
Ifølge aftale med Rønnebæksholm bringer Friskolearkivet et afsnit fra Rønnebæksholms hjemmeside om Grundtvig og Rønnebæksholm.
Grundtvig og Rønnebæksholm
– Anna Marie Elise Carlsen Toft og Rønnebæksholm
Allerede mens Lise, Grundtvigs første kone, levede, havde Grundtvig knyttet et varmt venskab med den 30 år yngre enke Marie Toft, som efter sin mand havde arvet herregården Rønnebæksholm.
Marie opsøgte Grundtvig første gang i 1845 med den hensigt at forsøge at overbevise ham om fortræffelighederne ved den religiøse vækkelsesbevægelse, som hun selv var aktiv indenfor. Det lykkedes hende ikke; men de havde nogle gode diskussioner, hvorved de fandt ud af, at de snakkede godt sammen.
Kun ni måneder efter sin første kones død, giftede Grundtvig sig 25. oktober 1851 med Marie. Ægteskabet blev lykkeligt. Grundtvigs lyriske åre sprudlede på ny, og Marie lod bygge en pavillon i parken kaldet Venligheden – en gave til fordybelsen fra Marie til Grundtvig.
Men ægteskabet blev kort, idet Marie blev syg og døde allerede i juli 1854 kort efter at hun var blevet mor til sønnen Frederik, der blev Grundtvig og Maries eneste fælles barn.
Grundtvig var fra starten betaget af Marie, som var en livsglad og begavet dame. Han følte, at hun var hans jævnbyrdige, og at de to havde meget til fælles alle uenigheder til trods. Efter hendes død sank han – naturligt nok – ned i en dyb depression; men efter en tid vendte hans store livsenergi tilbage, og han kunne fortsætte med at arbejde.
Grundtvig har skrevet en del kærlighedsdigte til Marie, bl.a. følgende linier:
Tag mig heel og holden,
Som for dig jeg staaer,
Som Skjalden, saa Knolden
Med askegraat Haar,
Som Præsten, saa Branden
og Folkethings-Manden!
Jeg tager dig heel som du er!