Lærerens nødvendige dogme-koncept! Artikel inspireret af bogen Trods mørkets harme. Jeg blev lærer.
Af Paw Møller Pedersen
Mennesket er ikke nogen abekat
”Men dannelse er det, der bliver tilbage, når man har glemt det, man har lært eller ikke fattede, for tilbage bliver formningen i mødet med lærerens personlighed. Den betyder alt.”
(Asger Baunsbak-Jensen, side 68)
I løbet af en læreruddannelse læses der meget. Mange lærebøger og artikler bliver det efterhånden til med årene. De studeres nøje, og giver den studerende indsigt indenfor både det pædagogiske og det didaktiske område, for desuden at tilføre en faglig ballast, så den kommende lærergerning derved gerne skulle være godt søsat.
Fagbøger har naturligvis sin ubetingede berettigelse i et uddannelsesforløb. Men i lige så grad bør også en anden genre vægtes og dermed have sin faste plads på den studerendes natbord. At henlægge disse udgivelser under én genre, er måske egentligt lidt misvisende, alene af den grund at de med hver deres forskellige hensigter, breder sig over et mangfoldigt område. Og dog. Hvis man alligevel skal rubricere dem under én hat må det blive Åndslitteratur. Det er skrifter som tilfører livet, og dermed også uddannelsen, en ekstra dimension.
Skrifter, hvor snakken om faglighed, pædagogik og didaktik ikke bliver de centrale omdrejningspunkter, med dertil hørende ængstelse for, hvor meget man endnu mangler at få has på som kommende lærer, men netop skrifter der indeholder en særlig ånd, den ånd der evner at give en mod på livet og lyst til at være lærer. Det er skrifter af bl.a. Grundtvig, af Kold, af Ebbe Kløvedal Reich, af Poul Engberg, af Johannes Møllehave, af Benny Andersen og af Asger Baunsbak-Jensen. Det er hos disse, at man mærker suset, suset af livsvisdom. Det er det sus man efterfølgende ånder ind – for derefter at have mod og lyst til at drage ud, ud i livet, ud i skolen.
Bogen Trods mørkets harme. Jeg blev lærer af Asger Baunsbak-Jensen tilhører ovennævnte genre og har givet mig inspiration til at skrive følgende:
”Mennesket er ikke nogen abekat, men et guddommeligt eksperiment” skrev Grundtvig i Nordens Mythologi fra 1832. Hvert menneske, der fødes er enestående. Hvorfor kunne man dertil spørge? Jo, fordi det enkelte menneske er det eneste, der kan leve det liv, det har fået. Ingen anden kan leve livet for det, lige så lidt som det kan leve andres liv. Det er hermed det enkelte menneskes opgave at leve dette liv ærligt og redeligt og ikke vende ryggen til det. Med andre ord kan man sige, at det gælder om, i modsætning til at tage livet af sig, attage livet på sig.
Grundtvig bruger aben som billede på, at denne jo kun kan abe efter det andre har gjort. Og det er præcist for ham den afgørende forskel mellem aber og mennesker. For mennesker er derimod nemlig i stand til at gøre det, der skal gøres. Og hvad er det så der skal gøres? Ja, det gives der ingen patentløsning på. Hvad det mere præcist består i, er hvert enkelt menneskes opgave at finde ud af.
Deri består eksperimentet!
Man kunne i denne forbindelse også lade dette eksperiment gælde for lærergerning. Hvad er det der lige præcis skal gøres som lærer? Ja, det gives der heller ingen patentløsning på. Det selvom regeringen med al magt forsøger at påtvinge en konform skabelon for nutidens lærertype, har vi dog stadig endnu muligheden for at eksperimentere. Det gør vi så igennem læreruddannelsen og forhåbentlig også videre frem i vores lærer liv.
Vi lokaliserer vores henholdsvise stærke og svage sider. Forsøger at gøre de stærke sider endnu stærkere og forsøger ligeledes at gøre de svage sider, om ikke andet så i hvert fald lidt, stærkere. Nogle områder dropper vi måske helt, de vil ikke makke ret – vi kan måske ikke rigtig komme over ens med dem.
Vi gør som elitesportsudøveren der hele tiden forsøger at vedligeholde og optimerer kroppens funktioner via den træning, som han/hun finder rigtig. Vi søger som lærer også videre af den vej hvorpå vi kan fornemme at kursen er rigtig. Fx det at afholde en morgensamling, giver ved gentagende gange rutine og den medfølgende erfaring heraf kan man så perfektioneres yderligere. Man har ligeledes i undervisningen eksperimenteret med form, indhold, formidlingen osv. og den erfaring man har opnået er jo aldeles givtig, mener man.
Og lad mig bare slå fast, at det er den da også. Men faren er, at man måske efterhånden i erfaringsberuselsens ureflekterede nirvana tilstand, kommer til den opfattelse, at man nu har fundet den gyldne nøgle. Den nøgle man har kæmpet så længe for at finde og som man nu tror kan låse op for hele lærergerningens mysterium. Den nøgle der nu gør en usårlig, gør en til et uigennemskydelig mur af opmagasinerede dyrt købte erfaringer. Nu har man fundet den – pyha det holdt hårdt. Der var måske alligevel en patentløsning!
Man kan i denne sammenhæng jo netop frygte, at man nu føler at have nået toppen. Har efterhånden sit på det tørre og dermed ikke behøver at eksperimentere mere, men måske højst blot at justere? Og hvad der er endnu værre, er de studerende, der næsten allerede inden de er ankommet til uddannelsesstedet, har besluttet sig for de fag som de vil undervise i, og derfor ser de resterende fag som uendelig ligegyldige. For derved at være så stærkt entydigt fokuseret på hurtigst muligt at blive verdensmester indenfor lige netop de fag.
Men er dette så enden kunne man spørge? Har man nu vitterlig fundet den endegyldige destination for udførelsen af lærerprofessionen og er man så færdig med at eksperimentere?
Til begge typer, både de færdig eksperimenterende og verdensmestrene, er der kun at sige: Det var dog en fattigmission at have! Både det at føle sig som færdig udlært og som verdensmester. Nej, nu er tiden netop inde til at eksperimentere. Eksperimentere på ny, eksperimentere omvendt, eksperimentere på hovedet, etc. Man har sandsynligvis glemt det legende element i det at eksperimentere? Man er blevet så målrettet i perfektionismens hellige navn.
I den forbindelse kan man godt komme til at tænke på det motto, som Peter A.G. Nielsen fra Gnags, fik fra sin svigerfar. Det lyder: ”Når din Palle perfekt bliver for fanatisk, så husk på din Lalle Ligeglad.” Nu kan ordet ligeglad godt isoleret set have en lidt negativ klang, men kigger man på mottoet holistisk synes jeg at det giver god mening. Netop det legende er vigtig, det at eksperimentere – at genopfinde sig selv på ny, og ikke bare køre erfaringsmæssigt videre af perfektionismens hellige vej.
Men det springende punkt er så hvordan man kan eksperimentere videre – genopfinde sig selv? Ja her er det at dogmebegrebet kommer ind. Når der tales dogme, kommer man unægteligt til at tænke på dogmefilm og i særdeleshed på Lars von Trier.
Men hvad var det, og er det, der har gjort dogme konceptet så livskraftigt? Det er netop Lars von Trier og hans dogme brødre og søstres eksperimenteren med sig selv som filmkunster. Og det er her at vi som kommende lærere kan hente inspiration. Med dogme konceptet, og dets ti forbud, er pointen: Lokaliser dine foretrukne virkemidler – og forbyd dem. Når man har prøvet den absolutte kontrol, er den eneste udfordring at jagte det forfejlede og det umulige. Det er afkaldetog kyskheden – der skal berede os til sandheden.
Det Lars von Trier gør her, er en selvvalgt beslaglæggelse af sine stærke sider. Han lægger så at sige benspænd for sig selv. Han står herefter nu i det åbne, og for at genvinde fodfæstet, skal han i den grad til at eksperimentere på ny. For at drage en parallel til lærergerningen, er det i denne sammenhæng ligeledes tidligere højskoleforstander Niels Højlunds påstand, at den bedste undervisning foregår hvor man ”underviser på kanten af ens formåen”. Man kan ikke bare som underviser læne sig tilbage og hoverende sige, at man kan klare enhver undervisnings situation, fordi man altid via sin alder og erfaring er et par skridt foran børnenes faglige kunnen. Nej man er nød til at være den første blandt lige for at kunne dannes sammen med dem, og netop dannelse er i denne sammenhæng helt central.
Dannelse har igennem tiden fået mange definitioner. Guldalderdigteren Meir Aron Goldschmidt definerede det: ”Som den udviklede evne til opmærksomhed”. Finn Thorbjørn Hansen tilføjer: ”Men en kærlig opmærksomhed, drevet af evnen til at holde af”. Netop det skal skolen. Skabe opmærksomhed på livet, eget liv som andres. Ryslinge Højskoles forstander Ole Kobbelgaard udtrykker det på denne måde til de nyankommende højskoleelever, om hvad han ønsker at de skal forlade skolen med: ”Det er væsentligt at du i højere grad, end da du kom, har fået øje på dig selv – men lige så vigtigt at have fået øje på andre”.
Netop for at denne opmærksomhed kan ske, finde sted, er det essentielt for børnene/studerende, at have mødt mennesker (lærere) der har turdet tage hele turen, at turde eksperimentere med sig selv – for derved selv at have fundet en større sandhed i sit (lærer)liv.
Netop mødet med en sådan personlighed er altafgørende for at skolen kan danne mennesker der tager livet på sig – sammen med andre. Og med forstander for Testrup Højskole Jørgen Carlsens ord: ”At skolen danner mennesker der er værd at være sammen med og som kan være sig selv bekendt”. Er dette så målet med skolen, og det mener jeg helt bestemt at det er, er det væsentligt at have lærere der som sagt hele tiden tør at eksperimentere med sig selv som menneske og ikke vender ryggen til livet, men netop tager det på sig.
Og hvis denne eksperimenteren får karakter af kun at være en justeren, ja så er det på tide på ny at få øje for LÆRERENS NØDVENDIGE DOGME-KONCEPT!
Paw Møller Pedersen
5. årgang
Den frie Lærerskole, Ollerup