Sæby Hallenslev Friskole, elev Emil Melchiorsen Jensen, 6. klasse
Hverdag i Coronatiden i Danmark
Det er en mærkelig tid – denne Coronatid. Jeg har aldrig prøvet sådan noget før, og det har voksne heller ikke. Jeg ved ikke, hvad der sker og de voksne siger, at de heller ikke ved det.
Jeg skulle have været i skole, været til badminton og været sammen med mine venner, men nej. Nu har jeg en ny hverdag, som ikke er, som det plejer, og jeg har lavet et skema til mig selv. Jeg kalder det coronaskemaet.
Jeg vågner kl 7.00. Jeg har til opgave at vække min lillesøster kl 7.00. Min mor og far er taget på arbejde, så jeg skal vække Karoline. Min mormor eller morfar henter Karoline kl 8.00 og kører hende i skole.
Min mor skriver hver dag en morgenhilsen, hvor der står, hvilke opgaver jeg har i løbet af dagen – det kan være tømme opvaskemaskine, samle æg hos hønsene give hønsene mad eller gå tur med vores hund Nala.
Bagefter spiser jeg morgenmad, og det man nu plejer at gøre om morgenen. Så lægger jeg mig og ser noget tv indtil kl. 9, hvor vi får tildelt vores nye lektier. Jeg kan også godt finde på at sidde og lave lektier fra om morgenen.
Vi får opgaver mandag og onsdag af vores lærere. Så sidder jeg og laver
dem i nogle timer. Jeg sidder gerne og laver opgaver fra kl. 9.00-13.00, men hvis jeg ikke kan opgaverne, så venter jeg på, at min mor kommer hjem, og så hjælper hun mig med det, jeg ikke kunne finde ud.
Jeg kan bedst lide at få mine skoleopgaver overstået med det samme, så det er tit, at jeg laver så meget, som jeg kan. Jeg kan så måske være færdig med alle opgaver torsdag kl 14.00, og så kan jeg holde fri fredag.
Jeg tænker også på, hvornår vi kan få set vores venner igen og være sammen med dem.
Jeg føler, at man ikke kan lige så mange ting, som da vi gik i skole. Nu er de fleste jo bare hjemme og laver opgaver og skoleting.
Min mor og far er på arbejde og min lillesøster er i skole. Hun går i 3 klasse. Alle børn i Danmark fra 0.-5. klasse skal være i skole.
Jeg kan godt lide, at mig og min familie har mere tid sammen, end da Danmark ikke var lukket ned og før Corona.
Mig og min familie er meget aktive og elsker at være udenfor. Min far og jeg er ude i vores nye værksted og reparerer ting. Vi er derude i hverdagen og i weekenden.
Jeg rider sammen med min mor og lillesøster hver onsdag, så det er dejligt. Vi har mange ting at lave hjemme på vores gård, og jeg hjælper med mange ting.
Når vi skal have købt ind, så er det mest min mor, der køber ind. Mig og Karoline må ikke komme med, det har vores statsminister Mette Frederiksen sagt – at så få mennesker er ude og handle som muligt, så min mor har sagt, at børn ikke må komme med ud og handle.
Når man er meget hjemme og lave skoleopgaver, kan man tage en frysepizza til frokost og sidde og spise lidt slik. Det kan man selvfølgelig ikke gøre, når man er i skole. Og man kan også være lidt længere oppe, end da skolen var åben.
Min familie, eller nogen jeg kender, er heller ikke blevet smittet med corona, så det er mega godt, og det er jeg glad for.
Da jeg fik af vide, at vi ikke skulle i skole i 14 dage så tænkte jeg først, at vi havde fri i 14 dage, – men så fandt jeg ud af, at vi fik opgaver til at lave hjemme.
Men nu, hvor vi har været hjemme i næsten 6 uger, så er det lidt trist, at man ikke kan se sine klassevenner, og dem man møder på skolen.
Da jeg så fik at vide, at elever fra 0.-5. skulle i skole, og at 6.-9. måske skulle i skole den 11. maj, så fik jeg næsten et chok over, at vi skulle være hjemme i så lang tid igen. Jeg savner meget mine klassekammerater og skolen. Jeg kan bedst lide at blive undervist på skolen. Og at blive undervist af ens lærere på skolen. Jeg savner, at man med det samme kan få hjælp af ens lærer i skolen, hvis jeg går i stå, og så savner jeg det sociale.
Jeg bruger mere tid foran min computer. Vi har mange opgaver, som skal løses ved computeren, og så spiller jeg mere end før Corona. Mange af mine venner spiller computer, så vi er på en måde sammen, når vi spiller sammen.
Jeg tror, at der går noget tid endnu med, at vi skal holde afstand, og at der ikke må være mange mennesker samtidig. Vi skal lære at leve på en ny måde.
Hvad Corona tiden har lært os, så er det respekt for hinanden, og at vi skal og kan stå sammen, når der er brug for det. Men også at tingene ikke altid behøver at være, som det plejer. At ting kan forandre sig, også uden man kan gøre noget ved det. Jeg har også lært, at man skal hjælpe hinanden, og at man skal passe godt på syge og ældre mennesker. Vi har passet godt på min mormor og morfar.
Jeg håber, at Coronatiden vil gøre os mennesker klogere, så vi sammen kan leve mange år sammen endnu.