Jørgen Bukdahl var dansk kulturskribent og litteraturkritiker og har udgivet mere end 40 værker om litteratur samt egne digte og noveller. Væsentligst er nok hans litteraturkritik, og interessant bliver det, når han går tæt på sammenhængen mellem liv og digtning hos de enkelte.
Jørgen Bukdahl er farfar til Lars Bukdahl – de etablerede anmelderes enfant terrible. I tretten kapitler analyseres værker af tolv store, nordiske forfattere med vægt på at finde en sammenhæng mellem digtning og eksistens – ledeordet er ’erkendelse. De tolv forfattere er de nordiske nobelprismodtagere: Lagerlöf, Hamsun, Undset, Halldór Laxness, Johannes V. Jensen og Henrik Pontoppidan. Karl Gjellerup der delte nobelprisen med Pontoppidan er ikke omfattet. Herudover er det Falkberget og Lie samt fra tidligere århundreder: Tegnér, J. H. Kellgren, Alexis Kivi og H. C. Andersen. Bukdahl begrunder ikke hvorfor det netop er de nævnte digtere, der er udvalgte, men man må medgive forfatternes store betydning for litteratur og omverden, og læsningen afslører da også, at de alle står højt på Bukdahls liste over favoritter.
Bukdahl gennemgår baggrunden for Selma Lagerlöfs to hovedværker – hendes verdensberømmelses fundament: Gösta Berlings saga og Jerusalem med vægt på Lagerlöfs projekt, hendes skildring af retfærdighed, og hvor hun placerede sig i tiden: Hørte hun til nyromantikken, eller tilstræbte hun humanistisk moralisme? Det svarer Lagerlöf aldrig selv på, og i det Bukdahlske perspektiv er Lagerlöf først og fremmest en fortæller, der med megen reflektiv møje kan gøre det naive og elementære tilforladeligt.
Om Hamsun – der i øvrigt fylder to kapitler – skriver Bukdahl, at han spiller på sin digtnings store grundmotiv: Forstillelse som nødværge mod en tilværelse der bød på sult, hovmod, humbug, svindel, kærlighed, død. Med til Hamsuns historie hører naturligvis hans forventning om, at Det nye Tyskland, nazismen, havde samme idealer om nøjsomhed og arbejdsomhed som han selv. En holdning der som bekendt pådrog ham fædrelandets vrede. Den fordampede siden, og Hamsuns ry som Norges største digter blev genetableret, selvom hans mangel på social omsorg for sine medmennesker også er en af de sten, der er blevet stående. Her sammenligner Bukdahl ham unådigt med modsætningen Johan Falkberget, der i sine værker anspores af harme på vegne af samfundets hårdest ramte.
Sigrid Undset er realist og iagttager – og lader sig ikke standse af illusioner og drømmerier, og hun tillader heller ikke sine hovedpersoner at få opfyldt deres drømme. Det bliver tragisk, når man ser hvor mange af hendes heltinder, der bevæger sig mod selvmordet – eksempelvis Jenny i bogen af samme navn. Bukdahl tager fat i Olav Audunssøn i Hestviken, der må bære alle de tragedier Undset selv var udsat for – en sand afprøvning af hvor meget et enkelt menneske kan tåle. Bukdahl kalder dette værk for nordisk eksistentialisme, men dybere og mere rystende end noget værk af Sartre.
Laxness, Islands hidtil eneste nobelprismodtager i litteratur, kommer også under kærlig behandling. Fremhævet bliver især Laxness’ forhold til ironi, og en sådan er der måske også tale om hos Bukdahl, når han omtaler mormoner som en afart af religiøst hedenskab.
Bukdahl udlægger Det genfundne Paradis og peger på Laxness’ spidsfindige angreb på borgerligt hykleri og bogens ironisk-patetiske stil. Bukdahl er en begejstret fortæller, og det er let at lade sig medrive. Med sine mange superlativer bliver teksten ofte bliver lidt tung, men ind i mellem er der guldklumper til metafor-samlingen, som da … disse mennesker, der i det genfundne paradis må gøre illusionerne til en barket hud for at holde den grå virkelighed ude.
Det genfundne Paradis refereres omhyggeligt, hvorimod Selma Lagerlöfs Gösta Berlings saga trods varm omtale afskrives som umuligt at referere.
Det er lidt spændende med Bukdahl, man får noget nyt i hvert kapitel, men man kan ikke på forhånd vide hvad.
Forgyldning og svinelæder
Jørgen Bukdahl
178 sider
Gyldendal
Udgivet 1966
Birte Gam-Jensen
