Sæby Hallenslev Friskole, elev, Sarah Sk. Jonassen, 9. klasse
Dage med corona
Coronakrisen har fuldstændig taget fat i Danmark, og det mærker alle vist i vores hverdag. Lige pludselig skulle vi alle sammen ændre den måde, vi lever på. Det ved jeg mange har haft svært ved, inklusiv mig.
Min hverdag ligner slet ikke sig selv længere, og det føles lidt mærkeligt. Jeg har ikke været i skole siden midten af marts, så jeg er hele tiden hjemme, som i hele tiden. Det er vel også sådan, det burde være, men det kan altså gå mig lidt til hovedet. Ikke langt inde i karantænen kunne jeg mærke, at jeg blev helt skør af bare at sidde indenfor. Derefter er jeg begyndt at prøve at gå ture. Dog er det ikke altid, at jeg lige får det gjort, men jeg prøver at gå ture sammen med min mor, når vi skal lufte vores hund. Mine forældre er nemlig hjemme og på arbejde som de plejer, men jeg ser dem stadig mere nu, når jeg selv er hjemme. Det er rart.
Jeg nyder at se min familie mere nu. Jeg har oplevet en del ensomhed i månederne op til coronakrisen, så for mit vedkommende er det dejligt at være omgivet af min familie hver dag. De tager selvfølgelig stadig på arbejde, men ligesom alle andre nyder jeg også at være alene en gang i mellem, men lige på det punkt, kan jeg mærke at karantænen har hjulpet mig i den rigtige retning.
Jeg ved mange har det ligesom mig. Mange har haft brug for en ”pause”, og selvom det ikke lige var sådan en pause ,vi regnede med, ved jeg, at den nok har gavnet en masse personer mentalt – men hos andre er den nok gået dem lige til hovedet. Det er underligt, hvordan folk kan reagere så forskelligt. Nogle ser det som en pause, mens andre nok flipper fuldstændig ud. Sådan er vi jo så forskellige. Desuden er det nok dem som flipper ud, som egentlig passer bedst på sig selv i det lange løb.
Ja, for lige pludselig skal vi alle passe på os selv og andre, langt mere end vi plejer. Coronakrisen har sat nogle tydelige begrænsninger på, hvad vi kan lave, og hvem vi kan lave det med. Det kan godt være svært at mødes med venner og veninder, hvis man ikke er i samme husholdning, eller bor tæt på hinanden. Normalt ville jeg jo bare lige tage en tur ud og shoppe med mine veninder, derefter på café og en biograftur til sidst. Sådan foregår det ikke længere, overhovedet. Stort set alt er lukket. Jeg kan godt gå udenfor og tage indtil byen, men hvad i alverden ville jeg så lave der? Cafeer holder lukket, det samme med centre og biografer. Nu kan man gå en tur med sine venner, og det er vidst også det eneste, man kan efterhånden. Jeg ses stadig med nogle af mine tætteste veninder, dog kun en ad gangen.
Der er nemlig også forbud mod at mødes i store forsamlinger – og tro mig, det synes jeg også der burde være. Det synes de fleste. Men der vil altid være mennesker, der bare vil sige ”Nu må de sgu styre sig.” til regeringen og deres regler. Jeg synes, forbuddet giver god mening, selvom det ikke er særlig sjovt. Smittefaren er temmelig stor, da mange ikke engang er klare over, at de har coronavirussen, så at mødes i store forsamlinger, lyder som en dårlig ide. Men det har også stået i vejen for flere begivenheder, store som små. Roskilde festival er blevet aflyst, det gik ud over mange, både alle som havde købt billet eller skulle arbejde der, men også alle artisterne, der skulle havde spillet. Mindre ting såsom min fødselsdag blev også aflyst – sammen med mange andres selvfølgelig. Min fødselsdag er midt i april, og der var karantænen jo stadig godt i gang. Nu ”tvinges” man lidt til bare at holde noget ekstremt småt med de tætteste familiemedlemmer, men ja, sådan er det jo. Jeg kan udmærket forstå alvoren i vores situation, og jeg klager ikke over, at min fødselsdag blev aflyst. Men jeg kan derimod sagtens se, hvorfor folk bliver skuffede over ting såsom Roskilde festival. Jeg tror, og ved, at det er for det bedste.
Mange nye regler er kommet til. Hold afstand. Vask hænder, hele tiden. Handl én ad gangen osv. Hjemme hos mig følger vi de fleste af alle de nye regler, der er kommet til. Det med afstanden kan være lidt udfordrende, når man bor sammen, men mange andre regler har vi taget i mod med åbne arme, og prøver at overholde dem, så godt vi nu kan. F.eks. handler vi kun én ad gangen nu. Det gjorde vi også meget førhen, men det er helt klart blevet forstærket. Nu tager vi ikke længere en ”hyggetur” til Bilka eller lignende. Nu går én af os hen og handler, og det er det. Det er ikke noget, som jeg som sådan tænker over, men jeg kan sagtens se det smarte. Det er svært at holde afstand, hvis alle tager 2-4 personer ad gangen ud for at handle. Mange har overholdt denne regel, men jeg tror bestemt også, at den er blevet brudt et par gange. Folk ser jo på vores situation forskelligt. Nogle mener nok regeringen overdriver, mens andre tager alle disse regler dybt seriøst.
Man får en del mere tid på hænderne, hvilke godt kan virke lidt overvældende. Jeg ved mange, igen inklusiv mig selv, havde svært ved at håndtere al den tid lige pludselig, og meget af den, ja, den blev spildt.
Folk bruger tiden meget forskelligt. Nogle går nok og bekymrer sig som bare pokker. Det er vel forståeligt nok, for de fleste af os har aldrig oplevet noget lignende dette. Jeg prøver dog på ikke at bruge al min tid på bekymring. Faktisk, som mange andre, prøver jeg at ”glemme” hele denne coronasituation. Jeg ved godt, at det er vigtigt, at vi tager situationen seriøst, det gør jeg også, men det behøver altså ikke at være det eneste, jeg hører eller snakker om, fra jeg vågner til jeg går i seng.
Jeg prøver gerne at distrahere mig selv med forskellige aktiviteter, såsom at træne, male eller spille musik. Som jeg nævnte, er mange begyndt at gå ture, og det gør jeg vel også selv en smule.
Dog har jeg set en masse personer som f.eks. lægger videoer ud på YouTube, med overskriften ”50 ting at lave i karantæne”. Det er altså blevet et stort, ja nærmest fænomen, at folk keder sig. Mange af os er skoleelever, så vi har selvfølgelig nogle lektier at se til, men vi har jo også andet, vi godt kunne tænke os at bruge vores tid på. Jeg tror folk keder sig, bare ved tanken om alt det, de ikke må lige nu. F.eks. at tage ud og spise, tage i forlystelsesparker, eller endda bare at holde konfirmationer.
Jeg har virtuel undervisning nu, ikke i form af zoom – endnu i hvert fald – men jeg får tilsendt opgaver, som jeg skal lave og sende tilbage til mine lærere. Det er anderledes, og ret ubehageligt hvis jeg selv skal sige det. Jeg er ikke god til bare at gå i gang, hvis jeg f.eks. ikke sidder i et klasseværelse eller i nærheden af en lærer. Først tænker jeg ”Du har massere af tid, den skal ikke afleveres før fredag!”, og derefter bliver mine tanker til ”Okay du har stadig 4 dage endnu, det er vel rigeligt.” og før jeg ved af det bliver de tanker lavet om til ”Den skal afleveres i morgen! Gå nu i gang!”. Jeg ved, at jeg ikke er den eneste, som går og udsætter tingene, eller lektierne. Jeg tror denne ekstra tid vi pludselig har, giver folk en fornemmelse af, at de ”sagtens kan vente lidt” og ”der er masser af tid”, og det kan vi jo blive ved med at tænke, for vi har jo hele dagen i morgen. Men i morgen flyver af sted, og her står vi alle med stress op til halsen.
Stress er blevet en stor del af manges hverdag. Jeg har set det flere steder på de sociale medier. Både stress over ting man måske ikke når, men også stress over hele vores situation. Folk bliver ved med at sige, at denne tid bliver en kæmpe historisk begivenhed for senere generationer, hvilket lyder skræmmende. De har jo selvfølgelig ret. Børn i 2070 sidder sikkert i historietimerne og læser om 20’erne og starter hårdt ud med ”den gang coronavirussen kom til”. Jeg forstår det godt, for det er utroligt det, som sker omkring os. Folk bliver syge, og nogle dør, af noget vi ikke engang helt med sikkerhed ved, hvad er endnu, eller hvordan vi helbreder det. Det lyder alt sammen meget overvældende lige nu, og især fordi ingen af os ved, hvornår vi får mulighed for at gå tilbage til vores savnede ”normale” hverdag.
Alle kan blive testet for corona nu. Sådan plejede det ikke at være. Men efterhånden hører jeg om folk nær mig blive testet. Min papfar blev testet den 5. maj. I dag er det den 6., og vi venter stadig på resultat. Han er selv overbevidst om, at han har haft det. Det er mærkeligt at tænke på. Nogle kan blive ramt af corona ekstremt hårdt, og endda resulterer ved døden, mens andre slet ikke opdager det. Det er mærkeligt. Jeg tror mange ikke indser hvor slemt corona er. De siger bare ”Det går nok hvis jeg får det, jeg er ung og frisk. Mig sker der ikke noget med.”, og det kan de også muligvis have helt ret i. Men mange glemmer smitterisikoen. Måske kan man selv komme igennem en omgang corona uden store problemer, men det er let at smitte andre. Andre som måske er syge eller ældre.
Jeg tænker nogle gange over, hvordan det mon bliver, når vi kan gå tilbage til vores normale hverdag. Når alle butikker og cafeer åbner, når folk kan mødes igen og når vi ikke længere behøver at holde 2 meters afstand. Lige nu lyder sådan en hverdag helt uigenkendelig. Karantænen har ikke varet så forfærdelig længe endnu, men nok til, at det begynder at føles som om, at sådan er det bare. Måske er der kun uger til vi igen kan færdes i Danmark, som vi altid har gjort, måske er der måneder til, og hvem ved, måske endda et år? Det er helt mærkeligt.
Når folk om mange år ser tilbage og læser omkring vores situation, undrer jeg mig over, om de måske har en kur på det tidspunkt. Lige nu testes der jo ekstremt meget i mange lande, så man kan finde en kur. Jeg undrer mig også over, hvad fremtidens generationer, tænker om vores måde at håndtere det på, måske har de en bedre løsning som ingen af os tænkte på?
Men mest af alt ser jeg bare frem til at komme i skole igen. Der er mulighed for, at jeg og mine klassekammerater starter igen den 11. maj, men nu må vi jo se, hvad statsministeren siger. Jeg krydser i hvert fald fingre, og det tror jeg de fleste gør. Det kan godt blive lidt ensomt i karantænen, også selvom jeg hele tiden er med min familie. Nu mest fordi, at alle de mennesker, som var en del af min hverdag, f.eks. lærere og klassekammerater, har jeg ikke set i snart 2 måneder. Det føles som lang tid, når jeg var vant til at se dem hver dag. Jeg tror mange elever i starten af karantænen har tænkt ”Fedt! 14 dage uden skole!”, altså lige indtil det blev forlænget, og jeg tror de fleste elever så småt er klar til at komme tilbage til skolen, og vores ”normale” liv og hverdag igen. Det er jeg i hvert fald.