Forord
ved Birte Fahnøe Lund
I august 1860 blev der afholdt et usædvanligt to dages friskolemøde i København. Det udsædvanlige var, at N.F.S. Grundtvig holdt tale for de forsamlede skolefolk. Det er hans første og eneste tale til et sådant skolemøde. I talen gør han skarpt, polemisk og poetisk rede for sine dannelsesidealer om en åndrig og levende undervisning, der vækker liv og glæde hos børn, unge og voksne i modsætning til den døde og glædesløse undervisning, der er fremherskende i skolesystemet.
Vært ved mødet var skolebestyrer Jeppe Tang, på Blågårds privat seminarium.
På mødet forhandles flere punkter, hvor Grundtvig blander sig i debatten. Her kommer bl.a. Christen Kolds og Grundtvigs forskellige synspunkter i spil. Spændende læsning, der hidtil ikke er transskriberet.
Grundtvigs tale og mødets forhandlingspunkter er refereret i bladet Dannebrog, der udkom i årene 1859 til 1863. Det har ikke været muligt at finde samtlige udgivelser i Det Kongelige Bibliotek, eller for den sags skyld andre steder, men måske skyldes det bladets omskiftelige undertitler. Dokumentation om bladet Dannebrogs historie er beskrevet umiddelbart efter transskriberingen af Dannebrog nr. 9 og 10, 1860.
I Friskolearkivet findes de to omtalte udgivelser af Dannebrog i kopi. Det er takket være koldforsker Dorte Thirslund, der afleverede sin helt unikke samling om Christen Kold til Friskolearkivet i 2016. Jeg har valgt at benytte nutidig retskrivning og grammatisk kommasætning, da jeg mener, det medvirker til en lettere tilgang til forståelse af teksten.
Friskolemødet i København – Dannebrog, 1860 nr. 9 15. september (1. årgang)
Den 4. til 6. august 1860.
Efter indbydelse fra hr. lærer og seminariebestyrer Tang med flere, samledes en del lærere fra de frie skoler, såvel børne- som højskoler heri landet, til et møde den 4. august på Nørrebros Friseminarium for at rådslå med hinanden om friskolernes tarv og stilling, overfor de bestående forhold hos os. Af disse rådslagninger eller forhandlinger skal jeg tillade mig at meddele adskilligt for Dannebrogs læsere, som jeg antager vil have interesse i en videre kreds. [Redaktøren/referenten er Peter Engelbrecht Olsen, Skælskør, red.]
Til forhandling blev stillet følgende genstande:
1) Hvorledes har de alt bestående friskoler stillet sig overfor almueskolen, og hvilken stilling bør de helst søge at indtage? [Cand. Theol. Niels Julius Jensen. Højskoleforstander på Hindholm højskole, red]
2) Om oprettelsen af et blad som organ for friskolelærerne. Ved lærer Poulsen Dal fra den højere bondeskole i Dalby)
3) Om oprettelsen af en forening på Sjælland til friskolens fremme. (Ved lærer A. Hansen i Bjerre) [A. Hansen var lærer ved almueskolen i Sønder Bjerre ved Skælskør. Han var altså ikke friskolelærer, men optaget af det menneske- og dannelsessyn, der var de frie skolers hjerteblod, red.]
4) Om udvidelse af den alt bestående eksamens- kommissions hverv, således at den kom til at afholde eksamen også for elever, som har modtaget undervisning på seminarierne, hvorved mere ligelige vilkår ville opnås for alle, som vil underkaste sig skolelærereksamen. (Ved lærer Tang fra København)
Efter at Tang som vært var bleven valgt til at lede forhandlingerne ytrede kandidat Jensen:
”Det spørgsmål han havde stillet, tænkte han sig kun besvaret således, at enhver fortalte, hvorledes han og hans skole stod over for, eller på hvilken fod med almueskolen. Hvad nu ham selv angik, da havde så godt som alle lærerne der på egnen i begyndelsen betragtet ham og skolen på Hindholm som fjendtlige magter, og som følge deraf set skævt til ham. Dette forhold var efterhånden forandret, så at han og de øvrige lærere på Hindholm nu stod i et mere eller mindre venskabeligt forhold til lærerne ved almueskolerne derpå egnen, med hvem de nu kom sammen i småmøder og forhandlede skolesager, og som følge deraf lod det til som friere anskuelser med hensyn til undervisningen begyndte at vinde indgang hos nogle af dem. Taleren henstillede derfor, om det ikke var den retteste måde, såvidt muligt at stille sig i et venligt forhold til almueskolen, om man ikke på den måde udrettede mere end ved at stille sig i aldeles modsætning til den”.
Lærer Kold fra den Højere Bondeskole i Dalby ytrede dertil: ” At når talen var om, hvilken stilling friskolen burde indtage overfor almueskolen, da måtte det jo komme an på hvilken stilling denne indtog overfor hin, og i denne henseende var det ikke gået ham så godt som Jensen, idet man endnu stedse betragtede ham og hans virksomhed med skæve blikke. Nu var det rigtignok hans mening, at når talen var om almueskolevæsenet, som han ville kalde skole-vætten eller skole-ånden, så var det en ond ånd*) [nedenstående er redaktør P. E. Olsens kommentarer, red.]
*) Man sammenligne hermed hvad forfatteren til en nylig udkommen bog ”Om det lærde skolevæsen” har ytret: [Det er lægen, forfatteren og samfundsdebattør F.C. Krebs, der har skrevet bogen. Kilde: Krebs – Portræt af et forfatterskab af Mette Lund Jørgensen, Forlaget Rhodos 2016, side 414-421 red.] Madvigs grammatik er en personifikation af den samme, vi kunne fristes til at sige onde, ånd, som gennemtrænger hele vores undervisningsvæsen. Den er – vel at mærke i skolen – den sygelige grundigheds foster og repræsentant. Den er en ytring af den samme ånd, som mere eller mindre er at genfinde i en stor mængde af vore skolebøger, og som har gennemtrængt hele vort undervisningssystem. Men Madvigs grammatik har ikke skabt disse bøger og denne ånd. Den er selv en skabning af denne ånd, som i mange generationer (Slægter) har måttet sig nøje med den latinske stil, men som nu søger at komme til ytring i alle fag. (Side 33-34) Side 8 skildrer forfatteren denne ånd, som har fremkaldt skoleånden således: ”Regeringen har sagt og siger: ”Dannelsen må ikkun grundlægges på den af mig foreskrevne måde, dine evner og tilbøjeligheder være så hvilke de ville. Gør du det ikke, skal jeg nok straffe dig, gør du det, skal jeg belønne dig med embeder og værdigheder. Tro ikke, at du kan narre mig eller undgå mig, thi overalt har jeg opstillet mine eksamenspatruljer, der nok skulle fange dig. Og selv om du ler af mine eksaminer, fordi du ikke trænger til mig, så skal du dog derfor ikke indbilde dig, at du er undsluppen min almægtige hånd. Du vil ikke kunne finde en eneste skole, en eneste lærer som ikke er min skabning med hud og hår. Det, jeg kalder dannelse, er dannelse, og ikke andet. Det, jeg kalder dygtighed, er dygtighed, og ikke andet. Det, jeg kalder godt, er godt; det, jeg kalder slet, er slet. Du være for resten hvad du være vil, mit stempel skal du bære, dersom du ellers vil gå og gælde for noget. Forlader du mine skolegeleder, vil du blive straffet som desertør,” og spørger derpå: ”Hvor er friheden under sådan tingenes orden, og hvorfra skal man vente forløseren, når nettet har os alle indviklet i sine fine masker? Fastlandets absolutisme har i sandhed gjort sit arbejde så godt, at ingen katolsk hierarki skulle kunne skamme sig derved. Hvor må dog ikke katolikkerne le i skægget af os protestanter. Vi behøve sandelig ikke nogen katolsk præst for at give os den åndelige spændetrøje på, vore protestantiske statsmænd forstå det fuldt vel. Men vi er nu engang absolutismens børn og absolutismen og katolisismen er mere end halvsøskende i deres had til frihed og deres kærlighed til den slaviske lighed. Når skulle vi dog blive sande protestanter i kirken i staten i skolen?” *)
Kold fortsætter:
hvem friskoleånden måtte stille sig i bestemt modsætning til, da den kun arbejdede på at fremkalde døden, hvorimod friskolernes mål var at fremkalde livet med alle dens lyssider hos de unge. Når derimod talen var om forholdet til lærerne i almueskolen, da kunne der jo nok bestå et godt forhold mellem adskillige af disse og friskolelærerne, idet deres bestræbelser for at ødelægge væsenet eller vætten, kunne falde sammen, derved at almuelærerne selv havde fået syn for og arbejdede på en mere levende og tiltalende undervisning, men derved gik han allerede udenfor det hvortil, han af væsenet var bestemt, som kun tilsigtede en død ensformig masse af kundskaber bibragt de unge. Taleren anførte, til stor morskab for de tilstedeværende, flere eksempler på den kejtede, bagvendte og åndsfortærende måde, man efter væsenets anvisning drev undervisningen på, som børnenes pudsige tankeløse svar, var det bedste vidensbyrd for, var forkert. Således havde en lærer ved en afgangs-eksamen for konfirmander, efter at have ladet en dreng ramse fortællingen om den forlorne [fortabte, red.] søn, spurgt ham, hvorledes man efter denne fortælling kunne inddele menneskene og fået til svar: ”I sjæl og legeme!” og da denne inddeling, som drengen havde sat sig i hovedet, ikke holdt stik, var han ved de efterfølgende spørgsmål bleven aldeles stum, hvorpå læreren havde forklaret, at denne fortælling inddelte menneskene i 2 slags, de skikkelige og de ryggesløse; men da de skikkelige ikke var så gode, som de burde være, og altså trængte til ydmyghed, og de ryggesløse jo altid havde den mulighed for sig, at de kunne omvende sig, havde drengen i grunden ret, når han tav til lærerens spørgsmål om, hvem der var de bedste; thi det var i grunden slet ikke så let at afgøre. Taleren mente derfor, at friskolens opgave virkelig var at modarbejde og ødelægge væsenet eller vætten, som herskede i almueskolen; men dette kunne jo også ske derved, at man indvirkede på almuelærerne, når disse ville lade sig påvirke, kun måtte man vogte sig for at ofre sin overbevisning for det gode forholds skyld. I hans kreds var det ikke lykkedes ham at komme til at stå i et venskabeligt forhold til almueskolelærerne, hvorimod han måtte betragte sig som stående på krigsfod med dem. Kandidat Jensen mente naturligvis som Kold, at man ikke måtte ofre sin overbevisning for at stå i et godt forhold til nogen. Maler Olsen [Jeg har ikke fundet kilder om, hvem maler Olsen er, red.] henstillede til forsamlingens overvejelse, om man ikke måtte søge grunden til, at almueskolelærerne ikke betragtede Jensens skole med så umilde blikke som Kolds, deri, at denne som en børneskole greb mere ind i, hvad de anså som deres udelukkende ret, hvorimod Jensens, som en skole for de voksne, mere kunne betragtes som en fortsættelse af deres gerning. Han kunne ikke tro, at de fynske lærere i reglen var mere ugunstig stemt mod den fri og livligere undervisning end de sjællandske.
Lærer Poulsen fra Dalby, ytrede derpå, med hensyn på den næste sag: ”at da det på mødet i fjor alt havde været omtalt, at man burde bestræbe sig for at få et blad i gang, som kunne behandle friskolesager, og da bladet Dannebrog på samme møde var blevet omtalt, som det der mulig turde behandle slige sager, så havde han i år tilskrevet udgiveren af Dannebrog, og indbudt ham til mødet, og da denne nu var til stede, så opfordrede han de tilstedeværende til at udtale sig om, hvorledes denne sag bedst kunne ordnes. – Forstander Høgsbro fra Rødding Højskole, ville, da det var ham sagens videre fremme i fjor blev overdraget, meddele hvad der i den anledning var sket. Han havde været hos den daværende redaktør af Fyens Avis, for at forhøre om han muligt ville besørge et sådant blad udgivet, hvad denne dog ikke kunne påtage sig, da han rejste til København for at arbejde på Fædrelandets kontor, og dermed var sagen gået i stå, da han ingen andre kendte, som han troede skikket dertil. Han opfordrede nu til at genoptage sagen, navnlig anmodede han udgiveren af Dannebrog til at udtale sig om, hvorvidt han troede at kunne udføre det ham tilbudte hverv. Denne [P.E. Olsen, red.] udtalte sig derpå således: ”I længere tid havde han lagt mærke til, at de udtrædelser af folkekirken, som temmelig hyppigt fandt sted på den egn, hvor han boede, sædvanlig begyndte med, misfornøjelse med, foragt for og had til folkekirken, som altså var det første skridt, der imidlertid snart efterfulgtes af flere, som foragt for barnedåben og førte videre ind på vildfarelsens vej. Da han endvidere havde bemærket, at alt, hvad der fremkom fra selve præsterne til forsvar for en beskikket indviet lærerstand, som et oprindeligt og derfor nødvendigt led af kirken, blev fejet bort af modstanderne med den bemærkning, at man kunne intet hensyn tage til, hvad præsterne talte eller skrev i den anledning, da disse kun talte for det visse levebrød og de store indtægter, var derved tanken opkommen hos ham om at udgive et blad, der kæmpede for en sund kirkelig retning, idet han mente, at når hverken en præst eller vordende præst, stod i spidsen for bladet, faldt med det samme ovennævnte beskyldninger for at tale af egennytte bort, og derved var en væsentlig hindring ryddet af vejen for at bladets indhold kunne vinde gehør. Således var Dannebrog fremkommet, mest for at stille sig i gabet for præsterne, naturligvis for dem, der var værd at forsvare, men udgiveren kunne rigtignok ikke glæde sig ved at have mødt synderligt velvilje hos præsterne, idet de på få undtagelser nær, havde behandlet bladet med fornem ringeagt, ligesom Dansk Kirketidende ikke havde værdiget det mindste opmærksomhed. Ikke destomindre var bladet gået så småt frem, men det var rigtignok gået op for udgiveren, at skulle bladet nogenlunde løse sin opgave, måtte det også behandle skolesager, og derfor ville han gerne imødekomme den til ham rettede opfordring at åbne bladets spalter for skolesager; men måtte i så henseende erklære, at han ikke følte sig så hjemme i disse sager, hvorfor han måtte gøre regning på kraftig understøttelse med hensyn til bidrag til bladet, og når man da tillige ville virke til dets udbredelse, håbede han nok det ville gå. Høgsbro ville dog foreslå, at bladet om muligt skulle udkomme en gang ugentlig og da også befatte sig med politik, navnlig den danske sag. Han troede ikke bladet i sin nuværende skikkelse ville vinde synderlig indgang i Slesvig, hvorimod det af ham foreslået, kunne vente megen udbredelse i Slesvig.
Rigsdagsmand Kofod [Lucianus Kofod uddannet lærer fra Jelling i 1853, forstander ved Gedved Højskole fra 1854-56. Han oprettede Åkirkeby Højskole i 1856, red.] fra Bornholm ytrede, at der var to måder, hvorpå man kunne iværksætte den påtænkte plan: Enten kunne man låne hus i Dannebrog så længe til man kunne bygge sig et selv, eller man straks kunne forsøge at bygge sig selv et hus, idet man lod bladet straks udkomme som et ugeblad, spredte det i flere tusind eksemplarer over Danmark, Norge og Sverige; det måtte da omfatte alle spørgsmål, såvel kirke- som skole- og politiske forhold betragtede fra det grundtvigske partis synspunkt, det forekom ham som et særsyn, at et parti så stort og kraftigt som det grundtvigske, endnu ikke havde sig et eget organ til at udbrede dets anskuelser derhen, hvor det mundtlige ord ikke kunne nå; han tvivlede ikke om at planen, iværksat på denne måde, ville lykkes. Student Sørensen gjorde opmærksom på, at når et blad skulle vente udbredelse i Slesvig, måtte dens udgiver have særligt kendskab til de slesvigske forhold, eller stå i forbindelse med sagkyndige folk i så henseende. Udgiveren af Dannebrog måtte dog fastholde, at den sikreste vej til et heldigt resultat, var at lade Dannebrog gå i de klæder, det havde og så efterhånden som lejlighed dertil gaves, iføre sig de nye, med andre ord, kæmpe sig så småt fremad, og han håbede, når bladet fik nogen understøttelse, både med hensyn til bidrag og udbredelse, at det snart ville blive til, hvad man ønskede. Når bladet fik lidt mere udbredelse, kunne det udkomme 4 gange i stedet for hidendtil 3 om kvartalet, for samme betaling, og skulle han stadig have opmærksomheden henvendt på at udvide bladet så meget, som omstændighederne tillod det. Var den omtalte trang og kraft tilstede i det grundtvigske parti, hvad taleren ikke betvivlede, da måtte det nu være dens opgave at omskabe Dannebrog fra et kirkeligt månedsblad, til et dansk politisk ugeblad for kirken, skolen og menneskelivet. Kandidat Jensen fra Hindholm og Poulsen fra Dalby understøttede, hvad den sidste taler havde sagt, som den sikreste vej til at nå målet. Kofod og Høgsbro erklærede, at det naturligvis ikke var deres mening, at man skulle opgive, hvad man havde, førend man havde noget bedre, kun måtte de fastholde, at Dannebrog ikke, hvad de ønskede, det skulle, førend det blev et ugeblad, og tilbød navnlig Kofod sig at give bestemte ugentlige bidrag til bladet; hvorimod Høgsbro henledede opmærksomheden på ønskeligheden af, at Dannebrog alt ved forestående folketingsvalg til næste år kunne være så udbredt, at det kunne have nogen indflydelse på valgene. Efter at man gensidig havde lovet hinanden at virke hver i sin kreds for iværksættelsen af den omtalte plan, og navnlig Tang havde lovet udgiveren sin bedste understøttelse, hævedes mødet for at fortsætte mandagen den 6te, hvor da blev forhandlet: Lærer Hansens forslag til oprettelsen af en forening på Sjælland til friskolers fremme.
(Sluttes i næste nummer)
1860 Nr. 10
Dannebrog
Et blad til dansk folkeoplysning.
Lyset og livet de blomstre kun, frodigt og frejdigt på frihedens grund.
Den 15. oktober
Indhold: N.F.S. Grundtvigs tale ved friskolemødet i København – Friskolemøde i København, skolemulkter, Udenadslæsning, Balles Lærebog (fortsættes)
N.F.S. Grundtvigs tale ved friskolemødet i København.
Det er første gang, jeg har den glæde at få ordet i en samling af mænd fra flere sider i landet, som har ungdommens levende, fri og folkelige undervisning og oplysning for øje, og som hver i sin kreds arbejde til dette store mål, og da det ikke kan ske uden kamp og miskendelse, tænker jeg det kan tjene til opmuntring for dem alle, såvel som for mig, at selv i den dødeste tid jeg har oplevet, da jeg ligesom Jeppe på bjerget måtte knibe mig selv i næsen, for at blive vis på, jeg var levende, da (1824) følte jeg mig dog oplyst, drevet og styrket til at synge:
Forkynd at man snyde
forgæves sin prås,
for vidskabens dyder
at trykke i bås;
forgæves, når solen
alt synlig oprandt
man hvisker i skolen
det er ikke sandt;
om pråsen man tænder
i begge dens ender
man gør dog ej dagen til nat.
Ja medens jeg dengang under de eventyrligste billeder, spåede en åndelig opstandelse både i kirken og skolen, da lagde sig mere end jeg selv vidste både om den gamle skoles ulykke som
ikke vidste, at grunden
til skrift er i munden
men så den i vildgåsefjer!
Og om den ny skoles trøst:
Af munden vel ånden
udfoer efterhånden
men kom nok med ordet igen!
Først året efter var det, jeg klarlig så lys i kirken over Gudsordet og lys i skolen over menneske-ordet, begge i munden med ånd, som de eneste åndelige livs-kilder og livs-floder på jorden, medens selv hvad vi kalde de åndrigeste og livligste bøger, dog kun er udtørrede flodsenge, hvori vi vel, når vi selv føre ånden og livet med, kan spore både strømmens løb og styrke, men kan lige så lidt drikke deraf, som sejle derpå. Først nu kunne jeg da også gøre ren og ret skæl mellem skolen for livet og skolen for døden, som siden har været og er endnu den store anstøds – sten for alle dødbidere i skolen, som skønt de, efter egen bekendelse, udlede al deres visdom af ”det døde”, og optugter alle deres lærlinge til det samme, dog, ved en ligeså uundgåelig som latterlig selvmodsigelse, må stræbe at indbilde både sig selv og hverandre, at ”det døde” på en aldeles ubegribelig måde er den rette livskilde, så de, netop ved at indpode døden, forarbejder et splinternyt langt anderledes klart og fornuftigt, regelret og selvstændigt, menneskeliv, end som enten jøde, hedninger eller kristne (knap nok kinesere) har vidst at sige.
Da der nu, som vi alle af erfaringen må vide, mellem disse dødbidere i skolen, dog findes en del godmodige og oprigtige mennesker, som ikke vitterlig ville modsige dem selv og den klare sandhed om liv og død, så har jeg tænkt meget på, hvad det dog kunne være for en liv-skygge, de tog fejl ad og virkelig troede på, og jeg opdagede så omsider, hvad da egentlig følger af sig selv, at det var hvad de kalder deres liv og virksomhed i skolen, og som vi alle sammen, skønt det intet mennesks-liv er, dog i daglig tale, giver navn og titel deraf som skoleholder – livet med døden til døden. Så klart som det nemlig er, at i alle vore blæk-skoler: Læse-skoler, skriveskoler, regne-skoler, måle-skoler, eller hvad man kalder dem, fra de højeste til de laveste, ingenlunde arbejder for men imod det virkelige menneske-liv, både som hus-liv, folke-liv og borger-liv; ja både som timeligt og evigt liv til gavn og glæde for menneskenes børn, så kan og skal det dog ikke nægtes, at de, der i skolen for døden, med flid arbejder på at indprente og indskærpe ungdommen deres læsemåde, skrivemåde, regnemåde, tænkemåde, levemåde og dødsmåde, de arbejder virkelig på at gøre ligesådanne skoleholdere af den som de selv er, arbejder altså på at ”skoleholderne” i skolemester-stil, langtfra er uddø, skal om muligt udbredes over al jorden.
Hermed falder det mig ind, at en af vore digtere, har vittig nok ladet sådan en skoleholder med riset i hånden, synke ned til de underjordiske og siden mødes med sit udtrykte billede, som ligner ham fra top til tå, så de ved ikke andet at gøre med hinanden end at slås om, hvem der er den rette, og hvad ville der da blive af, når det lykkedes folk at gøre alle folk til skoleholdere, som ingen ville lære noget af, og som hverken kunne føde sig selv eller hinanden, men måtte slås på liv og død for at æde hverandre!
Men det sker aldrig, vil man sige, og Gudske lov! Derpå kan ingen være vissere end vi, som arbejder på skolen for livet, men for så vidt det lykkes skoleholderne for døden at forplante deres bedrøvelige liv, for så vidt spildes tiden og svækkes menneske-livet, i alle sine gavnlige og glædelige retninger, så skaden vil være ubodelig, hvor der ikke rejser sig en skole for livet, hvor skolemestrene med ånd og liv, hverken vil gøre ungdommen til sine genfærd eller sine bautastene, men ved at vække og nære alle de menneskelige livs-kræfter, opelske deres overmænd, der, som stående på vore skuldre se langt videre end vi, og stråler hver i sin kreds, og alle i deres folk med modersmålet i deres magt og friheden i deres skjold, at fremme og frede menneske-livet i alle dets gavnlige og glædelige retninger og lærer således altid bedre at kende og benytte det. Kunne denne skole nå sit øjemed, hos alle folk, da ville man se en menneskeslægt, klar over sig selv, der anvendte alle livskræfterne til fælles bedste, og satte deri sin højeste glæde, og skønt det desværre ej står til at håbe, så er det dog lige vist, at for så vidt som vor skole for livet har lykken med sig, for så vidt vækker, oplyser, gavner og glæder den menneske-livet i alle dens forhold, og det skal være dens ros, mens dagene vare, thi alle skoler er profeter, som skal kendes på deres frugter!
Friskolemøde i København
Den 4. – 6. august 1860
(sluttet)
[Se forhandlingsforslag side 1 punkt 3. Forslaget er stillet af lærer A. Hansen i Bjerre]
Forslagsstilleren holdt et foredrag, hvori han udviklede de vanskeligheder, almuelæreren havde at kæmpe imod, når han arbejdede på at indføre en friere og mere levende undervisning i sin skole. Disse vanskeligheder kunne dels rejses fra skolens foresatte provst og præst, dels fra børnenes forældre, som ved den lange bane, og ved selv at være behandlet på samme måde, havde sat sig så fast i den døde tvungne orden og opramsen af udenadslektier, at en levende fri, fri mundtlig undervisning og meddelelse forekom dem som en uorden. Imidlertid kunne der dog ved udholdenhed og det rette greb på tingene udrettes noget; men det frugtbareste stød i denne retning ville først oprettelsen af friskoler give, og derfor måtte han meget anbefale at fremme disse. Men for at dette kunne ske med kraft mente han, det var nødvendigt at understøtte dem i begyndelsen med pengemidler, og for at skaffe pengemidler til veje, var det han foreslog oprettelsen af en forening, som ved årlige bidrag , kunne skaffe fornødne pengemidler til veje. Kold, som havde nogen erfaring i dette stykke, ville meddele, hvorledes man havde båret sig ad på Fyn ved oprettelsen af slige skoler. Grundtanken for hans betragtning var at forældrene, navnlig mødrene burde selv undervise børnene, men da de ikke altid havde det rette greb derpå, så havde man sendt dem en hjælper, som dels kunne lære dem grebet, dels hjælpe dem med selve undervisningen. Disse hjælpere var slette og rette bønderkarle, som havde gået et halvt års tid på hans højere bondeskole, og som vedblev ved siden af deres lærerfag at udføre karlearbejde i den gård, hvor de fik ophold. Sagerne havde imidlertid i reglen stillet sig således, at disse hjælpere efter nogen tids forløb, havde udvidet deres virksomhed, idet man havde fra flere steder sendt dem deres børn til undervisning, og således var da de frie børneskoler fremstået, som efter talerens mening, desværre flere steder var blevet for store; thi han holdt i reglen på, at de små børneskoler var de bedste, da lærerens hovedopgave i de store skoler let blev at holde styr, hvorved det hjertelige forhold mellem lærere og børn bortfaldt, hvorhos børnene, når de kom så mange sammen, lærte hinanden uartigheder *)
*) [redaktørens holdningstilkendegivelse] Dette er rigtignok tilfældet i almueskolen, men herved er dog at bemærke, at undervisningen, der for det meste er mekanisk, tiltale børnenes følelse, hvor derimod undervisningen er levende, og således danner en modvægt mod den lejlighed som unægtelig gives til uartigheder, hvor mange børn kommer sammen, er faren vel mindre i så henseende.
Maler Olsen fandt dog ikke det ”desværre”, som den fynske taler havde udtalt på sin plads. At friskolerne havde udvidet sig var dog et tegn til, at de havde vakt deltagelse, og det var jo altid glædeligere end om de ingen havde vakt.
Kandidat Gjerløv [Kilder om ham er ikke umiddelbart tilgængelige, red.] havde derimod følt sig meget tiltalt af hvad Kold havde udtalt om de små børneskoler, da det også var hans overbevisning, at det hjertelige forhold mellem børnene og lærerne var hovedsagen, og at dette kun kunne finde sted i de små skoler. Han ville, til forsamlingens besvarelse opkaste det spørgsmål: Om selve undervisningen den være nok så levende, nok så kristelig, er i stand til at vække og fremkalde det åndelige liv hos barnet, eller om det ikke er den hjertelige omgang med barnet fra lærerens side og dennes eksempel, der fremkalder og vækker livet, hvorimod undervisningen, når den er allerbedst, dog kun formår at beskæftige barnets tanke og indbildingskraft? Kandidat Jensen [Hindholm] og Grove [Carl Grove var forstander på Marielyst Højskole fra 1859 – 1890, red.] samt maler Olsen gjorde her samtidig opmærksom på, at når apostlen skriver: ”Troen kommer af hørelsen”, så har han dermed besvaret det rejste spørgsmål derhen, at det må være det mundtlige hørlige ord, der virker livet, men da i det sammen pastor Grundtvig, som var indbudt til at overvære mødet, kom kørende, besluttede man at drøfte spørgsmålet videre i hans nærværelse.
Efter at Grundtvigs dejlige sang om modermålet var afsunget, og han selv havde holdt foranstående tale, optoges igen forhandlingerne, og Gjerløv fremsatte på ny sit spørgsmål, som Grundtvig besvarede derhen, at da indbildningskraften var den eneste evne, som var ret levende og virksom hos barnet, så, når undervisningen kun beskæftige denne, så havde den udrettet, hvad den formåede, og, som følge deraf kunne han heller ikke lægge den vægt på de små børneskoler, som Kold og Gjerløv, da skolen aldrig måtte indbilde sig, at den med hensyn til det hjertelige forhold kunne træde i forældrenes sted. Når børnantallet i en skole ikke var større, end de kunne høre, hvad der blev sagt, antog han ikke, det var for stort. Vanskeligheden lå da deri, at jo flere børn, der var til stede, desto større var sandsynligheden for, at der var flere børn, som var aldeles uimodtagelige for påvirkning ved levende mundtlig fortælling og meddelelse, som jo var den eneste måde, man i åndelig forstand kunne påvirke børnene; men at sådanne børn var til stede, kunne være tilfældet, om de var nok så få, som besøgte skolen, og derfor kunne han ikke lægge så stor vægt på tallet. Da den af kandidat Jensens stillede forhandlingsgenstand: Om friskolens og almueskolens stilling overfor hinanden, blev underkastet en slags anden behandling, ytrede Grundtvig: at når talen var om den almueskolens indretning, som efter hans mening var skolen for døden, da kunne der for friskolernes vedkommende, som jo skulle være skoler for livet, altså aldeles modsætninger til den offentlige, ikke være tale om nogen gå på akkord, eller samvirken, med mindre det blev indrømmet, at indretningen var aldeles forkert og forfejlet. Når talen derimod om friskolelærerens forhold til almueskolelærerne, da skulle det, som til alle mennesker, være så godt og venligt som muligt.
Da Jensen *)
*) Her er jeg [redaktør P. C. Olsen] gjort opmærksom på, at det egentlig er pastor P. Boisen, som stillede spørgsmålet: Om lærerne i almueskolen slet ikke kunne udrette noget godt, og bemærkede i den anledning, at hvis så var, måtte man jo anse pastor Svendsens, og sin tid Ludvig Møllers virksomhed for aldeles forfejlet, og da var det at kandidat Jensen stillede spørgsmålet, om man skulle råde fok fra at uddanne sig til lærere.
end yderligere stillede sit spørgsmål således; Kan læreren i almueskolen under de bestående forhold, udrette noget til virkelig gavn og glæde for de unge, og, skal man råde unge mennesker fra eller til at uddanne sig til lærere ved de offentlige skoler? Ytrede Grundtvig, at man skal hverken råde fra eller til, da det er så afhængig af forholdene, om der kan udrettes noget. Det kommer an på, hvorvidt man kan gå bort fra det givne og gå på egen hånd; skal man strengt rette sig efter reglerne og forskrifterne for det offentlige skolevæsen, var der vist intet at udrette til virkeligt gavn. Lærer Poulsen Dal erklærede, at af de seminarister, der var udgået fra Ludvig Møllers Seminarium, som han kendte, var der ingen som havde bevaret sin friskhed og sit åndelige liv, uden de følte sig højst trykkede, som lærere i den offentlige skole; de som befandt sig vel i deres stilling var gået aldeles op i det døde væsen. Andre tilstedeværende havde dog gjort glædeligere erfaringer i ovennævnte retning, idet de kendte levende lærere i den offentlige skole, som befandt sig meget vel i deres stilling. I det hele var man enig om, at skønt friskolerne var det bedste, kunne der dog nok udrettes noget godt i almueskolen, når lærerpladserne blev besat med kraftige selvstændige mænd, som havde øje for livet, så jo flere man kunne få af den slags desto bedre. Derfor var det også de rette dødbidere af præster og provster, som satte sig mod levende læreres ansættelse i den offentlige skole, hvad man flere steder havde forsøgt.
Ved eftermiddagsmødet blev lærer Hansens forslag om oprettelsen af en forening til friskolens fremme, som man var kommet bort fra om formiddagen, genoptaget, dog uden at en sådan forening blev stiftet. [Lars Frederiksen osv.]Kold rådede nemlig til at begynde så småt; se at få noget i gang der på egnen, prøve om interessen for sagen var tilstede, så man ville gøre noget for den der. Når således sagen var påbegyndt, og ikke kunne bære sig selv, var det tid at stifte foreninger. I Fyn havde man en forening, men den udrettede ikke stort. [Det må være Selskabet til Almueskolens Fremme, stiftet i 1858, red.]
Derpå blev Tangs forslag om udvidelse af eksamenkommissionens hverv, forhandlet. Tang ytrede: at på Ringstedmødet havde man foreslået, at friseminarierne skulle have ret til at holde afgangseksamen i lighed med statsseminarierne. Dette havde han modsat sig, men derimod ønsket, at eksamen blev ens, både for dem der havde nydt undervisning på seminarierne, og dem der havde nydt privat undervisning, og dertil sigtede det forslag, han her havde frembragt, som gik ud på at alle, som ville underkaste sig skolelærereksamen, skulle underkaste sig denne for kommissionen, uden hensyn til om de kom fra seminariet eller en privat anstalt. Maler Olsen havde forslaget straks tiltalt, fordi det stillede alle under lige vilkår. Han havde en mistanke om, at man kun nødtvunget havde opgivet eneretten for seminarierne til at danne skolelærere, og at man nu holdt sig skadesløs ved at stille fordringerne en god del højere til dem, der ikke havde været på seminarierne, for derved at gøre det vanskeligere for dem at få eksamen, og således i grunden bevare seminariernes eneret. Høgsbro mente dog, det var nødvendigt at se dem lidt strengt på fingrene, som privat indstillede sig til eksamen, da en del lykkeriddere sagtens ville forsøge sig i den retning. Han havde naturligvis intet imod, men måtte derimod ønske, at alle blev stillet under lige vilkår, uden hensyn til, hvor de havde nydt undervisning. Adskillige andre mente dog, at det var bedre om friseminarierne erholdt samme ret, som statens seminarier, til at afholde skolelærereksamen; som forholdene nu var, anså man dem for forkastelige.
Ved en ytring fra Tang, kom man ind på en sag, som var behandlet i fjor, nemlig: Om det ikke var ønskeligt, om friskolerne valgte dem selv en tillids- eller tilsynsmand, som kunne varetage deres tarv, indberette til regeringen, hvad denne ønskede at vide osv. Det var jo nemlig tilfældet flere steder, at regeringen havde forlangt, at provsterne skulle føre en slags tilsyn med de skoler, som begærede understøttelse, af de penge som rigsdagen bevilger til de højere bondeskoler, og kun på visse betingelser ville tilstå dem understøttelsen. Dette forhold, hvorved provsterne ligesom får en slags indvirkning på skolerne ønskede man forandret, og Høgsbro mente, det ved en bestemmelse i finansloven let kunne forandres, således at understøttelsen gaves i forhold til den deltagelse, som blev skolen til del af private. Adskillige andre, og deriblandt kandidat Grove ved Grundtvigs Højskole, måtte dog fraråde den tilsigtede forandring, da man ved selv at vælge en tillidsmand, forpligtede sig til at anerkende hans dom om skolen, hvad man nu ikke behøvede. Høgsbro måtte gentagende gøre opmærksom på, at meningen var ikke, at den valgte tillidsmand skulle ved sit skøn om skolen enten kunne gavne eller skade den, med hensyn til regeringens understøttelse, som skulle gives efter bestemte regler, så der var ingen fare fra den kant. Tang anbefalede forandringen.
Kold kunne ikke indse, at det foreslåede, gjorde nogen væsentlig forandring, ville regeringen nøjes med oplysninger om elevernes antal og bidragenes størrelse, for så at tilstå skolen understøttelse, kunne man gerne lade provsten give disse oplysninger. Høgsbro rådede da til at lade sagen hvile til næste år, hvilket forslag vedtoges. Efter at en slags anden behandling af sagen om udgivelsen af et blad var foretaget, hvis udfald alt er meddelt, hævedes mødet. Det blev enstemmigt besluttet at holde et lignede møde til næste år omtrent samme tid i København, og tilbød Tang, ligesom i år, at ville modtage hvem som ønskede det, og give dem kost og logi for 3 Mk, daglig, når de forud tilmeldte ham derom. Mødet havde været livligt og efterlod et godt indtryk på deltagerne.
Som nævnt i forhandlingerne vedrørende et blad/tidsskrift for friskoler, hvor P.C. Olsen erklærer sig villig til at løfte opgaven, bekendtgør han følgende i Dannebrog nr. 9:
Dannebrog vil fra næste kvartal udkomme en gang mere end tidligere uden nogen forhøjelse i prisen, og da det på et lærermøde blev vedtaget at gøre Dannebrog til organ for friskolerne heri landet, vil det især behandle derhenhørende sager. Bidrag bedes tilstillet udgiveren i Skælskør.
Om Dannebrogs historie
I Bibliografi over N.F.S. Grundtvigs skrifter, Gyldendals Boghandel, Nordisk Forlag, 1954, ved Steen Johansen bd. lll side 243, nr. 1266 står:
[Tale 6/8 ved Friskolemøde i København] Dannebrog. Et blad til dansk folkeoplysning. 1860 nr. 10, 15/10, side 1 – 3 (1)- talen synes gengivet efter manuskript.
I dagene 4. – 6. august var, på initiativ af seminariebestyrer Tang, en del friskolelærere og højskolelærere samlede i København for at drøfte friskolens tarv og stilling: Et referat af deres forhandlinger findes i anførte blad nr. 9 og 10 (15/9 – 15/10) Gr. talte på mødet mandag formiddag den 6. august; efter talen deltog han i den påfølgende diskussion med 3 indlæg, alle kort refererede i Dannebrog 15/10 i referatet af forhandlingerne; jvf også Carl Grove: Grundtvigs Højskole på Marielyst, 1881, s. 37 f.m. Referat af et af Grundtvigs indlæg.
Bladet Dannebrog har haft adskillige undertitler. Nedenstående redegøres for
undertitlerne: Kilde: Det Kgl. Bibliotek
Dannebrog Ugeblad for nordisk folkeoplysning.
Anden titel
Danebrog
Beskrivelse
Tidligere m.undertit.: Et kirkeligt folkeblad
Tidligere m.undertit.: Et blad til dansk folkeoplysning
Tidligere m.undertit.: Et kirke-, skole- og folkeblad
Tidligere m.undertit.: Et nordisk folke- og skoleblad
Udgiver
Skjelskør
(1) I ugebladet ”Dannebrog”, der udkom okt. 1859 – jan. 1863 og var redigeret af P.E. Olsen (fra okt. 1862 af Lucianus Kofod), aftryktes efter Fædrelandet eller Dansk Kirketidende enkelte af Grundtvigs digte og artikler fra disse år; disse aftryk er ikke angivet i nærværende værk
Birte Fahnøe Lund, transkriberet marts 2022.
