“Erfaring lærer, at religions-forfølgelse ikke formindsker, men formerer splid og uenighed i et rige”.
Himmelspejl
Fra Aksel Bording har vi fået lov til at bringe uddrag fra bogen: “Himmelspejl”. I lektørudtalelsen fra DBC stod der: “Det mærkes tydeligt at valgmenighedspræsten fra Stevns, Aksel Bording, må være en dygtig fortæller, der samtidig også skriver godt, når han på 200 sider gennemgår menneskets åndshistorie fra oldtiden til i dag.
Med baggrund i sit folkelige skolearbejde giver Aksel Bording et engageret og interessant bud på et nyt dannelsesideal, hvor ånd og natur sammentænkes. Bogen giver samtidig et velfortalt overblik over den vestlige verdens åndshistorie fra oldtiden til i dag”.
En vurdering som undertegnede kan tilslutte sig. “Himmelspejl” er en faglitterær bog, der måske ikke læses ud i et stræk, derimod er det en bog, der giver meget stof til eftertanke, og den fortjener koncentration og fordybelse. Bogen kan lånes via henvendelse til Friskolearkivet samt i biblioteksvæsnet, og den kan købes via henvendelse til Aksel Bording på mail: ak.bording@gmail.com.
Venlig hilsen Lis Eriksen Toelberg