forbindelser i indflydelsesrige kredse og hans digterevner var medvirkende til udnævnelsen.
Kingo var heller ikke nogen ‘lærd’ biskop , men ‘besad i rigt mål andre fortrin’, blandt andet var han en ‘prøvet mand med dyb kendskab til det menneskelige hjærte’.
Kingo fik skyld for at være en herskertype, ikke mindst da han og andre biskopper kæmpede forbitret for, at de landflygtige huguenotter ikke fik adgang til hovedstaden, men da huguenotterne havde ry for at være dygtige handelsmænd og håndværkere fik de indrejsetilladelse i 1681 med støtte fra Christian den 5.s dronning Charlotte Amalie.
Under Christian V blev der behov for en nyordning af kirkevæsenet, og kongen bad derfor Kingo, der på den tid var biskop i Odense om at udarbejde en ny salmebog, der kunne blive den eneste og fælles for alle.
Forfatteren røber her, at kongen måske burde have overvejet, om valget af Kingo til jobbet var godt, dels fordi Kingo deler sin samtids foragt for de gamle salmers metriske og sproglige mangler ‘uden at have øje for deres trohjertige enfold og friskhed’. Dels havde Kingo en stærk tillid til sin egen digter-gejst, og man måtte regne med, at en ny salmebog ville være en ‘Kingos salmebog’.
‘Lige så lidt som nogen anden af vore store salmedigtere var han mand for at indordne sig under andres syn …’
I 1699 bliver salmebogen trykt efter en del diskussioner, og den benævnes endnu i 1926, hvor denne bog er udgivet, som Kingos salmebog.
Kingos digtning rummer både hverdagsbetragtninger og stor dramatik. Samtidigt er han let at forstå:
Jeg er aldrig hjærteglad,
Men med lønlig smerte tærer
Brødet, som mig armer nærer.
Sorgen svømmer i mit fad …
Sommerdag min sorg forlænger.
Vinterdag gør glæden kort.
Hver en time sorg påhænger.
Se, så slides livet bort!
Skal jeg Kains broder være?
Skal jeg Judas’ strikke få?
Skal jeg selv mit liv afskære?
Skal jeg slet til helved gå?
Især er hans digtning om Jesus effektfuld:
Ene må jeg byrden bære,
ene går jeg og forladt,
ene må jeg hjertet tære
udi denne grumme nat!
Judas beskrives som den onde mand der begår den slemme synd. Man er aldrig i tvivl om, hvad Kingo mener.
I værket beskrives kort hans liv, uoverensstemmelserne i forbindelse med hans salmebog og der fortælles også lidt om hans ægteskaber. Det tredje der var funderet på kærlighed fik Kingo til at beskrive sig som den – velædle jomfruens hulde ven og dyders kender ude al trofast redelighed og ærbødighed. Det er ikke sært, at hans digtning forblev i live, længe efter at han selv var død.
Hvis man er lidt interesseret i Kingo, i hans digtning og i livet på Kingos tid, er ’Thomas Kingo’ et udmærket og let tilgængeligt sted at begynde, og så levner han lidt håb midt i jammerdalen:
Rejs dig lidt, og se, du stylter
Med de mange syndebylter
Henad troens trøstig vej.
Gud er end ved bøn at vinde.
Jesus lever og endnu.
Åndens Kraft er end at finde
For sin sorgnedsænkte hu.
Thomas Kingo
Mennesker i Litteraturens, Kunstens, Politikens og Videnskabens Tjeneste
Chr. Ludwigs
94 sider
Det Schønbergske Forlag
Udgivet 1926
Birte Gam-Jensen
