– aandløst terperi var friskolens arge modstander.
Der er noget særligt ved den nye friskolehistorie i dens måde at udnytte tidens muligheder for smukt layout. De mange billeder inviterer læseren indenfor, og friskolernes historie fortælles flot og nuanceret.
Det er godt, at der endelig er kommet litteratur der virkeligt sælger friskolerne. Der er ikke noget ydmygt eller hemmeligt her, men derimod et tydeligt signal ‘Se, hvad vi kan!’ Det har vi manglet, eksempelvis når ny litteratur om pædagogik, klimakrise og behov for fællesskaber totalt overser, at man allerede råder over rigtigt mange ideer og praksisser i friskolerne.
Og hvad er det så, friskolerne kan? Spørgsmålet besvares i flere etaper, dels af skolerne selv, der med ord og billeder fortæller, hvad de er for nogen størrelser, og dels af friskolernes solide midtbanespillere: Thorstein Balle, Birte Fahnøe, Ove Korsgaard, Cecil Christensen. Det er fint nok, det er mennesker med viden og styr på ordet, og de ved hvad de taler om, men man undgår ikke, at de velskrevne tekster på sine steder har en indforståethed, der måske kan distancere dem der ikke har tilknytning til friskoler. Og det er en skam. Heldigvis er teksten så underholdende, og layoutet så indbydende, at man måske alligevel får læst bøgerne.
I skolernes egne tekster i bind 2 omtales det Grundtvig-koldske som en del af fundamentet for mange friskoler, og her bidrager Knud Bjarne Gjesing med at udrede begrebet. Det er i sig selv et projekt, fordi hverken Grundtvig eller Kold har beskrevet nogen tydelig pædagogik, men at det handler om kærlighed, oplivelse og det levende ord synes der at være enighed om. Kundskaber er gode, men først må livet komme.
Birte Fahnøe Lund fortæller om bonden Hans Christensen og bruger hans liv til at vise, hvordan oplysningen og friskolerne blev en del af grundlaget for det danske, nutidige uddannelsesbillede.
Thorstein Balle indleder med at fortælle om en tilsynsførendes overgreb på en undervisningstime i en friskole. Det bliver efterfølgende til beretningen om ‘at stå mål med’, om undervisningspligt og tilsyn, alt sammen begreber der har været med til at definere friskolen i forhold til folkeskolen.
Friskolelæreren tilegnes et kapitel, og til trods for de politiske krav der i tidens løb har begrænset udfoldelserne, så er der mindst et positivt element her: Nu får friskolelærere en løn, de kan leve af. Friskolelærerens løn var i øvrigt også noget der bekymrede A. Ankerstrøm i hans trebinds værk Friskolen gennem 100 år fra 1946, det værk der har inspireret initiativtagerne til denne nye friskolehistorie. Ganske vist var friskolelæreren kaldet, men mennesket lever som bekendt ikke af ånd (eller brød) alene.
Fra læreren går vi til uddannelsen. De første lærere var kaldet og ikke alle tynget af store kundskaber, men man indså hurtigt nødvendigheden af en alternativ læreruddannelse der efter flere mere eller mindre heldige initiativer munder ud i Den frie Lærerskole, af Anders Bech Thøgersen betegnet som en oase i det danske uddannelseslandskab efter de nylige fusionsbølger der har centreret læreruddannelsen på syv institutioner i Danmark. Den frie Lærerskole er beskrevet grundigt af Rune Holm.
I første binds sidste kapitel tager Laust Riis-Søndergaard nutiden under behandling, det være sig både krise og vækst der har gjort de syv dødssynder til dyder, og hvad det betyder for samfundet, når vores egenverdener ‘eksporteres ufiltreret’ til det sted, hvor fællesskabet skulle have været.
Herfra forbindes til oprettelsen af nye friskoler – er det fravalg eller tilvalg? Og hvorfor kræver det at vælge friskolen åndelige, eksistentielle, kulturelle og pædagogiske overvejelser? Kapitlet afsluttes med en række punkter der om fulgt kan bidrage til det udvidede dannelsesideal, der bør ligge til grund for enhver undervisning, ikke bare i grundskolen.
Friskolernes historie og Kolds bedrifter møder vi i flere kapitler:
… som jeg har opfattet forholdet, er min mening den eneste rigtige. Jeg har altid være vis i min sag, også når jeg tog fejl.
Den samme stædighed kan man genkende i enkelte af skolernes fortællinger om sig selv i antologiens bind 2. At drive friskole kan godt kræve en vis stædighed, især når omgivelserne tror, at man tager fejl.
I antologiens bind 2 finder man såvel friskolernes fortællinger, som deres visioner og værdier, alt ledsaget af fine billeder – oftest udendørsbilleder med aktive børn, så man samtidigt får forbundet ordet ‘fri’ med natur og bevægelsesfrihed. En smuk og praktisk metafor.
Værkets register findes på Friskolearkivet og på Dansk Friskoleforenings hjemmeside. Det er der sikkert en god grund til, men som læser kan man godt blive frustreret over en bog i papir og et register på nettet.
I forhold til Ankerstrøms værk mangler man lidt forbindelsen til højskolen, der af Ankerstrøm udlægges som en tvilling til friskolen, men ellers er det god læsning med mulighed for oplivelse og en klar invitation til at træde nærmere.
‘De gamle var meget imod den Orden og Plan, som man dog vist nu om Dage har i alle Friskoler’ (Friskolen gennem 100 år, Ankerstrøm).
Friskolehistorie – en antologi, bind 1 og 2
Bidragsydere:
Bind 1 om friskolens historie, fortælling, Den frie Lærerskole mv.:
Mette Eriksen Havsteen- Mikkelsen, Ove Korsgaard, Birte Fahnøe Lund, Knud Bjarne Gjesing, Anders Bech Thøgersen, Viggo Nørgaard Nielsen, Brita Haugen Berg, Maria Boesen, Thorstein Balle, Laust Riis-Søndergaard,
Bind 2 Dansk Friskoleforening, friskolerne i tal og skolernes egne præsentationer:
Lis Toelberg, Cecil Christensen, Rune Holm, Ebbe Lilliendal
196 og 208 sider
Udgivet af Dansk Friskoleforenings Forlag
Udgivet: 2016
