Tidligere højskoleforstander og seminarielærer Laust Riis-Søndergaard, har velvilligt stillet sin artikel, der blev bragt i Højskolebledet i juni 2021, til rådighed for Friskolearkivets hjemmeside. Artiklen er et væsentligt indlæg i debatten om, at frihedssynet i de frie skoler er under stærkt pres!
Frihedssynet under pres
De frie skoler skal afklare og sprogliggøre deres ideologier og værdier, så de fremstår som et reelt alternativ. Men samtidig tager de del i en ideologisk kamp om skolen, hvor der er store politiske interesser på spil. Denne virkelighed gør det endnu mere påkrævet, at hver enkelt fri skole får gennemarbejdet og forfinet det ideologiske og værdimæssige ståsted, som skolen vil kendes på.
Af Laust Riis-Søndergaard
Der er noget poetisk og dragende over dyrebare ord som ”fri”, ”frihed” og ”frihedssyn”. Vi synger om det frie, taler, skriver, danser, spiller musik, maler, dramatiserer, forsamles om det frie- hvilket vækker livs- og kampgejsten i os.
Det sidste er der hårdt brug for i den nuværende kamp om skolen, hvor frihedsgraderne begrænses mærkbart år for år. Det afspejler sig også i de frie skoler, der bygger på et frihedssyn, hvor undervisnings- og metodefriheden udgør kronjuvelerne.
Frie skolefolk fra grundskoleområdet kan aktuelt berette om begrænsninger i friheden, der går lige fra de statsligt, skærpede og detaljerede tilsyn med undervisningen til meningsløse kommunale benspænd, hvor friskoler erfarer foruroligende nedprioriteringer på en række praktiske områder som adgang til pædagogisk og psykologisk rådgivning, busruter, adgang til svømmehaller, leje af idrætsfaciliteter, adgang til naturskoler, museer og forskelsbehandling, når det gælder kulturtilbud.
Dertil kommer de generelle nedsættende og udokumenterede politiske kommentarer om, at frie skoler er forbeholdt de rige, og at de ikke løfter det sociale ansvar. Det er symbolpolitiske udtalelser om, at danskheden og ytringsfriheden er i farezonen, fordi nye mindretal i samfundet opretter frie skoler på lovlig vis, dog med andre værdisæt end de velkendte.
Det smager af et holdningsskifte til de frie skoler, hvor politik, jura og lovgivning i stigende grad bringes i anvendelse som redskaber til regulering af holdninger, værdier og dannelse.
For at forstå, hvad der i dybere forstand er på spil i den aktuelle debat om begrænsninger i friheden, kan vi have glæde af at se nærmere på, hvordan skolefriheden blev til og hvad det grundlæggende indebærer at holde fri skole med baggrund i et frihedssyn.
En politisk vision
Når vi taler om frihedssynet i de frie grundskoler, er det værd at bemærke, at det begyndte med en politisk vision. I grundlovsforhandlingerne fra 1849, drøftede politikerne, hvordan et samfund og et demokrati behandler mindretallene. Skolefriheden er et resultat af denne debat og politiske vision om mindretalsbeskyttelse.
Det førte til den første friskolelov i 1855 og dermed blev der mulighed for, at forældre kunne oprette deres egne børneskoler, som var mere i overensstemmelse med deres eget syn på opdragelse og andre måder at blive undervist på. Det frie skolevalg og undervisningsfriheden blev senere stadfæstet i 1915-grundloven.
Undervisningsfriheden kendetegnes i dag ved, at vi i Danmark har undervisningspligt og ikke skolepligt. Forældre er frit stillede med hensyn til valg af skole til deres børn. De kan også vælge at tage det fulde ansvar, og lade deres børn hjemmeundervise. Statsmagten blander sig kun i, om den undervisning børnene modtager, kan ”stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen”. Forældreretten er indskrevet i Grundlovens §76 og lyder:
”Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen. Forældre eller værger, der selv sørger for, at børnene får en undervisning, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, er ikke pligtige at lade børnene undervise i folkeskolen”.
Indenfor rammerne af denne lov kan de frie grundskoler give undervisning, der stemmer overens med deres egen overbevisning. Med friheden følger en lovbefalet forpligtelse, der understreger, at skolerne i deres hele virke, skal forberede eleverne til at ”leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre samt udvikle og styrke elevernes demokratiske dannelse og deres kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene.” (friskoleloven §1stk.2)
Frie skoler på dannelsens privilegerede plads
På de frie kostskoler, som er en samlet betegnelse for efterskoler, frie fagskoler, ungdomshøjskoler og folkehøjskoler, forholder det sig lidt anderledes.
Her skal undervisningen have en bred almen karakter. Enkelte fag eller faggrupper kan have en fremtrædende plads, men aldrig på bekostning af det almene. Skolernes virksomhed skal tilrettelægges ud fra deres selvvalgte værdigrundlag.
Da de frie kostskoler i 2006 fik et nyt hovedsigte, blev det fastlagt, at skolernes institutionelle sigte er bundet til begreberne livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse.
Fælles for de frie skoler er, at de befinder sig på dannelsens privilegerede plads, hvor undervisning og samvær bidrager til elevernes etiske, kulturelle og politiske dannelse. For de frie skoler er frihed ikke blot en ubegrænset livsudfoldelse uden retning og forpligtelser af nogen art. Friheden består i, at der inden for lovgivningens ramme kan vælges noget til. Der er f.eks. frihed til at definere skolens ideologiske og værdimæssige ståsted, pædagogisk og didaktisk frihed, herunder metodefrihed, frihed til at optage elever, frihed i ansættelsesforhold og endelig frihed til at forvalte økonomien, herunder de statslige midler.
At være fri skole indebærer ikke at svæve uforpligtende frit i luften og frasige sig ansvaret for løsningen af samfunds og uddannelsespolitiske udfordringer. Omvendt kan der i spændingsfeltet mellem et frihedssyn og en ny tids politiske udfordringer fremstå dybe dilemmaer og smertegrænser, som vi skal se eksempler på i det følgende.
Hvad legitimerer en fri skole?
Det, der legitimerer en fri skole, er friheden til at vælge og sprogliggøre den ideologi, det værdi- og livssyn, der danner grundlaget for skolens samlede virke. Det kan være inspiration fra en filosofisk, pædagogisk, kropskulturel, musisk, kunstnerisk, antropologisk, politisk, religiøs eller fagspecifik idé. Uanset hvad det måtte være, er åndsfriheden og ytringsfriheden helt afgørende faktorer.
Den nuværende store diversitet af frie skoler, har især på grundskoleområdet ført til en forøget statslig opmærksomhed på, om skolerne ” i deres hele virke” lever op til ” at forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre” og ”styrke elevernes demokratiske dannelse og deres kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene,” jf. lovgivningen.
Der er med andre ord fokus på, hvilken dannelse og værdiprægning der finder sted. Åndsfriheden og ytringsfriheden kommer under hårdt pres, fordi ”skolernes hele virke” også omfatter medarbejdernes ageren i det offentlige rum. Det kan være i samvittighedsspørgsmål og i forbindelse med debatten om religiøse grundholdninger. Når f.eks. Dansk Folkeparti og Ny Borgerlige har intentioner om, at Muhammed-tegningerne skal ind i en skoles pensum, plantes der ikke alene usikkerhed om mindretalsbeskyttelsen, men i høj grad også om metodefriheden og lærerens frihed til at prioritere og vælge undervisningens indhold. En påkrævet, detaljeret skriftlig redegørelse, som dokumentation for ”at stå mål med” kan komme betænkelig nær på en sindelagskontrol og selvcensur. Det vil være en glidebane med uoverskuelige konsekvenser til følge.
Frie skoler i tiden -til tiden og imod tiden
Friheden til at sprogliggøre en skoles ideologiske grundlag og det dannelsessyn, skolen sigter mod, er en udfordrende og tidskrævende intern proces.
Uanset om det finder sted på en fri grundskole eller en fri kostskole, vil processen være under påvirkning af den politiske virkelighed der eksisterer. I skrivende stund er der en Socialdemokratisk mindretalsregering for bordenden. Partiet og bevægelsen har aldrig lagt skjul på, at de frie skoler ikke er deres opfindelse. I stedet ligger deres hjerteblod i at få udviklet en god folkeskole, hvilket kun kan være et ypperligt mål for alle parter og bør understøttes.
Men de frie skoler og skolefriheden kommer under et unødigt legitimitetspres, når undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil i den offentlige debat, skaber myter og usikkerhed om skolernes forvaltning af friheden. I et stort interview i skoleliv.dk gav hun i juni 2019 udtryk for, at en del af friskolerne er skabt med henblik på at stemple ud af fællesskabet og dermed ikke tager del i de sociale udfordringer der eksisterer i samfundet. Ministerens forforståelse og fordom er, at forældrene har et ønske om, at ens egne børn ikke skal være sammen med de andre forskellige børn i folkeskolen. Synspunktet suppleres med begrundelser om, at statsstøtten til frie skoler skal reduceres og forældrebetalingen forøges. Hvis synspunktet kunne opnå et politisk flertal i Folketinget, ville der ikke længere eksistere et reelt fri skolevalg i Danmark.
Hele ideen med at have frie skoler er, at de har et ideologisk og værdimæssigt ståsted, som ikke er for alle. Det er ikke meningen, at alle skal kunne sympatisere med de værdier, som den enkelte skole præsenterer.
De frie skoler skal afklare og sprogliggøre deres ideologier og værdier, så de fremstår som et reelt alternativ. Men samtidig tager de del i en ideologisk kamp om skolen, hvor der er store politiske interesser på spil. Denne virkelighed gør det endnu mere påkrævet, at hver enkelt fri skole får gennemarbejdet og forfinet det ideologiske og værdimæssige ståsted, som skolen vil kendes på. Et velfunderet og begrundet værdisæt, har også andre fordele. Det vil gøre det lettere at udvikle et indhold til undervisningen, som skolen sætter sit eget fingeraftryk på. Læreren kan frisættes til at møde eleverne, undervise, begrunde sin faglighed og sit dannelsessyn i lyset af et højere sigte med skolen.
Højskolen – et gyldent frirum
Af de frie skoler har højskolerne som en eksamensfri skoleform, en helt særlig og mulighedsfyldt frihed – et gyldent frirum. Højskolerne skal ikke ” stå mål med” eksterne faglige kompetencekrav, men kan fuldt ud hellige sig den udstrakte frihed, der er stillet til rådighed. Her kan der hos højskolelærerne snarere indfinde sig en eksistentiel, åndelig uro over at besidde friheden til at definere sin egen bestemmelse med baggrund i et værdisæt, og stå med det fulde ansvar for, hvordan det hele ender.
I bogen, Højskolepædagogik -en fortælling om livsoplysning i praksis, skriver Jacob Tybjerg i sit bidrag, ”Friheden som foræring”, om højskolelærerens frihed:
” Friheden stiller store krav til dem, der underviser. Læreren har med friheden et stort ansvar for den undervisning, han gennemfører, idet undervisningen tilrettelægges og gennemføres ud fra den overbevisning og de tanker, han gør sig om undervisning – ikke hvad nogen andre har tænkt, ikke hvad nogle politikere synes. Når man underviser på en højskole, er man nødt til og måske ligefrem tvunget til at hilse friheden velkommen og tage livtag med den.”
Dette billede af læreren som passioneret underviser på en højskole, kan være inspirerende at reflektere over for undervisere i andre skoleformer. En faglig interessant profil må kunne begrundes i et syn på, hvad denne faglighed udspringer af og hvad den retter sig mod. Læreren underviser ikke kun i fag i snæver forstand, men også med fag.
Den sorte skole i moderne version
Når frie grundskoler skal ” Stå mål med folkeskolen”, kan tidsfaktoren også her være en af grundene til, at en del skoler vælger den sikre vej og overtager folkeskolens detaljerede ”Fælles Mål” som retningslinjer for undervisningen og et stykke ad vejen også de metodiske tilgange, der er anbefalet til at nå målene. I denne sammenhæng er friheden kommet under et pres fra de frie grundskoler selv, der ikke udnytter frihedsgraderne til at definere egne mål for undervisningen og efterfølgende dokumenterer og begrunder, at de står mål med folkeskolen.
Skolens egen kultur og særkende, bliver da positioneret i en uheldig retning og signalerer noget forkert til forældre og børn. Men lærerne er fanget i et voldsomt dilemma og kompleksitetspres. Med de omfattende opfyldelser af ”stå mål med”- krav og det generelle præstationsræs, der har lagt sig som en svøbe over uddannelsessystemet, tvinges lærerne til at bruge meget tid på at træne de typer opgaver, der optræder i nationale test og afsluttende prøver. Metodisk vælges de hurtige løsninger, nemlig at lade lærebog eller portal bestemme indhold og aktiviteter. Det, der skulle være friheden til at udvikle kreative metoder og andre prøveformer, ender nærmere i ” gæt, hvad jeg tænker pædagogik ”, som den så ud i tiden før Grundtvig, der gjorde op med den sorte skole og udenadslæren.
Grundtvigs digt ”Åbent brev til mine børn” fra 1839, hvor ånden flyver lavt – måske helt under radaren – er aktuelt værd at blive mindet om:
Jeg seer med Vemod paa de Gutter smaa,
Hvis Kinder gløde og hvis Øine tindre,
Thi ogsaa de skal brat i Skole gaae,
Og immer, mens de voxe, blive mindre !
Skolens egenværdi sat ud af spil
En dybere årsag til, at frihedssynet og frihedsgraderne i folkeskolen og i de frie skoler er under hårdt pres, kan findes i, at skolens egenværdi som skole, ikke længere er nok i sig selv. Den skal i stigende grad legitimeres af udefrakommende nyttemoral og kravet om tilpasning. Der har altid været formål og målsætninger vedrørende grundlæggende kundskaber og færdigheder, som skolen skulle opfylde. Men aldrig – som det i høj grad er tilfældet nu – på bekostning af skolens egenværdi og som et fristed, hvor målet var menneskets frie og selvstændige liv. Livsoplysningen og oplysningen var begrundelse nok i sig selv.
Forskydningen i uddannelsestænkningen, har ligget som en understrøm i uddannelsespolitikken siden 1970érne. Den økonomiske og faglige soliditet fylder mere og mere på bekostning af indholdet og pædagogikken. Der udstikkes målopfyldelseskrav for viden, færdigheder og kompetencer og samtidig følger der i en akkrediterings- godkendelse evidensbaserede metodiske anvisninger for, hvordan målopfyldelsen indfries.
Rationalitet i uddannelsestænkningen blandet med politiske interesser, lovgivning og jura som styringsredskaber af skolernes værdi- og dannelsessyn, er en giftig cocktail, der kan gøre frihedssynet og undervisningsfriheden til en illusion, hvis den får frit løb.
Oplysninger
Essayet blev bragt i Højskolebladet #4, 14.juni 2021.
Siden år 2000, har de frie skoler og de respektive skoleforeninger været offensive i bestræbelserne på at formidle skoleformens særlige historie, som kan lægge grund til at tage bestik af deres fortsatte udvikling som frie skoler. Det har løbende ført til bogudgivelser, forskningsprojekter og en række uddannelsesinitiativer. Nedenstående er blot eksempler til belysning.
Litteratur
- Mere end en skole. De danske efterskolers historie. Johs. Nørregaard Frandsen, Knud Bjarne Gjesing og Harry Haue. Forlag, Syddansk Universitetsforlag.2012.
- Højskolepædagogik- En fortælling om livsoplysning i praksis. Bogen udkom i forlængelse af et omfattende ”Højskolepædagogisk Udviklingsprojekt”. Udgivet i 2015 af forlaget Klim i samarbejde med Folkehøjskolernes Forening. Rasmus Kolby Rahbek og Jonas Møller.
- Friskolehistorie- en antologi. Bind 1 +2. Redaktører: Mette Havsteen-Mikkelsen, Birte Fahnøe Lund, Lis Toelberg, Laust Riis-Søndergaard. Forlag, Dansk Friskoleforenings Forlag. 2016.
Nationalt Videncenterfor Frie Skoler (NVFS)
Centeret blev indviet i 2010 med en 3-årig bevilling i ryggen. Bag centeret stod et partnerskab mellem professionshøjskolen, Univercity College Lillebælt, Den frie Lærerskole I Ollerup og de frie skoler som netværksgruppe. Formålet med NVFS var at ”styrke de frie skolers arbejde og udvikling i Danmark og den frihedstradition disse skoleformer er udtryk for. Formålet er at tilvejebringe systematisk, evidensbaseret viden om de frie skolers pædagogiske praksis og generelle skolevirksomhed- også med henblik på at denne viden kan tilføre den almene pædagogiske diskussion om skolevirksomhed i Danmark- f.eks. i folkeskolen- nye og udviklende dimensioner. Det er tillige centrets formål at styrke og udvikle grund-, videre- og efteruddannelse af lærere med henblik på det særlige lærerarbejde i de frie skoler.
Rapport
Som afslutning på den første bevillingsperiode, udgav NVFS i 2013 en rapport, som er interessant i forhold til ovenstående essay. ”Hvad er en fri skole- om friheden i de frie skoler”. Redaktion: Henrik Ottosen, Heidi Buxbom Junker, Laust Riis-Søndergaard. Rapporten kan downloades. I 2014, flyttede NVFS fra Den Frie Lærerskole til Center for Anvendt Skoleforskning ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.
Pædagogisk Diplomuddannelse
Den Frie Lærerskole i Ollerup og University College Lillebælt Erhvervsakademi og Professionshøjskole, udbyder en landsdækkende Pædagogisk Diplomuddannelse som omhandler de frie skoler. Uddannelsesretningen hedder: ”Frie Skolers Grundlag og Pædagogisk Udvikling”. Formålet med uddannelsen er: ”At lærere, pædagoger, ledere og studerende opnår viden og indsigt i de frie skolers ide- og virkningshistorie og tilegner sig færdigheder og kompetencer til at aktualisere, formidle og omsætte menneske- og skolesyn, værdier og pædagogisk praksis for de frie skoler.” Et af de valgfrie moduler i uddannelsen hedder: ”Frihedssyn og pædagogisk praksis”, som udbydes i efteråret 2021 på Den frie Lærerskole.
Relaterede artikler
- En fri stemme i debatten om folkeskolereformen
- Underviser vi i fag eller med fag?
Tekster af Laust Riis-Søndergaard kan findes her.
Blå bog
Laust Riis-Søndergaard
Født 1951 i Travsted ved Tønder
Uddannelse og faglig inspiration i litteraturhistorie, Europastudier, pædagogik, gymnastik og idræt.
Har tidligere arbejdet som efterskolelærer, højskolelærer og højskoleforstander.
Seminarielærer og kursusleder ved Den Frie Lærerskole i Ollerup fra 1998-2018.
Medredaktør på Højskolebladet fra 2002-2008.
Tilknyttet Nationalt Videncenter For Frie Skoler i den første 3-årige bevillingsperiode fra 2010-2013.
