Fortællingen er skrevet af Gertrud Friedrichsen, tidl. lærer på Lille Egede Friskole og blev fortalt første gang til ”Fællesfortælling” maj 2011 på Lille Egede friskole
Indledning
Nu vil jeg fortælle jer om en dreng, der blev født i Thisted i Jylland d. 29. marts 1816. På det tidspunkt var H.C. Andersen 11 år, men de kendte ikke hinanden.
Drengen hed Christen Kold og blev en meget berømt lærer i Danmark, da han blev voksen, og fordi han altid blev frygtelig søsyg, når han var ude at sejle, så er det hans skyld, at vi sidder her i dag og på en friskole! – men det vender jeg tilbage til, ellers må I huske mig på det, inden jeg slutter.
Barndommen
Christens far og mor var meget fattige, da de blev gift. Man siger, at de kun havde en ske at spise med, så de måtte spise på skift. Faderen arbejdede derhjemme som skomager(ligesom H.C. Andersens far!) og efterhånden som hans 6 børn voksede op, blev han mere og mere velhavende. Christen var den ældste, og tit var han drillesyg over for sine små søstre. Moderen havde givet dem et fingerbøl at lege med i sandet. De byggede oste med huller i. Han kom til at vælte de andres, og så gav hans mor ham en ørefigen(lussing) og sagde til ham, at han var en grim dreng.
Dog kunne det også ske, at hun i stedet for tog dem alle med hen på slagbænken og fortalte dem en af de få historier, hun kendte, og som de kunne ordret udenad, fordi de havde hørt den så tit, og kunne rette hende, hvis hun kom til at sige et ord forkert.
Når historien så var færdig, havde de glemt, at de havde været uvenner. De gik glade i gang med at lege igen.
Se, den virkning den fortælling havde på børnene, huskede Christen, da han senere blev voksen, og selv fik med børn at gøre.
Skolegangen
Han var ikke særlig glad for at gå i skole, for de skulle lære alting på remse, dvs. udenad, og han forstod ikke så meget af det, der blev sagt.
På den tid skulle alle børn lære om Gud og Jesus, og de fik en masse at vide om alt det, de kunne gøre forkert, og at Gud så ville blive vred på dem. Når de så skulle høres i deres lektie, måtte de ikke springe den mindste lille detalje over. De blev overhørt af læreren, og kunne man det ikke, fik man af spanskrøret eller tampen eller blev sat i skammekrogen.
En gang imellem kom der en præst for at kontrollere, om børnene lærte nok. De havde alle en bog, der hed Balles lærebog, en katekismus, hvor der stod forklaringer og spørgsmål til fx de 10 bud, trosbekendelsen og fadervor.
Eks. mine 2. klasser remser det fjerde bud op + forklaringer
Christen har selv fortalt, at han kedede sig vildt meget i skolen. Han syntes, at hans lærer var uduelig. Han kom tit i skole og var fuld, og Christen vidste, at han af og til besøgte en kvinde i byen for at få selskab, da han ikke selv var gift.
En dag havde Christen så sat sig ned og digtet en fræk sang om sin lærer. Alle de andre børn grinede og syntes, at det var sjovt, men da læreren opdagede, at det var Christen, regnede han nu med, at han skulle have sin straf.
Men der skete mærkeligt nok ikke noget. Da skoledagen var forbi, kaldte læreren på Christen og bad ham følge med. Han tog ham med ind i sit bryggers, lukkede døren og førte ham hen til en stige, der stod oprejst. Her bandt han Christen fast, og først sent om aftenen kom han og fik ham fri igen. Så mente han nok, at han ikke ville finde på sådan noget mere. Hvad hans forældre sagde, melder historien ikke noget om.
Der var derimod noget andet, som ikke kedede ham, og det var at gå på besøg hos de folk i gaden, som var gode til at fortælle spøgelseshistorier eller eventyr. Det nød han. Han syntes altid, at lyset skinnede særlig klart og at kaffen smagte bedre i de huse, hvor der boede gode fortællere.
Skomagerlære?
Da Christen var 11 år, mente hans far, at han skulle begynde at hjælpe ham på skomagerværkstedet, så han kunne blive skomager efter sin far en gang, når han blev voksen. Christen var ikke særlig god til det med at holde på værktøjet, så hans far skældte ham ud og sagde: Du bliver ikke til noget i verden, du er komplet uduelig og et værre skrog.
Han spurgte så sin mor: Er det rigtigt, at jeg ikke kan lære nogen ting, jeg synes da ellers, at jeg er den dygtigste i skolen?
Moderen svarede: Du er god nok, min dreng.
Men da der var gået halvanden dag i skomagerlære, kom hans mor om eftermiddagen kl. 3 og tog ham ved hånden og trak ham op fra bænken og sagde: Kom min dreng, du skal ikke være skomager.
Så sagde hans mor, at når han ikke kunne blive andet, så kunne han blive skolemester(lærer).
Hun brød sig ellers ikke meget om degne(skolemestre), for hun havde ikke meget tilovers for de uduelige lærere, der var i skolen. For som hun sagde, det var alle dem, der ikke kunne noget andet, der blev lærere, og når de blev gamle, så blev der slået melgrød op på væggene med søm, som de så kunne gå og slikke af. Det var den tids efterløn!!
Hun var lidt aparte, lidt sær og havde ikke så meget med de andre folk at gøre.
Omgangslærer
Da han var 15 år og konfirmeret, fik hans mor en gammel provst til at få ham ansat som omgangslærer lidt uden for byen hos bønderne. Det betød, at han skulle gå på omgang hos bøndernes børn for at lære dem især Balles lærebog udenad. Da han stod over for disse børn og deres forældre første gang, så de ned på ham, fordi han jo kom inde fra byen.
Først vidste han ikke rigtig, hvad han skulle sige, for han opdagede også, at nogle af børnene var meget større end han selv. Christen var selv ret lille og splejset. Han var noget bekymret og havde måske allermest lyst til at løbe skrigende væk fra det hele, men så tog han sig sammen og tænkte, at det her skulle han klare. Han besluttede sig for at holde en tale for dem.
Han sagde: ”I er meget større end jeg, og hvis vi skulle komme op at slås, så er jeg helt sikker på, at I nemt kan banke mig. Men jeg er ikke kommet for at ville slå jer, og derfor håber jeg også, at I ikke vil slå mig. Men I vil snart finde ud af, at jeg er klogere end jer, og hvis I er kloge, så skulle I tage og benytte jer af det og lære noget af mig”. På den måde gik han så i gang med at holde skole for dem.
Når der var frikvarter, kunne børnene løbe ud og lege og bl.a. spille kegler.
Han havde vældig lyst til selv at spille med (-I må jo huske på, at han jo selv kun var 15 år!), men man havde sagt til ham, at det ikke var så godt, hvis han spillede med, for han skulle jo helst virke som voksen og have børnenes respekt. Alligevel skete det en dag, at en rar mand, der boede overfor, opdagede, at han alligevel spillede kegler med drengene. Han kom så over til Christen og bad ham om at følge med.
Nu får jeg nok skældud, tænkte Christen. Han bød ham indenfor, blev bænket ved bordet og fik kaffe. Så sagde manden til ham: – Du skal ikke spille kegler med skolebørnene. Men du må komme op i min gård i middagsstunden, så skal min søn, som er konfirmeret, spille med dig.
Christen blev glad og forundret og svarede: – Jamen det er ikke nødvendigt, jeg kan godt lade være med at spille, når det skal være.
Men den venlige mand sagde: ”Nej, såmænd kan du ej, min dreng, det ville da være synd for dig. Men tror du, at jeg ville forbyde dig noget uden at give dig noget andet i stedet”.
Christen syntes, at det var helt fantastisk at opleve. Tænk hvilken kærlighed og forstand, den mand var i besiddelse af!!
Huslærer
De næste 3 år er han så huslærer for nogle børn på en herregård. Han bor på gården, og om aftenen sad han tit i folkestuen sammen med karlene og pigerne, og der læste han op for dem af Holbergs komedier og lod dem lære nogle roller udenad. Det syntes de, var vældig morsomt. Christen opdagede i hvert fald, at de i den grad havde behov for at opleve noget, også at høre om andet end den alvorlige kristendom, som de jo havde skullet lære udenad, da de i sin tid gik i skole. Han opdagede også, at de tilsyneladende ville lytte til ham, så et eller andet måtte han da kunne.
Seminariet
Da han blev 18 år, skulle han så gå på seminariet i Snedsted, som ligger lige uden for Thisted. Hans far havde lagt lidt penge til side til både ham og de andre børn. Dengang var der ikke nogen bank og børneopsparing eller lignende, men faderen havde stillet 6 kobberkedler under sengen, hvor han så gik og puttede lidt penge i til hvert af børnene, så der var noget til dem, når de skulle rejse hjemmefra.
Så nu kunne Christen komme på seminariet og lære at blive lærer.
Der var bare den ene ting, at han skulle til en optagelsesprøve. Han skulle ind og tale med forstanderen, der hurtigt fandt ud af, at Kold ikke kunne særlig meget af Bibelen og de ting, som var vigtige at være bekendt med.
Han virkede ikke genert og talte frit ud om at han kendte en del til Holberg og havde læst nogle af hans teaterstykker.
Forstanderen og en anden præst, der var til stede rystede fortvivlet på hovedet af ham den lidt aparte fyr, de havde over for sig.
Dog blev de enige om at optage ham, fordi han var så underlig!
Den første tid
Han kom til at sidde helt bagerst i klassen (det var de dummeste, der sad der). Det syntes han ikke selv var retfærdigt, for han syntes selv, at han da var lige så klog som de andre.
Det gik slet ikke for ham på seminariet. Han forstod slet ikke, hvad der blev talt om, og han var ved at miste modet og give helt op. For at live ham lidt op, købte hans far et flot ur til ham. En dag, da han var i kirke og hørte forstanderen prædike, blev han klar over, at han nok slet ikke kunne kalde sig kristen, altså at tro på Gud, så nu var den først helt gal.
Opdagelsen
Så skete der i mellemtiden noget, der totalt ændrede ham.
En dag var han til et gudeligt møde, hvor der var kommet en foredragsholder fra Fyn, Peder Larsen Skræppenborg, som skulle fortælle om Vorherre. Han var meget spændende at høre på, og Kold blev klar over, at det han sagde om Vorherre var helt fantastisk. Han sagde nemlig, at Gud elsker alle mennesker. Sådan. Ikke noget med, at man skulle frygte ham og være lidt bange for ham. Kold havde altid troet, at Vorherre var sådan en slags politibetjent, der holdt øje med, om man nu gjorde noget forkert og så ville straffe en. Men nu hørte han pludselig det lige modsatte – at han kan lide alle mennesker. Det vil jo så sige, at han også kunne lide ham!! Gud var der kun for at sørge for, at menneskene levede godt og blev lykkelige. Christen blev fuldstændig vildt glad. Tænk, at han altså var god nok, han skulle være tilfreds med sig selv, for Gud elsker alle mennesker.
Man kan roligt sige, at det forandrede ALT for ham fra nu.
Han vidste simpelthen ikke, hvilket ben, han skulle stå på, så glad var han.
Han gik ud i byen til sine venner og fortalte dem om sin opdagelse, og folk kiggede lidt sært på ham og tænkte, at han vist ikke var rigtig klog, men andre hørte roligt på ham og lod ham være. Det sårede ham faktisk, at man syntes, at han havde mistet sin forstand, men senere da han læste i Bibelen om Apostlenes gerninger og om pinseunderet, blev han klar over, at det også var gået dem som ham. Han var altså en kristen!!
Ordets betydning
Det, der havde fået ham overbevist, var en mand, der med sine egne ORD havde kunnet få ham til at føle, det han nu følte. Ligesom han i sin tid havde oplevet, at hans mor, når hun fortalte historier, kunne få børnene glade igen, også med ORD.
Så Kold besluttede fra nu af, at det VAR det, som han skulle beskæftige sig med, altså at være en lærer, der fortalte, brugte sine ord til gøre mennesker glade, at oplive børn, så de ikke kedede sig i skolen.
Altså blev han på seminariet for at blive uddannet, for nu var hans mål her i verden: AT GØRE HJERTERNE GLADE MED DET BUDSKAB, AT GUD ELSKEDE MENNESKENE.- AT FORTÆLLE FOR FOLK, HVAD DER KUNNE GIVE DEM LYST TIL AT LEVE.
AT HJÆLPE DEM MED AT FÅ MENING MED DERES LIV. – AT OPLIVE DEM.
Kæresten
På seminariet havde han lært en ung pige at kende, Else, som han blev kæreste med. De fulgtes ad til dans og sammenkomster og var meget glade for hinanden. Efter at Kold havde opdaget sin fantastiske opdagelse, ville nogen nok kalde ham for hellig. I hvert fald ville han ikke længere gå til fest, og han ville også have, at Else skulle holde op. Men det ville hun ikke, og så måtte det desværre gå, som det gjorde. De måtte skilles, og det var meget hårdt. Kold glemte hende aldrig og giftede sig først med en anden, da han var 50 år gammel.
Han har senere fortalt det sådan her til sine unge på højskolen:
Når en far ser sit lille barn på gulvet med en skarp kniv i hånden, så vil han ikke lade barnet beholde kniven, fordi han tænker, at barnet kan komme til skade med den. Han tager derfor kniven fra barnet. Barnet vil selvfølgelig straks begynde at græde, men lidt efter lidt vil gråden holde op og barnet er i live. Sådan gør Vorherre også tit og ofte over for ganske unge mennesker, der har fået en kæreste, som han ser, vil ødelægge deres liv, fordi de ikke passer sammen. Den unge vil jo nok skilles fra sin kæreste med gråd, men vil også siden hen få at se, hvordan hans bedste liv netop på den måde blev bevaret. Fra nu af fyldte hans åndelige liv hele hans liv.2 år senere fik han sin eksamen, og han fik arbejde på Mors.
Problemet var bare det, at han begyndte at samle folk til gudelige møder, og det var ikke noget, man brød sig om blandt præster og øvrige myndigheder. Så han kunne ikke få noget fast lærerjob på grund af det.
Sønderjylland
Derfor søgte han væk fra Thy og kom til Sønderjylland i en lille landsby, der Forballum.
Han blev huslærer hos en rig bonde, og nu skulle han så bo der og undervise hans børn i Balles lærebog, dvs. de skulle kunne det hele udenad. Han syntes, at det var synd for børn, at de skulle terpe alt, det som de ikke forstod et muk af. Især var der en pige på 10-11 år, der hed Maren, som han kom til at holde meget af. Hun havde rigtig svært ved at lære sine lektier, og de andre stod altid og ventede på hende, når de skulle ud og lege i frikvarteret. Hun prøvede igen og igen, græd og var ked af det, og det gik Kold sådan på, at han spurgte sig selv, hvorfor egentlig man skulle lære alting udenad. Det kunne da ikke være Guds mening, at de børn, som han havde sat på jorden for at elske dem, skulle lide sådan.
terperiet eller remseriet var jo kun for at præsten ville konfirmere dem.
Betydning
Kold spekulerede meget over det, og pludselig fik han en løsning. Hvad nu, hvis han fortalte bibelhistorien for børnene i stedet for ligesom når han fortalte eventyr. Mon ikke de så kunne lære Balles lærebog alligevel. Da han først var kommet i tanker om, at det var en løsning, kunne han næsten ikke vente, til det blev morgen, før han skulle afprøve, det på børnene. Så han begyndte med at fortælle dem om Josef og hans brødre, og straks kunne Maren genfortælle det hele næsten ordret, og han blev så glad. Gud havde nu vist ham den måde, han skulle undervise på.
Han blev sådan ved et stykke tid, og Balles lærebog blev lagt til side.
Så skete der det en dag, at de skulle til eksamen, dvs. at børnene skulle overhøres af præsten. Det gik meget godt, men da en af dem blev bedt om at læse et stykke i bogen, fandt han ud af, at de slet ikke brugte nogen bog. Kold måtte så fortælle, hvordan han havde lært børnene det, som de kunne, og det gjorde han, fordi han ikke kunne se nytten af remseriet.
Men præsten sagde, at han var ligeglad med, om det var til nytte eller ej, Kold skulle bare lære dem Balles lærebog udenad ligesom alle de andre lærere gjorde.Men Kold svarede, at det ville han ikke, og det blev så indberettet til biskoppen, som bad Kold om et møde, hvor han kunne forklare sig.
Biskoppen måtte indrømme, at Kold var en klog mand og nok kunne klare at lære børnene det samme som de andre lærere, men hvad skulle de andre så, hvis de ikke kunne fortælle som Kold. Kold svarede: ”Hvad kommer det mig ved?”. Biskoppen svarede, at alle jo skulle være ens. Det kunne Kold ikke fatte, for som han sagde, hvis der var 99 skomagere i en by, der lavede dårlige støvler, skulle så den ene, der kunne lave gode støvler, også lave dårlige støvler, for at de kunne blive ens. Jamen det bestemmer loven jo, sagde biskoppen. Ja, så må De se at få lavet en så tosset lov om, sagde Kold.
Smyrna
Som I nok kan høre, stod Kold på sit, og til sidst måtte han stoppe som lærer, da ingen ville bruge ham, når han ikke kunne indordne sig.
Han vidste ikke, hvad han nu skulle gøre, han tænkte på at rejse til Amerika, men en dag fik han tilbuddet om at følge med en præstefamilie til Tyrkiet som hustjener og lærer.
Inden da havde han udlært sig som bogbinder, og det levede han af det meste af de 5 år, han var i Smyrna.
Han tjente en del penge, som han sparede op, og da han skulle hjem til Danmark igen, fik han tilbud om at sejle hele vejen igennem Middelhavet og op igennem den engelske kanal med et dansk skib.
Men da han på vej ned til Tyrkiet skulle sejle noget af vejen, var han blevet så frygtelig søsyg, at han ikke havde lyst til den lange sejltur hjem.
Men hans kat kom med om bord, og så tog han ellers selv over land. Han kom til Triest i Italien, og derfra gik han resten af vejen hjem til Danmark med en lille trækvogn til at have sine få ting i.
Da han kom hjem, ville han hente sin kat, men fik så at vide, at det skib, som katten var med, var forlist, og alle var druknet. Tænk, hvis han ikke havde været så slem til at blive søsyg og var sejlet med??!
Denne udenlandstur lærte ham 3 ting, nemlig at være sparsommelig, at alle mennesker på hele jorden er Guds børn og en stor familie og at tie, når det var bedst, at han ikke blandede sig.
Hjemme igen
Da han kom hjem igen i 1847, meldte han sig til soldat i 3-årskrigen, men nåede aldrig at komme med i krigen. Han havde fået fat i Ingemanns historiske romaner og Grundtvigs verdenshistorie, og det satte ham i gang med at læse om Danmarks fortid, da danskerne endnu var et stolt folk med troen på sig selv.
Derfor besluttede han, at han ville være med til at vise de unge, hvad det danske folk kunne være stolte af. De skulle oplyses om, at de skulle være en del af folket og ikke bare lade de lærde bestemme.
Han ville holde skole for voksne, hvor han ville fortælle dem om alt dette. Han ville lære dem at blive selvstændigt tænkende væsener, der skulle opdage, at de tilhørte et folk, det danske folk.
Den første højskole
Han talte med nogle af sine venner om det, og det endte med, at han kom til Fyn til Ryslinge, hvor han gik i gang med at bygge sin første højskole for unge karle.
Desværre havde han ikke penge nok selv, så han måtte gå rundt og samle penge ind.
Han fik et godt råd om også at henvende sig til Grundtvig i København for at få støtte, for Grundtvig havde jo også haft planer om skolen for livet.
Kold var sparsommelig, så han gik hele vejen fra Korsør til København for at spare billetten.
Han besøgte også Grundtvig, som gav 50 rigsdalere, og det blev skrevet på listen, så alle andre kunne se, at når han havde givet et beløb, så kunne andre roligt gøre det samme.
Kold fik bygget sin højskole, der skulle køre om vinteren, men i begyndelsen kom der næsten ingen. Man syntes, at det var mærkeligt, at man skulle bo og spise på skolen og betale for det. Men efterhånden fandt flere og flere ud af, hvor fantastisk Kold kunne fortælle og tale med dem om alt. Han spurgte dem bl. a. om, af hvilken grund Vorherre havde skabt hele den store verden med al den indhold af både dyr, fugle og fisk og træer og planter og så det allerbedste, nemlig mennesket, som var skabt i Guds billede. Hans svar lød: Det havde han gjort af kærlighed til menneskene for at vi rigtig skulle være glade for livet.
Så snart var huset for lille, og han måtte flytte den til Dalby ved Kerteminde, hvor han også fik startet den første frie børneskole i 1852.
Det var nu ikke ham selv, der underviste børnene, men en af de unge mænd, som havde været en vinter på Kolds højskole, og som Kold anbefalede at gå i gang med friskolen. Han mente, at der var vigtigt at lade børn være børn i deres barndom og lade dem beholde deres fantasi ved at fortælle eventyr, legender og historier for dem og ikke remse og terpe noget, de ikke forstod et kvæk af.
Senere måtte han igen flytte for at bygge større og nu var det Dalum ved Odense, og det blandt andet fordi han så var i nærheden af den nye jernbane. En af hans unge karle kom en dag over til Kold for at spørge ham, hvad han skulle gøre. Han syntes, at det Kold fortalte, var helt fantastisk, men bagefter kunne han ikke huske noget af det.
Levende ord
Kold siger så: Når vi lægger drænrør i jorden, sætter vi mærkepæle, for at vi kan finde dem, når de skal ses efter. Sådan er det også med de døde kundskaber, som kun taler til forstanden. Men sår vi korn, så behøver vi ikke sætte mærkepæle. Det kommer jo op, det er levende, det gror. Således er det med alle de ord, som vi har hørt og er blevet rørt af i hjertet. De kommer frem, når tiden er moden, og vi har brug for dem.
Diderik Johansen
En af de elever, han havde på højskolen hed Diderik Johansen. Han var en af de dygtigste elever, han havde, og ham sendte Kold over til nogle folk på Lille Egede gården på Vestsjælland. De havde bedt Kold om gode råd i forbindelse med at oprette en friskole, og Så kom Diderik hertil. Han blev her i 37 år.
Det brev, som Kold skrev til Diderik om at tage herover, har vi stadig bevaret her på Lille Egede Friskole. (Vis brevet og læs det op).
Kold havde sagt, at Diderik netop ville være en god mand at sende herover. Diderik sagde, at det ville han ikke, for folk på Vestsjælland sover. Jamen, sagde Kold, så er det netop derfor, De skal tage derover og vække dem, oplive dem.
Da Kold var 50 år i 1866, giftede han sig med en ung pige på 22 år, Ane Kirstine. De fik 2 små piger, men allerede 4 år efter i 1870, d. 6. april døde Christen Kold af en mavesygdom, kun 54 år gammel.
Inden da blev han i 1866 indbudt af Grundtvig, som da var 83 år, til et stort vennemøde i København, hvor næsten 1000 mennesker var mødt op for at høre denne lille sære skolemand fortælle om sit liv og hvorfor han kom i gang med at blive folkeoplyser.
Til forskel fra Grundtvig, som jo skrev en fantastisk masse bøger, har Kold næsten ikke skrevet noget. Han var ordets mand.
Men en ting har han dog skrevet og det er et lille hæfte om børneskolen.
Desuden en lille bog Lille Mis – om Guds forsyn og hjælp i nøden, når den er størst
Gertrud Friedrichsen, lærer på Lille Egede Friskole fra 1977-2011, lod sin sidste fællesfortælling i maj 2011 handle om skolemanden Christen Kold og hans liv og gerning, der fik så stor betydning for oprettelsen af friskolerne i Danmark, herunder også Lille Egede Friskole. Lydhørheden under Gertruds fortælling var stor, og Gertrud afsluttede med at overrække en gave til skolen, som souschef Ursula Fiedler og skoleleder Anny Bakmand pakkede ud og hængte på plads ved siden af N.F.S. Grundtvig. (Forud for fællesfortællingen havde Gertrud aftale med skolens pedel, Jan Laursen, at sømmet til Kold-billedet var slået i væggen, så Christen Kold kunne komme på plads i Valhal – samlingssalen på Lille Egede Friskole, hvor der hver dag året igennem afholdes morgensang.).
