Sæby Hallenslev Friskole, elev Oliver Bredgaard, 6. klasse
Min corona hverdag
Min hverdag starter med at jeg vågner, går jeg ned og spiser morgenmad. Det er for det meste noget guldkorn eller sådan noget lignende. Derefter ligger jeg og kæler lidt med mine hunde, og nogle dage går jeg også en tur med dem.
Efter det går jeg op på mit værelse og spiller computerspil med nogle af mine venner. Vi spiller alle mulige forskellige spil. Hvis jeg har lektier for, så laver vi dem tit samtidig, så vi kan hjælpe hinanden, hvis der er noget vi ikke forstår.
Jeg har også her under coronakrisen købt en ny cykel. Så jeg har kørt mange kilometer. Indtil videre har jeg næsten kørt 75 km på 5 dage. Når jeg kører har jeg 2 ruter. Den 1. rute går fra mit hus og ud til Granzovsmindevej, for der kan man få rigtig god fart på ned af bakken. Den anden rute går igennem Hallenslev ud på Søvejen, for der kan man se ud over Tissø. De 2 ruter er tilsammen ca 12½ km. Når jeg kører tilbage fra begge ruter, kører jeg forbi min skole, hvor der tit er elever fra de mindre klasser.
De små klasser startede onsdag d. 22. april.
Når jeg har cyklet går jeg op og spiller igen.
Nogle dage skal jeg slå græs og det går virkelig langsomt! Fordi vores havetraktor er rimeligt gammel, så man kan ikke køre for hurtigt på den. Så når jeg kører og slår græs, sidder jeg og skriver med mine venner for at få tiden til at gå lidt hurtigere. Jeg sidder også og hører musik imens jeg slår græs.
Spørgsmål
Er din hverdag skemalagt, så du ved, hvilke opgaver du skal gøre hvornår?
– Nej min dag er ikke skemalagt, jeg gør bare lidt det der passer mig.
Er det hele din familie, der er hjemme for tiden?
de- Nej det er det ikke. Min mor er startet på arbejde igen (Hun er frisør) og min far arbejder sammen med sine venner i et hus de har købt og renoverer det.
Hvordan er det at være sammen med din familie?
– Jeg føler ikke rigtigt at der er nogen forskel fra før corona tiderne, så det føles ret normalt
Hvordan får I købt ind har du ændret spisetider, måltider og madvaner?
– Vi får købt ind ved at en af mine forældre tager op i Brugsen i Høng og køber ind. Vores måltider har ikke ændret sig.
Beskriv et par gode ting ved din nye hverdag – og et par ting der er svære
– En af de gode ting er, at jeg kan sove så længe jeg vil, og at man ikke har bestemte tidspunkter, man SKAL lave sine lektier. De ting der er sværere med denne hverdag er, at man ikke får set alle sine klassekammerater.
Er der nogen i din familie, der har været smittet af corona?
– Nej der er heldigvis ikke nogle der er blevet smittet af corona.
Hvad var din første reaktion, da du fandt ud af at du ikke skulle i skole i mindst 14 dage og senere da aftalen blev forlænget til 11.maj?
– Først tænkte jeg, at det var fedt, for så kunne man være længere oppe osv. men efterhånden er det blevet rimeligt kedeligt, når ikke man må se sine venner.
Hvordan holder du kontakt med dine kammerater?
– Vi sidder og snakker over Discord og spiller sammen.
Hvordan der dit onlineforbrug? Bruger du mere eller mindre tid? Hvorfor?
– I starten brugte jeg mere tid foran skærmen, men efter jeg har fået min cykel er jeg meget mere ude i det gode vejr.
Tror du, at coronatiden fremover vil ændre den måde vi lever på?
– Jeg tror ikke at det kommer til at ændre rigtig meget, men der er nok lidt ting hist og her, som folk tænker mere over end før corona.
Har vi mon lært noget af coronatiden?
– Vi har lært at holde mere afstand.