De gamle undervisningsmaterialer

I Friskolearkivet har vi en eksempelsamling med skolebøger, der har været brugt i friskolerne igennem tiden, og ikke sjældent har vi oplevet, at gæster i arkivet har taget en af dem ned fra hylderne med udbruddet: ”Nej, den kan jeg huske, at vi havde som læsebog, hvor er det fint at se den igen!” – et fint minde om skolegang, lærere og undervisning – og med læsebogen i hænderne vækkes minderne.

Dertil har vi en samling af f.eks. gækkebreve, anskuelsestavler, åbne spil og regnebilleder, der har været anvendt i de gamle friskoler. Og når vi i dag bruger dem i undervisningen i arkivet, så udfolder de friskolernes historie. De studerende fra Den frie Lærerskole nærmest kaster sig over regnebillederne, og sammen med formidling om undervisningen i de gamle friskoler får de studerende forståelse for undervisningen i de gamle friskoler, og spørgsmålet: ”Hvordan afspejles det op igennem historien og i friskolernes undervisning i dag?” er spørgsmål, der ofte dykkes ned i.

 

Astrid og Svend Emborgs regnebilleder

Ægteparret Astrid og Svend Emborg, der var lærerpar ved Ollerup Friskole fra 1922 til 1952, udarbejdede selvinstruerende undervisningsmaterialer til regning og læsning. Regnebillederne blev udstillet ved de Fynske Friskolers Fastelavnsmøde i 1931 sammen med andet materiale fra friskolen og derefter med titlen Regnebilleder og Regnekort. Desuden er der en fin kilde om Svend Emborgs pædagogiske syn og skoletanker trykt i Ejnar Skovrups bog: Kolds Skoletanker, udg. 1927.

I elevberetninger fra Ollerup Friskole finder vi levende beskrivelser om Emborgs undervisning og skolesyn, naturligvis er erindringerne fortalt eller nedskrevet af voksne med den voksnes livserfaringer indover beretningerne, men sjælen, der lyser ud af linjerne, taler sit tydelige sprog…

Morten Skov, der blev født i 1919 og opvoksede på gården Ringsbjerg i Ollerup fortæller blandt andet om sin skoletid på Ollerup Friskole:

”I de mindste klasser begyndte undervisningen som en form som leg. Vi brugte læse- og regnebilleder, som Emborg og fru Emborg selv havde konstrueret. Efter en tid med disse billeder kunne vi pludselig læse. Vi havde ikke mange lærebøger. Emborg sagde, at der endnu ikke var nogen, der var gode nok til os. Når vi havde lært grundreglerne i dansk og regning, foregik en stor del af undervisningen som anskuelsesundervisning: måle legepladsen op, fylde hektoliter i et kar med et litermål, måle en kilometer ud ad Egensevejen med en målestok osv. ”I lærer bedre på den måde frem for tørre tal”, blev der sagt.

I de store klasser foregik meget af undervisningen ved selvstudium. Emborg havde udarbejdet en serie kort med forskellige spørgsmål, som vi fik udleveret. Det var så op til den enkelte elev selv at gå i gang med at finde svarene i opslagsbøger og leksikon. Når vi mente at kunne besvare spørgsmålene, blev vi hørt, og var svarene tilfredsstillende, fik vi såkaldt frit arbejde, hvilket vil sige tegning, maling, læsning eller lege med ler, som vi sagde. Lertingene blev kørt til brænding på lervarefabrikken i Svendborg, og de vellykkede ting blev brugt til julegaver til vore forældre.
Der var forældre, der så skeptisk på denne undervisningsform og sagde: ”Mon de nu lærer nok?” Men Emborg og fru Emborg var i virkeligheden langt forud for deres tid. Det viser sig, at mange af deres undervisningsformer stadig bliver brugt den dag i dag i børneskoler landet over”.

 

Kilde: Min Friskoletid – erindringer fra 100 års skolegang, udg. 2006

 

Birthe Larsens begyndte sin skoletid i Ollerup Friskole i 1929, og Birthe Larsen fortæller om brugen af regnebillederne:

”Ollerup friskole er en grundtvigsk-koldsk friskole oprettet i 1860’erne. Den første skole lå i Vester Skerninge, men senere, da højskolen blev bygget i Ollerup, flyttede den dertil. Emborgs begyndte skole i Ollerup først i 20’erne i en ny bygning, som min far tegnede. Vi boede lige over for skolen, og med mine forældres tilknytning til højskolen var det naturligt, at jeg begyndte der, netop fyldt 6 år. Den gang havde skolen, så vidt jeg husker 40- 50 elever i alt. Der var kun to lærere, Astrid og Svend Emborg. Af praktiske grunde var skolen delt i 3 klasser, og man gik kun i skole 4 dage om ugen. Ugen havde 6 skoledage, og det medførte, at to dage gik 1. og 2. klasse sammen, to dage gik 2. og 3 klasse sammen, og to dage gik 1. og 3. klasse sammen. Således kunne de to lærere bestride det hele, og alle lærte alle at kende. Vi mødte kl. 8, og der var så undervisning til kl. 12 afbrudt af et godt langt frikvarter. Kl. 12 gik eller cyklede vi hjem til middag. Nogle børn havde 4-5 km, de kunne ikke nå det, så de blev. Vi andre gik som sagt hjem, ligesom Emborgs gik ind til sig selv og spiste. Kl. 13 mødte vi igen, og så var der undervisning til kl. 15. ”Oprykning” til de forskellige klasser var ofte individuel. Når det skønnedes, at man var moden til det næste klassetrin, blev man flyttet. Der blev aldrig gjort noget stort nummer ud af det, jeg husker f. eks. ikke, hvornår jeg selv blev rykket op, skolen forekommer mig som en helhed. 

Fru Emborg havde de små. Hun var stærkt påvirket af Maria Montessorri og hendes pædagogik, og skolen havde meget Montessorri-materiale, som jo satser på at udvikle barnets sanser. Jeg husker min første skoletid som en leg med former og farver. 

Fru Emborg var en gudbenådet fortæller. Hun startede med eventyr af alle slags, og hun digtede også nogle selv. En del er blevet udgivet. Hun fortalte bibelshistorie, nordiske gudesagn, græsk mytologi o.s.v., og vi lyttede med alle sanser åbne, det var jo spændende. Da jeg senere i privatskolen i Svendborg og i gymnasiet blev udsat for disse emner i historie og oldtidskundskab var det blot at lukke op for en lem i hjernekisten, og så var det hele nærværende. Færdighedsfagenes tal- og enhedsbegreber blev også leget ind ved anskuelsesundervisning og forskellige spil f. eks. ringspil og puslespil, som Emborgs selv havde konstrueret. Alle spillene var selvkontrollerende, og man gik selv videre til det næste og sværere, når man kunne dem godt nok. Vi lærte at læse ved hjælp af ordbilledmetoden, og som sagt ved disse læsespil. Først når vi havde været dem igennem, og de blev sværere og faktisk kunne læse, fik vi en bog, Margrethe Marstrands dejlige: ”Min første bog”, som jeg har endnu. Når vi kunne læse, blev vi inddelt i grupper på 4 – 2 gode læsere og to mindre gode. Så hørte vi hinanden og havde nogle små kort, hvorpå vi satte kryds for færdighed, tydelighed, forståelse og læsehastighed, og på den måde kontrollerede vi hinanden. En gang imellem gik vi hen og blev hørt, eller vi blev kaldt hen til fru Emborg, når hun syntes, hun ville kontrollere os. Tællespil efterfulgtes af regnespil med de fire regningsarter, og disse var igen suppleret med nogle regnekort, så vi kunne to og to høre hinanden, og der gik sport i at tage tid både på regnespillene og på kortene, så man udviklede sine færdigheder i hovedregning. Til slut blev man hørt af læreren i en ”serie”, som f. eks. kunne omhandle den lille tabel. Sideløbende hermed havde vi øvebøger i regning, hvor stykkerne var trykt og man blot skulle skrive facit. Mål og vægt lærte vi også ved anskuelsesundervisning. Vi havde f. eks. cl mål, dl, og l mål – en hl blev altid målt op i den store balje i Emborgs vaskekælder, ligesom l ar og l ha blev målt op på legepladsen. (Den sidste var nu nok for stor). Vi blev også sendt ud på landevejen for at skridte 1 km af. Det var Emborg meget om at gøre, at eleven aldrig gik videre i opgaverne, før alt var forstået, og var der noget, vi ikke kunne klare selv, var de der jo, og så spurgte man eller bad om hjælp. Mon ikke man kan forestille sig klassen nu?” 

Kilde: Institut for Dansk Skolehistorie.

 

Som svar på Birthe Larsens afsluttende spørgsmål, om vi kan forestille os undervisningen i Ollerup Friskole i Emborgs tid, så kan vi efter de to erindringer levende forestille os, hvordan der blev undervist i friskolen, og også hvad det har betydet for elevernes læring og dannelse.

Birthe Larsen afslutter sin erindring således: ”Efter at jeg blev voksen og har truffet pædagoger som Sofie Rifbjerg, Inger Kirstine Mortensen og Thomas Sigsgård (mine lærere på Kursus for Småbørnspædagoger) og har læst A.S. Neill og C. C. Kragh-Müller – selv har fået børn og været med til at bygge en ”lille skole” i Humlebæk op, er det mere og mere gået op for mig, hvor progressiv og reformpædagogisk friskolen i Ollerup var, og hvor meget, det har betydet for mig og andre elever af Astrid og Svend Emborg at have tilbragt de første skoleår i en så fremragende skole. Jeg tror, at det sætter sine spor resten af livet. Jeg husker, at der ofte kom fremmede mennesker og kiggede på os i skolen – uden at det forstyrrede undervisningen. Dengang forstod vi ikke hvorfor, i dag forstår jeg det bedre”.

Dette var bare to elevberetninger, begge fra Ollerup Friskole, men i Friskolearkivet har vi samlet set flere hundrede beretninger i jubilæumsskrifter fra friskoler landet over, der dokumenterer elevernes åbenbare glæde – man mærker ligefrem taknemmelighed – over deres skolegang i friskolen, hvor skinnerne blev lagt ud for resten af deres liv.

 

Studerende fra DfL koncentreret om Emborgs regnebilleder.