Dagbog om coronadage
af Karen Lønberg Andersen, 7. klasse, Trunderup Friskole
Mandag d. 23. marts 2020
Kære Dagbog
D. 23. marts startede anden uge af hjemmeundervisning. Min mor var på arbejde på Nyborg Sygehus, så mig og mine to brødre var alene hjemme det meste af dagen. Min lillebror og jeg stod op kl. 10.00, og jeg lavede havregrød til os. Da vi havde spist vores morgenmad, gik vi i gang med at lave lektier. Jeg havde engelsk, tysk, fysik og historie, og det var meget de samme opgaver, som vi plejer at have i skolen. Jeg skulle også hjælpe min lillebror med hans lektier, fordi min mor ikke var hjemme. By the way, mine forældre er skilt, så min far var der heller ikke til at hjælpe med lektier.
Nåh, men vi startede med min lillebrors lektier, han havde noget tysk, dansk og matematik, han skulle lave. Jeg hjalp ham med tysk og dansk, og matematikken skulle han lave på Matematikfessor, så der fik han det meste forklaret.
Da min lillebror holdt pause, begyndte jeg på mine egne lektier. Jeg startede med engelsk, det var ret hyggeligt, fordi engelsk er et af mine yndlingsfag, og fordi jeg kunne høre Billie Eilish musik imens. Da jeg blev færdig med engelsk, gik jeg i gang med det mest r*v syge fysik. Jeg kan virkelig ikke lide fysik, men det er nok fordi jeg ikke kan finde ud af det. Jeg gik ind på Clio, og der havde jeg 4 tildelte forløb, og min fysiklærer havde ikke fortalt os, hvilket et vi skulle lave. Så jeg snappede en fra min klasse, men hun vidste det heller ikke. Så skrev jeg til min fysiklærer, men han svarede først kl. 18.00, så det var jo ikke til meget hjælp. Det kan godt være lidt svært at sidde alene hjemme og lave lektier, når man ikke har nogen der kan hjælpe en. Men heldigvis har de andre lærere det med at svare lidt hurtigere, og så har vi også Zoom-møder nogle gange.
Da jeg gav op på at lave fysik, gik jeg videre til tysk, som jeg heller ikke forstod særlig meget af, men jeg prøvede. Jeg kom igennem tysk, men med en lille bitte smule hjælp fra Google oversæt, shhh ik’ sig det til nogen ahah.
Så blev det tid til historie, og det skal bare lige siges, at klokken var 15.00, og jeg havde ikke holdt nogle pauser, jeg havde siddet siden klokken 10.30, og lavet lektier, som jeg ikke rigtig forstod noget af. Jeg nåede at lave 10 minutter af den historieopgave, vi havde fået, og så begyndte jeg at græde, fordi jeg følte mig ret stresset. Jeg sad så i en time, og prøvede at lave historie, imens jeg var ved at græde mine øjne ud, fordi jeg følte mig så stresset, og ikke forstod noget.
Lige da vi fik at vide, at vi ikke skulle i skole, blev jeg faktisk ret glad, men det var nok også fordi jeg ikke vidste, at vi ville få så mange lektier for. Jeg synes, at vi har lidt for mange lektier for, det kan i hvertfald godt se uoverskueligt ud, når man ser alle lektierne på en gang.
Jeg skrev til min mor, fordi jeg havde brug for at snakke med hende, men hun var heldigvis på vej hjem.
Da min mor kom hjem fortalte jeg hende, at jeg følte mig meget stresset, fordi jeg er ret dum og ikke forstår noget. Hun sagde, at jeg skulle huske at holde pauser, og så skulle jeg lave lidt mindre lektier, men selvfølgelig stadig lave så meget, som jeg kunne overskue. Og så sagde hun også, at jeg skulle snappe min fætter, fordi jeg har den bedste fætter i verden, og han kan altid få mig i godt humør.
Jeg slukkede min computer, og så gik jeg op på mit værelse, og snappede min fætter, og spillede klaver. Derfra gik resten af dagen stille og roligt, og vi fik god aftensmad.
Helt ærligt så tror jeg ikke, jeg havde overlevet den dag, hvis jeg ikke havde musik ahah <3. Jeg savner helt klart mine venner, men vi kan heldigvis stadigvæk snakke sammen over telefonen. Jeg har det også ret godt herhjemme, jeg føler, jeg når mere. Jeg er heller ikke rigtig bange for at blive smittet, fordi jeg tror mit immunforsvar er rimelig godt, men jeg er bange for at smitte andre, som ikke kan klare denne virus.
Mig og min lillebror gik i seng klokken 10.00, og så var der en dag mere overstået, i hjemmekarantæne og fjernundervisning.
Knus Karen 7. Klasse, Trunderup Friskole
Søndag d. 12. april 2020
Kære Dagbog
Den 12. april var det påskedag, men det var en hel del anderledes, end det plejer at være. Normalt skulle jeg være til påskefrokost med alle mine kusiner, fætre, mine onkler, min faster, moster, mine bedsteforældre, forældre og søskende, men det bliver ikke i år.
Jeg stod op klokken 09.00, fordi min far havde bestemt, at vi skulle spise morgenmad sammen. Min storebror var dog ikke hjemme, fordi han var på arbejde. Han arbejder i den brugs, der ligger i vores by.
Jeg havde skrevet sammen med min farmor, og hun havde fortalt mig, at påskeharen ville komme med noget og lægge det et sted i haven, så vi kunne have en lille påskejagt, ligesom vi plejer. Vi har ikke set vores farmor og farfar i lang tid, fordi min farfar er i behandling for kræft, så derfor er hans immunforsvar næsten ikke eksisterende. Så hvis han får corona, er der næsten ikke nogen chance for, at han overlever, men vi passer godt på ham 🙂
Jeg sad i vores sofa sammen med min lillebror, og så sagde jeg, at jeg havde set et eller andet ude i haven, og om vi ikke lige skulle gå ud og se efter. Vi fandt en kurv med chokolade i, så det var virkelig sødt af “påskeharen”.
Da vi kom ind igen, spurgte min lillebror, om jeg havde snakket med vores farmor, og jeg brugte mine bedste skuespilsevner for at prøve at overbevise ham om, at jeg ikke havde snakket med vores farmor, og at det altså var påskeharen, der havde været der. Men dagen efter afslørede vores farmor så sig selv ved at skrive til min lillebror og spørge, om han havde fundet den kurv, hun havde været med.
Nåh dagen gik, og så ringede min bedste ven, som jeg har kendt siden han blev født, og spurgte om jeg havde lyst til at være sammen og lave bål. Det ville jeg gerne, så han kom over til vores hus. Vi måtte ikke være indenfor, og vi skulle holde 2 meters afstand. Han havde også handsker på, og vi måtte ikke røre ved noget, som den anden havde rørt ved. Midt i at vi sad og lavede bål, kom min papmor og min paplillebror. Det var virkelig hyggeligt at sidde og lave bål, selvom der var nogle regler som vi skulle følge.
Da min bedste ven tog hjem, gik mig, min far og min papmor i gang med at lave mad. Vi skulle ikke have noget fancy påskemad, som vi ellers plejer, vi skulle have wraps, men det var fint, fordi det smagte virkelig godt.
Da vi havde spist gik jeg op på mit værelse, og facetimede min bedste ven. Jeg gik i seng kl. 00.00, fordi vi også havde ferie om mandagen. Selvom det var påskedag, føltes det bare som en helt normal dag, fordi vi ikke kunne holde påskefrokost eller lave alt det andet, man ellers laver, når det er påske. Men det var stadigvæk en hyggelig dag.
Knus Karen 7. klasse, Trunderup Friskole