Sæby Hallenslev Friskole, elev Astrid Egede Rather, 9. klasse
Tiden med corona
Corona er en virus, der opstod i Kina i en provins ved navn Wuhan, og som siden har bredt sig til hele verden.
Jeg mindes at have hørt om coronavirussen i starten af marts og tænke, ”den kommer jo aldrig til Danmark”, og før jeg vidste af det, fortalte vores statsminister, Mette Frederiksen, at hun ville lukke Danmark delvist ned. Det betød, at jeg foreløbig ikke skulle i skole i de næste 14 dage.
Jeg havde en veninde på besøg den aften, og min lillebror kom løbende ind på mit værelse og sagde, at vi ikke skulle i skole i de næste fjorten dage. Min veninde og jeg havde kigget på hinanden med et stort, håbefuldt smil, hvorefter vi skyndte os ud til min mor, der sad i stuen og så pressemødet, for at høre om det var sandt. Da min mor bekræftede, hoppede min veninde og jeg af begejstring, og tænkte at det ville blive som en ekstra ferie – måske med nogle få opgaver hist og her, men vi tænkte ikke videre over, hvad det ellers ville betyde for os, og for Danmark.
Min bror går i 8. klasse på en anden skole end mig, og min mor arbejder på gymnasiet i Høng. De er begge, ligesom mig, hjemme i denne tid. Min far tager derimod stadig på arbejde.
I starten havde jeg svært ved at være så tæt på min familie hele tiden, og jeg blev tvær og irritabel. Nu tror jeg, at jeg er blevet vant til det, jeg kan i hvert fald bedre håndtere både mig selv og dem nu.
Min bror er egentlig mest inde på sit værelse, det er både der han laver lektier, og så spiller han en masse computer. Det er ikke engang fordi jeg ser så meget til ham.
Lige efter at Danmark blev lukket delvist ned, havde min mor ikke særlig meget arbejde. Hun var hele tiden i stuen eller i vores spisestue, hvilket gjorde at jeg opholdt mig på mit værelse hele dagen grundet mit dårlige humør. Nu har min mor en del mere at lave fra arbejdet, og det gør hun på kontoret, så jeg kan også finde på at sætte mig ud ved spisebordet med nogle lektier.
Jeg må ærligt indrømme, at jeg får set en del mere Netflix end ellers, nu hvor jeg ikke kan være så meget sammen med veninderne, tage ud at shoppe eller tage til sport, som jeg plejede at gøre.
Jeg har i et par måneder, godt kunne lide at cykle. Inden Danmark blev lukket ned, blev det dog ikke til mere, end bare at cykle de fire km jeg har til skole et par gange om ugen, men nu kan jeg, ud af det blå, finde på at pakke lidt mad og vand, og cykle en lang tur. Jeg nyder den friske luft og solen. Man kan nemt glemme at komme udenfor i disse tider.
Hvis min bror fik lov, ville sidde foran computer- eller tv-skærmen hele dagen, men han har fået at vide, at han skal gå en tur eller cykle en tur mindst én gang dagligt af mine forældre. Jeg tror, det er vigtigt at komme udenfor og bevæge sig, især i disse tider, hvor man ikke automatisk går eller cykler hen til centeret, venner, skole og arbejde, eller hvad man nu ellers foretog sig. Det kan være hårdt for psyken ikke at møde sine venner lige så meget, at få en helt ny hverdag, for ikke at nævne den bekymring mange mennesker går med om corona. De fleste kender nogen i risikogruppen, og det er hårdt at bekymre sig. Det er altså vigtigt at finde noget, der kan gøre os glade, og det gør mig sjældent glad at ligge i min seng hele dagen på telefonen.
Min klasse og jeg får opgaver af lærerne, mens vi er herhjemme. Om mandagen får vi tysk, engelsk, dansk og nogle gange biologi og geografi. Om tirsdagen får vi matematik, og om onsdagen får vi dansk, og torsdag får vi matematik igen.
Jeg har meget svært ved at få en god arbejdsrytme. Jeg siger til mig selv nærmest hver aften, at i morgen, i morgen klarer jeg alt det jeg skal klare fra morgenstunden, men det er bare ikke sket endnu. Når jeg står op, hvilket er omkring kl. 8.00, spiser jeg morgenmad, mens jeg som regel ser noget Netflix. Derefter er det planen, at jeg skal begynde på lektier, men dem kommer jeg ofte først i gang med ved 11.00 tiden.
Lærerne siger, at vi ikke skal se de opgaver vi får som lektier, men i stedet som det vi ville have haft lavet i skolen. Det er bare tæt på umuligt for mig, da det er præcis sådan nogle opgaver, vi ville få som lektier, og så bestemmer jeg også selv, hvornår jeg vil lave på det.
Egentlig har jeg fået mere fritid, men det føles ikke sådan. Jeg bruger ikke engang tæt på de cirka syv timer om dagen, svarende til den tid jeg ellers ville have været i skole på de opgaver, vi får tildelt.
Fra jeg står op om morgenen, siger jeg til mig selv, at i dag vil jeg begynde tidligere og være mere koncentreret og motiveret, og det ender med at jeg først begynder om formiddagen, og selv når jeg er begyndt, finder jeg på en masse andet at lave imens, så jeg arbejder utroligt langsomt. På den måde kan hele min dag næsten gå, hvor jeg sidder med skole, uden rigtig at lave noget. Jeg synes ikke selv, at det giver mening, og jeg ville ønske at jeg bare kunne få det gjort, så jeg kan holde fri resten af dagen.
Det var især rigtig slemt i starten, hvor jeg også skulle vænne mig til ikke at skulle tage nogen steder hen, og bare hænge ud herhjemme. Det bliver meget svært at skille fritid og skole fra hinanden, når jeg bare sidder på mit værelse hele tiden. Derfor er jeg begyndt at rykke ud i vores spisestue for ligesom at få et arbejdssted, og et sted hvor jeg bare kan slappe af.
Nogle gange når jeg er presset af lektier, og jeg stadig ikke kan tage mig sammen, siger jeg det til min mor, og så kan hun finde på at sidde ved siden af, mens jeg laver det. Hun kan ikke rigtig hjælpe mig, da det er for mange år siden, hun selv gik i skole, men hun kan holde mig i gang. Det er en af de gode ting ved at hun går hjemme.
Én af de ting jeg savner allermest ved min gamle hverdag, er mine venner.
Jeg gik til amerikansk fodbold 2-3 gange om ugen, og vi havde det supergodt sammen. Nu ser jeg ikke nogen af dem, jeg snakker ikke engang med dem over telefonen, hvilket til dels er min egen skyld. Udover træningen plejede jeg også at hænge ud med nogle få af dem i weekender, men ikke længere.
Jeg snakker kun med tre af mine veninder. Den ene, kun over telefonen, udover at vi nu har aftalt at tage på Go High sammen. De to andre har jeg set omtrent en gang om ugen. I starten da vi var sammen, gik vi ture eller lignende, men nu er vi hjemme hos hinanden, dog stadig uden at røre hinanden.
Jeg havde fødselsdag i slutningen af marts, men den fik jeg aldrig fejret. Det synes jeg egentlig er en lille pris at betale i forhold til, hvad andre har mistet eller gået glip af pga. nedlukningen, så det er ikke noget jeg bruger hverken tid eller energi på at spekulere over. På min fødselsdag var det planen, at vi skulle ud og spise sushi, men det endte bare med, at jeg lavede nogle forskellige salater, og havde en veninde over i et par timer. Der var flere der bare kom forbi og lagde min gave foran hoveddøren, hvilket jeg synes er meget betænksomt af dem. Jeg snakkede i telefon med min onkel, og han sagde, at det i hvert fald blev en fødselsdag jeg ville huske, i modsætning til alle de andre, der bare ligner hinanden, og det har han jo ret i.
En anden ting jeg var ærgerlig over blev aflyst, var en camp. Jeg skulle sammen med mit hold fra amerikansk fodbold, og et andet hold fra Næstved, have været i Lübeck på camp. Jeg glædede mig rigtig meget, og da jeg hørte at Danmark skulle lukkes delvist ned, tænkte jeg næsten straks på campen. Min fødselsdag havde jeg alligevel, den blev bare lidt anderledes, men campen blev aflyst. Det er heldigvis heller ikke noget, jeg tænker på længere, det var kun lige da jeg fik det at vide, og på den dato vi skulle have været af sted på, hvilket faktisk lå på min fødselsdag.
Jeg nævnte tidligere, at man nemt kan komme til at bekymre sig for om nogen, man kender, bliver smittet af virussen. Som de fleste andre på min alder er jeg ikke selv bange for at blive smittet, men bange for at nogen jeg kender bliver smittet, eller at jeg smitter andre. Jeg har hørt ,at mange børn næsten ikke bliver syge, men den kan være dødelig for ældre eller svækkede mennesker. Min mor handler ind for min mormor, der også bor i Høng. Min mormor var alvorligt syg og lå i respirator for omkring et halvt år siden, og desuden er hun over 80 år gammel, så jeg frygter, at hun bliver smittet.
Jeg kender ikke nogen, der er blevet smittet. Så vidt jeg ved, kender jeg ikke engang nogen, der kender nogen.
Da danskerne ikke kan komme ud i byen, bruger de heller ikke lige så mange penge. Dette går ud over alle forretninger, og især de små kæder, forretninger, restauranter osv. kan ikke holde til, at de ikke har nogen kunder og går fallit, eller er nødt til at fyre medarbejdere. På den måde er mine småproblemer ingenting, når folk mister sit arbejde. Til gengæld hører jeg mange snakke om, at det er barnligt eller selvisk at bekymre sig om sine egne problemer, hvis man ikke er i risikogruppen eller har mistet sit job eller lign. Det er jeg ikke enig i. Det er okay at bekymre sig, også selvom man ikke er den, der har det værst, og vi håndterer alle denne situation på hver vores måde, og har vores egne bekymringer.
Der er også mange hoteller, restauranter osv. der er afhængige af turister om sommeren. Jeg ved ikke hvordan det kommer til at gå dem. Jeg tænker også på f.eks. ferieøer som Fiji, hvor jeg engang læste, at der kun boede 100 mennesker fast på Fiji, resten var turister. Hvordan mon de kommer igennem denne tid?
Der bliver talt meget om hamstring i medierne. Det er ikke noget jeg mærker. Hvis jeg går hen i et supermarked i Høng, vil alle hylder formentlig være fyldte, og jeg ser ikke folk gå med fyldte indkøbsvogne. Hvis ikke det var fordi, jeg har hørt om det, ville jeg ikke have troet at det fandt sted.
Når jeg er i et supermarked, for det hænder nogle gange på trods af epidemien, holder man afstand fra hinanden. Det gør man uanset hvor man er, men jeg lægger bare mere mærke til det, når jeg er et sted, hvor der er mange mennesker, hvilket jeg ellers ikke umiddelbart vil være.
Jeg har brugt offentlig transport et par gange. I toget er der ikke den store forskel, det er bare ligesom i supermarkedet, man holder afstand, men i bussen skal man gå ind ad bagindgangen, og buschaufføren kan gøre så man både kan checke ind og ud bagved.
Man skal huske at sætte pris på det vi har nu. Der er mange der savner vennerne, er kede over at vi ikke skal tage eksaminer, savner at tage i byen, har fået en ferie aflyst osv. Egentlig har de fleste det jo godt. Der er ikke mangel på varer, vejret er for det meste godt. Vi er bare herhjemme, og laver de fleste ting her fra. Med vores internet er der også rig mulighed for at snakke med venner, og det er ikke fordi vi ikke må gå uden for huset.
