Vær god ved, hvad du har med at gøre, så bliver det godt ved dig igen
Den fordrukne lærer
Et godt hoved, en anderledes mor og en elendig skolegang lagde kimen til Christen Kolds banebrydende skoletanker.
Christen Kold har engang i mørkningen på Fyn fortalt historien om, hvordan han en gang, mens han gik i skole, blev bundet til en stige i bryggerhuset hjemme hos sin skolelærer og ladt alene tilbage bag en låst dør. Her hørte han vægteren annoncere, at klokken havde slagen både 9, 10, 11 og 12, inden læreren forbarmede sig over ham og sendte ham hjem med en lærestreg. Christens brøde var, at han havde digtet en vise om læreren, hvori han beskrev ham som både fordrukken og med hang til at pleje omgang med ”en meget simpel kvinde,” som digtet fortæller. Digtet var selvfølgelig ikke beregnet for lærerens øren, men alligevel gik det altså galt.
Episoden er egentlig meget sigende for Christen Kolds skolegang. En skolegang, som han selv beskriver med følgende ord: ”Som skolelæreren var dårlig, blev skolen også dårlig, så det fik jeg ikke meget ud af, uden jeg kedede mig.”
Og i dette rum af kedsomhed måtte en kvik dreng som Christen Kold selv skabe sig et indhold, og det blev blandt andet gjort ved ”at opdage lærerens svage sider,” som han skulle have sagt.
Et andet af Christens tidsfordriv, når terperiet og udenadslæren i Thisteds første skole – Kirkeskolen – blev uudholdelig, var at lave små bunker med træskoene af det sand, som var strøet på gulvet.
Ellers er det ikke meget, Kold har sagt eller skrevet om sin egen skoletid. Og det er vel egentlig en god indikator for, hvor meget eller rettere lidt den almueskole, som Kold og for den sags skyld mange andre børn gik i dengang, satte af brugbare spor hos børnene.
Men lidt paradoksalt er Kold-eksperter alligevel enige om, at Kolds egen skoletid blev afgørende for Kolds senere tanker om skolen, som et sted ”der skal glæde hjertet, give lyst til livet og til at gøre en gerning, mens vi lever.” Blot kommer hans egen skoletid til at stå som et skræmmeeksempel på, hvordan en skole skal være!!
En anden medvirkende årsag til, at Kold har kedet sig bravt i sin skoletid, er nok også den kendsgerning, at han faktisk kunne læse, før han kom i skole. Det havde hans mor, Kirsten Marie Jannerup, lært ham, og hun blev på mange måder en inspiration for ham, selv om det først var som voksen, det gik op for Christen Kold, hvor stor betydning, hun faktisk fik for hans uvikling.
Kolds mor var i hen ved ti år, fra hun blev konfirmeret og frem til sit giftermål, tjenestepige hos byens sognepræst, provst Carstensen. I den plads lærte Kirsten Marie sig megen dannelse. En dannelse, som kom Christen til gode. For eksempel lærte moderen Christen at læse ved at øve med ham i bibelen. Men det var måske nok så meget hendes til tider meget børnevenlige måde at opdrage på, der satte sig de dybeste spor hos Christen: Christen kunne om nogen være en frygtelig drillepind over for sine mindre søstre: Christiane, Ane og Johanne. Specielt elskede han at få Ane og Christiane til at slås. Til at opnå dette mål, havde Christen opfundet en teknik, som var sikker hver gang. Han hviskede intrigante ting i ørerne på dem hver især om hinanden, og til sidst ”for Christiane i harnisk, thi hun var meget hidsig. Så i hårene på Ane,” som Christen Kold selv beretter, og han fortsætter: ”Nå, ja! Så kom turen til mig, for så kom moder, og så fik jeg en kindhest ledsaget med de eftertrykkelige ord:
”Har du nu været der igen, din kanaljeknægt.”
Men nogle gange, når overskuddet var der hos moderen, brugte hun en anden metode, når børnene røg i totterne på hinanden. Hun samlede dem omkring sig og sagde: ”Kom børn, lad mig fortælle jer en historie.” Så kom der liv og munterhed igen, selvom børnene kendte historien i forvejen. – For moderen kunne kun få historier, og en af dem var historien om Lille Mis.
Disse oplevelser fik senere Christen Kold til at indse, hvor vigtigt det var at kunne fortælle en god historie.
Det skal også med her, at Christens glæde ved at høre historier også blev vakt andre steder. Han var således en hyppig gæst hos genboen Jens Kløv, som var murer, og som havde stået fadder til Christen. Jens Kløv kunne fortælle spøgelseshistorier, så hårene rejste sig på hovedet af lille Christen, og længere henne i gaden boede et ældre ægtepar, som fortalte eventyr for Christen. Det var, som om kaffen smagte bedre i de huse, hvor der blev fortalt historier!
Moderen var også i andre henseender usædvanlig. For eksempel holdt hun hånden over Christen, da han kom i skomagerlære hos faderen, som bestemt syntes, at Christen var blevet udstyret med ti tommelfingre. Allerede efter den første dag beklagede en tårevædet Christen sig til sin mor, og hun svarede:
”Ti bare stille, lille Kresten, der findes vel en gerning, hvortil du dur.” Og kort tid efter havde hun skaffet ham et job som huslærer i Fårtoft. – for som hun sagde: ”Hvis ikke man dur til andet, kan man altid blive degn!”
At Christen var både opvakt, lidt fræk og lidt ud over det sædvanlige, giver følgende lille anekdote et godt billede på: I 1827 blev den 29-årige Hans Agerbæk udnævnt til kapellan i Thisted. Han gik op i sin gerning, men følte, at hans forkyndelse faldt på stengrund i Thisted, som han kaldte for ”En højskole for drukkenskab.” Blandt hans flittigste tilhørere var Christen Kolds mor. En dag hørte Christen Kold pastor Agerbæk i skolen, og han blev så glad for det, han hørte, at han spurgte sin mor, om han ikke måtte besøge præsten. Af en eller anden grund sagde moderen nej og foreslog ham i stedet, at han kunne gå op på torvet og besøge provst Carstensen, som hun havde tjent hos i ti år. Det indvilgede Christen i, – mens han alligevel satte kursen mod pastor Agerbæks dør. Her blev han taget venligt imod, og pastoren forærede ham tilmed fire bøger, hvoraf Christen med særlig fornøjelse læste: ”Den fromme Landsbypige.”
Christen Kold var lige fyldt 14, da han blev konfirmeret i Thisted Kirke første søndag efter påske 1830. Han blev konfirmeret sammen med 14 andre drenge og 16 piger.
Konfirmanderne betegnes i kirkebogen som: ”Unge mennesker af god og ulastelig ærbødighed og kristendomskundskab.” Videre hedder det: ”I henseende til kundskab og selvtænksomhed havde no. 1 og 2 fortrinet. No. 5 og 11 er gode hoveder.”
Christen Kold var opført som nummer 1 på listen!
Ivan Klarskov Nielsen, Lærer og journalist
Artiklen blev bragt i Friskolebladet nr. 15, 2009 og bringes her efter aftale med red. Claudi Clausen.
Himlens fugle og markens liljer
Thit Jensens roman “Den erotiske hamster” fra 1919 kunne erhverves for den nette sum af 30,00 kr. på dette års bogudsalg. Det er en fremragende – delvis selvbiografisk – fortælling om ægteskab, utroskab, kvinder og mænd og en troværdig skildring af den periodes samfundsskabte og moralske spændetrøje, som kvinden var henvist til at leve sit liv i. Men mest af alt er det en hårrejsende skildring af den åndelige og psykologiske habitus hos begge køn.
Og minsandten om man så ikke – midt i morgenkrydderen påskedag – stødte på en mildt sagt mærkværdig artikel i Jyllandsposten om en amerikansk kvinde, der tjener ufattelig mange penge på et radio-spørgeprogram, hvis essens er, at kvinder skal opgive al selvstændighed og i stedet hellige deres liv til at give deres mænd mad, omsorg og sex i nævnte rækkefølge – så er kvindens lykke gjort – sådan holder hun på sin mand – det er hendes bestemmelse – hjem til madgryderne og de kvindelige dyder fra verden af i går. Radioprogrammet er blevet så populært, at hun nu har skrevet en bog med samme indhold – gør dig smuk, til din mand kommer hjem til det blankpolerede hus, hav en dejlig middag parat til ham og vil han hellere have sex end mad, så lad endelig kødet overstege, kartoflerne koge til melklister og sovsen brænde på – føj ham i alle hans ønsker – mød ham smilende og kyssende i stilfuld påklædning osv. osv –
Nu kunne man jo blot trække på skulderen og få ondt af den stakkels kvindelige millionær i USA – eller også må man tolke hendes popularitet ind i tidens i øvrigt tilbagestræbende og gammel-konservative kulturtrend.
For der går et gammelt-konservativt spøgelse hen over den vestlige verden lige nu – det kan observeres i det bibelfundamentalistiske bælte “over there”, det kan observeres i den såkaldte kulturkamp herhjemme, det kan observeres i den politiske håndtering af vort såkaldte velfærdssamfund, af uddannelsespolitikken osv. Kulturkampen måtte jo næsten komme efter de seneste års bastante fokusering på værdier – men at vi i Grundtvigs fødeland så fuldstændig har glemt begreberne frisind, frimodighed, åndelig vækkelse og lige- værdighed, det er grumt. Og det er måske udtryk for den dovenskab, der kommer af overfodring med næringsfattig fastfood og mangel på kvalificeret åndelig føde. Måske er der for lidt på spil i vort velbjergede og individ-centrerede liv – man fornemmer tomheden og falder tilbage til gamle dyder eller ned i den bløde sofa foran TV. “Hvis jeg var herremand, og jeg havde den mening, som mange herremænd har, at jeg burde holde bonden nede, da ville jeg give bonden nogle gaver. Først en god, blød sofa, så et par fine, broderede morgensko og endelig en uhyre lang pibe. Når han rigtig havde lært at bruge disse ting, skulle han få mere af samme slags. Kunne jeg blot få folk bort fra arbejdet og ind og sidde og døse i sofaen, skulle jeg nok styre dem. For da havde jeg magten” –
skriver Christen Kold. Det er ikke sofaen og den lange pibe, der er problemet i dag – det er åndløse, underholdende TV-kanaler, det er sensationspressen, det er relativismen i religion, etik og livssyn. Det er mangelen på åndelige vækkelse – som alene giver de redskaber til forundring over det skabte liv, der er forudsætning for frisind og frimodighed og som kan få os op af sofaen og ud i det dyrebare fælles liv. Fordi alt, hvad vi kommer ud for, har eengangskarakter, formulerede Løgstrup det sådan, at man enten kan leve i nivelleringen, dvs. ikke lade sig standse af noget eller nogen på sin livsvej, men blot gå videre – for vi skal jo videre, videre ikke sandt! Eller
man kan lade sig standse, hvorved ens liv får en anden retning – med højder, dybder, omveje. Ved at lade sig standse – det kan være af kærlighed til et andet menneske eller det kan være af begivenheder, der involverer hele nationen, som f.eks. frihedskæmperne gjorde det under 2. Verdenskrig – ved at lade sig standse får man
skæbne. Og ens videre færd frem i livet får retning og mål. Vi kan ikke gå baglæns – det fører ingen steder hen, men fastholder os snarere i en spændetrøje af sløvhed og dorskhed. Konklusion? Gør som Thit Jensen selv gjorde det – gør dig fri lad ikke de åndløse hamstre indskrænke livets mangfoldighed. Gå ud og kig på himlens fugle og markens liljer.
Lone Olsens, Sognepræst i Øsløs-Vesløs-Arup pastorat
Artiklen blev bragt i Friskolebladet nr. 9, 2004 og bringes her efter aftale med red. Claudi Clausen.
Kan du holde et foredrag om Grundtvigs og Kolds skolesyn?
Dit foredrag skal indeholde:
• 10 ting, som kendetegner Grundtvig.
• 5 ting som kun kendetegner Kold.
• Ligheder og forskelle på Grundtvigs og Kolds skolesyn.
• 6 kernebegreber, som er indeholdt i de frie skolers traditioner og pædagogik.
• 3 ting, som gør, at dine børn går i en grundtvig/koldsk friskole eller efterskole.
Hvad enten du er leder eller lærer i en grundtvig/koldsk friskole eller efterskole, så bør ovennævnte indhold være mindstemål for din viden om “De frie skolers tradition og pædagogik”.
Det nytter ikke længere med, at:
“På vores skole har vi morgensang med morgenbøn, og så fortæller vi i øvrigt af karsken bælg for eleverne. Det grundtvig/koldske er ikke noget, vi snakker så meget om på vores skole, for vi udlever det jo i vores hverdag gennem vores måde at holde skole på. Så kom og vær med og
oplev det!”
Det var med den indstilling – at udleve “det grundtvig/koldske” i hverdagen – at jeg som skoleleder og idéudvikler startede Fly Friskole i 1985. Jeg reflekterede ikke særlig dybt over, hvad “det grundtvig/koldske” egentlig var for noget, for jeg havde jo taget min uddannelse på “Højborgen”, Den Frie Lærerskole i Ollerup! Endvidere var jeg barn af et godt dansksindet, sønderjysk og grundtvigiansk hjem, og som ung gymnast deltog jeg i mange opvisninger i de danske foreninger “syd for grænsen”. Og inden jeg blev soldat, var jeg elev på to højskoler. Så indefra kendte jeg grundtvigianismen og “det, der er dansk” mente jeg.
Med det i bagagen eksisterede Fly Friskole også i 7 år med mig som skoleleder. Hvis jeg havde haft meget mere litterært kendskab til Grundtvig og Kold end tilfældet var, da jeg tiltrådte som skoleleder, så havde Fly Friskole måske været at finde på landkortet over friskoler i Danmark den dag i dag.
Hvis jeg som bestyrelsesformand i dag skulle være med til at ansætte en leder af “vores friskole” eller vores efterskole, så ville jeg give potentielle ansøgere til stillingerne oplægget: “Hold et foredrag om Grundtvigs og Kolds skolesyn”. Skulle jeg være med til at ansætte en lærer, så blev de også konfronteret med nærgående spørgsmål om Grundtvig og Kold.
Og hvorfor nu det? At kunne holde et foredrag om Grundtvigs og Kolds skolesyn, bare fordi man er ansat på en friskole eller efterskole? Hvad skal det gøre godt for? Ja, det må du selv fundere over, og det vil være fint, hvis du formidlede dine ræsonnementer videre til os andre, så vi kan udveksle tanker og ideer med hinanden.
Nu kan du jo spørge mig, hvordan du skal få det mindstemål af viden om Grundtvig og Kold, som jeg mener, at enhver forstander, leder og lærer bør have, når de er ansat i de grundtvig/ koldsk inspirerede frie skoler. Ja, vi kan jo starte med at mødes på Den Frie Lærerskole i Ollerup den 19. august eller senere på efteråret. For den 19. august begynder skolens diplomuddannelse i: “De Frie Skolers Tradition Og Pædagogik”.
Anders Skovby, Psykoterapeut og underviser i bl.a. kommunikation og målsætning
Artiklen blev bragt i Friskolebladet nr. 12, 2005 og bringes her efter aftale med red. Claudi Clausen.
