Med Anordning af 29. juli 1814 for almueskolevæsenet blev der reelt indført skolepligt i Danmark. Anordningen gav ganske vist forældre og værger ret til at sørge for deres børns undervisning, men i praksis blev denne ret kun givet til det bedre borgerskab og andre velstående personer. Anordningens bestemmelse herom lød: Forpligtelsen til at lade Børn eller Tyende søge Almueskolerne, bortfalder for dem, som ved en Student, seminaristisk oplært Skolelærer, eller på anden Måde, således drage Omsorg for deres Børns, Myndlingers eller Tyendes Undervisning, at Amtsskoledirektionen, efter indhentet Oplysning fra Sognecommissionen, finder anden Skolegang for disse ufornøden.
De Stærke Jyder havde tilkæmpet sig en særrettighed i 1839, der anerkendte, at netop deres undervisning gjorde skolegang i almueskolen overflødig, og Christen Kold kunne i 1852 uden problemer få sin børneskole anerkendt, da han jo var seminaristisk oplært skolelærer. I Trunderup havde gårdejer og folketingsmand Jens Jensen autoritet nok til at afvise henvendelser fra myndighederne, men det må betragtes som en sjælden undtagelse. Almueskolerne blev derfor jævnligt omtalt som tvangsskoler, og det grundtvigske parti ønskede efter 1849 af samme grund enhver lovgivning om børneskolen ophævet. Så vidt ønskede flertallet i Folketing og Landsting dog ikke at gå, og med lov af 2. maj 1855 blev undervisningspligten indført. Den tillod forældre selv at drage omsorg for deres børns undervisning, når de ved de halvårlige eksamener kunne godtgøre over for skolekommissionen, at de besad samme grad af kundskab og færdighed i de foreskrevne undervisningsgenstande, som børn af samme alder opnå i skolen. Loven indeholdt imidlertid ingen specifikke krav til lærernes uddannelse, og dermed var det pludselig muligt for forældrene at få børnene undervist hjemme eller i små hjemskoler, som de oprettede i fællesskab for at få råd til at aflønne en person, de fandt egnet. Det var præcis her, at Christen Kold fik stor indflydelse, da han påtog sig opgaven at forberede personer fra det praktiske hverdagsliv til at undervise. Loven blev derfor efterfølgende omtalt som friskoleloven, men i nyere tid bliver dette ofte misforstået, hvorfor skolefrihedsloven må anses for en bedre betegnelse.
Som omtalt blev loven hurtigt taget i brug blandt forældre med rod i forsamlingsvækkelsen, men skolekommissionerne tolkede i vidt omfang loven som et krav om, at hjemskolernes undervisning skulle gennemføres identisk med almueskolens. I de ældre friskolers historie indgår det næsten som et fast punkt at beskrive, hvordan forældrene måtte kæmpe mod myndighederne for at få lov til at indrette undervisningen efter egne ønsker. Især religionsundervisningen gav anledning til sammenstød, idet sognepræsterne i spidsen for skolekommissionerne forlangte udenadslære fx af skriftsteder og katekismus. Når sagerne blev behandlet hos centrale myndigheder, fik den lokale instans som regel medhold, men friskoleforældrenes sammenhold afholdt dog oftest de lokale skolekommissioner fra at tage drastiske skridt. I stedet måtte man finde sig i alskens chikanerier og håbe på, at sognet snart kunne få en mere omgængelig sognepræst. Mindre stærke friskoler indrettede sig efter skolekommissionernes krav, men enden på det hele blev, at problemstillingen blev rejst i Folketinget og førte til vedtagelse af loven af 30. september 1864, der gav friskoleforældrene ret til at vælge en præst uden for sognet til at føre tilsyn med faget religion. Dette skridt kunne ende med, at en række forældre løste sognebånd til en anden præst for at opnå et forstående tilsyn, og dermed havde friskoleforældrene fået mulighed for at afvæbne præsters uønskede indblanding i deres skole. Loven indeholdt desuden en ret til at få den halv- årlige såkaldte eksamen holdt hjemme på egen friskole, hvis den havde mindst 10 elever.