Kunstnernes produktion er en funktion af Kunstkøbernes (= den herskende klasse) sociale Position.
Denne lille bog er interessant af flere grunde. Dels fortæller den om, hvordan det kulturelle segment endte med at blive bourgeoisiets kvinder – hvad det vel lidt groft sagt også er i dag? – og dels er der her en ny opmærksomhed på den kapitalisme, som ikke siden har været til at styre:
Den nye Maalsætning – Forretningens Trivsel der tager magten fra manden, så han må bruge al sin tid på produktion og vækst: Nu Mennesket, Kapitalisten, Bourgeoisen i denne Svikmølle? Han er Hjernen i en uhyre Maskine, hvis bestandig voksende Omfang og Tempo binder ham fastere og fastere til det umættelige Væsen, der lukker sine Jernkæber bestandig haardere om den ulykkelige, læger bestandig mere Beslag på Ofrets fulde Tid og Kraft.
Og hermed bliver hans hustru den moderne kulturbærer i kraft af ydre omstændigheder. Societydamen har ressourcerne og tiden til udstrakt selskabelighed, og hun er derfor nærmest henvist til udover en beskeden husførelse og børneopdragelse at beskæftige sig med litteratur og kunst – en dannelse der er nødvendig, hvis hun skal kunne begå sig i selskabslivet. Det er hendes sociologiske artsbestemmelse, og hun er socialt forpligtet til at sætte sig ind i den nyeste ’problemlitteratur’: Pearl S. Bucks fremstilling af kinesisk mentalitet, Thomas Manns billede af jødernes stilling, Aldous Huxleys analyse af det intellektuelle England og Falladas af det borgerlige Tyskland.
Forfatteren er i øvrigt ikke så venlig i sin fremstilling af kulturbæreren:
Vi saa jo, at Society-Damen netop var en Dame med Interesser, omend uden virkelig Interesserethed.
… og han konkluderer videre – men måske ikke helt retfærdigt? – at kærlighed til historien er had til ideen, en tanke hvorfra det er let at svinge sig ind på klasseskel, og hvorfor vore dages (stadig 1934) betalingsdygtige publikum nyder Tannhäuser, men negligerer Laser og Pjalter. Herfra og med udgangspunkt i det Peter P. Rohde let hånligt betegner som psykologisk litteratur påviser han, hvordan individualismen netop er vokset frem i denne periode.
Peter P. Rohde foredrag rummer mange guldkorn og en del harske bemærkninger til mennesker der tager for let på livet eller litteraturen. James Joyce får derimod et imponerende skudsmål for sine nye former og nye virkemidler, og Rohde kalder Strawinsky for Musikkens Joyce og Picasso for malerkunstens Joyce.
Foredraget slutter med en kraftig henvisning til Hitlers Tyskland, og minder os endnu engang om, hvor i verdenshistorien vi befinder os, og hvorfor tilbageblik kan være værdifulde – og hvorfor kraftfuldt sprogbrug er værd at se nærmere på også i dag:
Da Baggesen dansede litterær Kankan på Bastillens Ruiner, var han med til at trampe det ned …
Litteraturen og Bourgeoisiet
Peter P. Rohde
Indledningsforedrag til Diskussion i B. M. F. den 7. marts 1934
48 sider
Udgivet af Den danske Boghandler-Medhjælper-Forening
Birte Gam-Jensen
