Refsvindinge Friskole, elev Alexander, 8. klasse
Mit navn er Alexander, jeg går i 8. kl.
Jeg bor i Nyborg, og spiller fodbold, træner fitness, og kan godt lide rap.
25/3/2020: Onemanshow
Det var i dag jeg skulle have været inde og se Nikolaj Stockholms Onemanshow med Malte, men det er selvfølgelig også aflyst. Jeg føler ikke, jeg laver andet end at spritte mine fingre af og lave lektier. De dage her går langsommere, end jeg følte dagene til juleaften gjorde, dengang jeg var lille.
23/3/2020: Pressemøde
I eftermiddag er der indkaldt til pressemøde… Mon de forlænger den her Lock Down til efter påske?
Ja det gjorde de så, og så kan jeg trille tommelfingre i 2 uger igen. Men jeg kan alligevel ikke lade vær med at tænke på, hvilken slags hverdag det er, vi vender tilbage til. Jeg er også bekymret for mine bedsteforældre, hvis de bliver smittet. Ville de kunne klare det? Det eneste gode ved alt det her corona er, at klimaet klarer sig langt bedre, og man ser sin familie lidt mere på en anden måde en førhen.
22/3/2020: Måske forlænget nedlukning
Jeg kan høre min mor og far snakke om, at de tror, at denne her nedlukning af Danmark måske vil blive forlænget. Hvilket jeg også tror, nu hvor de har taget det så seriøst. Jeg tager musik i ørerne og går ud og slår græs, i det mindste, er vejret da godt.
19/3/2020: Alt er aflyst
Alt føles tomt og træls, vi skulle have været sammen med vores venner i morgen, det er aflyst. Mine grandkusiner skulle være kommet i over morgen, det er også aflyst. Mine forældre skulle sågar også have været til koncert, hvilket også er aflyst. Gad vide om tingene nogensinde bliver normale igen, og hvor lang tid det kommer til at tage. Jeg sidder, og tænker tilbage på dengang da danskernes største problem var, at der ikke var Tinka nissehuer nok. Nu har piben fået en anden lyd.
17/3/2020: Lange dage
Dagene begynder at smelte sammen, det er svært skelne dem fra hinanden. Om det er fredag, eller mandag er jeg for længst stoppet med at holde styr på. Vi skulle have spillet fodbold kamp mod Esbjerg i søndags, men det er selvfølgelig aflyst.
Kontakten til andre mennesker end min familie er meget lille, jeg savner mine venner. Håber vi kan komme i gang igen efter de her to uger? Selvom vi har kortere skoledage, end vi plejer, føler jeg, de er dobbelt så lange. Tiden snegler sig afsted, og lektierne kommer der kun flere af; de hober sig op.
13/3/2020: Første tanke
Min første tanke da jeg hørte, at Danmark skulle lukke ned, var fedt, ferie og jeg kan sove længe i morgen. Hvilket jeg senere blev klogere på… For jeg skulle nemlig lave 6 timers lektier hver dag, og man må ikke se sine venner eller spille fodbold.
Langsomt er der gået rutine i dagene, og jeg går tur hver morgen, tidligt, med min familie og vores hunde. Når jeg så kommer hjem, når jeg lige at børste tænder, før skolen begynder. Jeg starter så med at åbne min computer og tjekke mails fra mine lærer, og jeg begynder at lave lektier.
Imens man sidder der, tænker man på, at det nok hurtigt er overstået, og det måske bare lige er de to uger her, og så bliver alt normalt igen.
Men alligevel bliver jeg lidt bekymret, når jeg ser, hvordan virussen spreder sig ude i verden, og de stigende dødstal. Man håber bare på, at Danmark ikke bliver lige så hårdt ramt af det, og samtidig tænker jeg, det går nok, grænserne er nu blevet lukket.
Men gør det nu det? Det kan kun fremtiden vise.