I fem små artikler fra 1967 tager Pædagogisk Orientering fat på Christen Kolds pædagogik, hans tid og hans indvirken på skolen.
De fem artikler er:
Manden og tiden af seminarielektor B.B. Lillelund
Person og pædagogik af førstelærer J. Hagemann
Kolds pædagogiske teori af professor Carl Aage Larsen
Formidlingen af Christen Kolds pædagogik af praktikleder Harald Sørensen
Hvad har Kold at sige nutiden af J. Hagemann
I ‘Manden og tiden’ beskrives den tid og den skole der løber forud for Kolds ideer. Det er både forandringerne i det danske politiske landskab, vækkelser og Rousseau. I skoleloven af 1814 opfattes barnet som kirkens og statens ejendom. ‘Det skal opdrages til at være en ærlig kristen, et religiøst menneske og til at være en god samfundsborger’.
Kold mener, derimod at barnet er hjemmets, og det er hjemmet der har ret til at vælge den opdragelse, som det kan stå inde for. Og det kan gøres ved at vælge en fri skole, vælge læreren.
Men dermed mener Kold ikke, at hjemmet bestemmer metoden. Det gør læreren, og Kold forlader som bekendt udenadslæren for at bruge fortællingen. Som det nævnes i artiklen, så er Kold bestemt ikke modstander af Balles lærebog, men han vurderer, at man kan blive en god kristen uden at skulle lære den udenad.
Fortælling alene var ikke tilstrækkeligt ifølge Kold. Det handlede om at tale til børnenes hjerter – ikke kun deres fantasi, som hans bekendt højskoleforstander Ernst Trier blev foreholdt efter at have undervist Kolds elever – ganske vellykket ifølge ham selv.
Artiklen ‘Person og pædagogik’ beskriver underholdende Kolds tid som lærer for proprietær Lillelund i Koustrup. Han var 15 år, da han begyndte, og 18 da han sluttede. Proprietærens anbefaling af Kolds undervisning af hans tre børn er med i bogen:
’… til min største tilfredshed og fornøjelse. Hans opførsel og sæder i min tjeneste har været gode.’
List senere er dog nævnt, at Kold mente, at gårdens ansatte fik for lidt i løn. Det blev ikke modtaget helt så positivt af proprietæren. Mere begejstring vakte det, når Kold læste op af Holberg for de andre på gården.
Trods mange tilløb er det stadigt vanskeligt helt at præcisere Kolds pædagogik:
‘Han ville give mennesker glæde, han ville give dem kristentro, han ville få dem til at tro på ‘Danmarks lykke’ og til at arbejder derfor, så godt som man efter fattig lejlighed kunne.’
Kolds personlighed er derimod nævnt flere gange, og i ‘Formidlingen af Kolds pædagogik’ mener forfatteren, at den grundtvig-koldske skole i nogen grad mangler respekt for elevens egen personlighed og dermed ikke har kunnet undgå ‘at ødelægge spirer til ægte menneskelighed’. Det kan være vanskeligt at forholde sig til fra en nutidig synsvinkel, men forklarer måske hvorfor Kold i modsætning til Grundtvig der klart foretrak at undervise voksne, gerne ville undervise unge elever i efterskolealderen, hvor de var modtagelige::
’18-års alderen er storslyngelsalderen og allerede mere uimodtagelig for poesiens indtryk …. hovederne og hjerterne er allerede fuld.’
At Kold har indflydelse på dagens pædagogik synes indlysende, og det er ikke uinteressant, hvordan man så på ham i 1960’erne. Der er ikke de store landvindinger i denne lille bog, men den er ganske underholdende.
Christen Kold
Pædagogik
Johannes Hagemann, Carl Aage Larsen, B.B. Lillelund, Harald Sørensen
Pædagogisk Orientering 4
Redaktion: B.B. Lillelund og Harald Sørensen
106 sider
G.E.C. Gads Forlag
1967
Birte Gam-Jensen