Sæby Hallenslev Friskole, elev Gustav Damgaard Thomsen, 9. klasse
Coronadage
Jer, der læser det her om et par år eller måneder måske endda årtier, jeg ved det ikke, men det her er et essay om, hvordan mit liv var, eller er, vi ved ikke hvornår den slutter, under Corona-pandemien. (Eller COVID-19 hvis man er irriterende.)
Lad os starte med hvordan mine dage er bygget op.
Jeg står op når jeg nu vågner, det kan være alt mellem kl 8 til kl 13, finder mig noget morgenmad, tjekker intra for lektier og nye opslag fra lærerne, derefter går jeg i gang med lektier, indtil jeg nu er færdig med de lektier, jeg lige magter den dag, medmindre de skal afleveres samme dag. Så øver jeg lidt guitar eller mønt-tricks, man skal jo få tiden til at gå med noget andet end lektier og gaming. Man kan allerede ud fra det sige, at min hverdag er meget anderledes end andres og min egen både før og under pandemien. Før pandemien stod jeg op kl 7 for at nå en bus kl 7.30, det var træls at stå så tidligt op, men jeg kunne leve med det. Jeg synes det er en smule irriterende først at vågne kl 11-13, jeg er glad for at få den søvn, jeg behøver, men jeg vil gerne nå noget i løbet af dagtimerne.
Men hvad med familien?
Mine forældre arbejder begge to som lærere lige nu, og det er kun mig og min lillebror, som ”arbejder” hjemme. Begge mine forældre er hjemme omkring kl 14 i hverdagene og hjemme hele weekenden, medmindre der skal købes ind. Jeg synes, det er fedt at være hjemme med min familie, vi har mere tid til at være sammen, også selvom jeg befinder mig det meste af dagen på mit værelse. Når vi nu er sammen, så ser vi en serie eller spiller et brætspil. Jeg synes, at mine forældre er en smule efter mig med mine lektier, men det kan jeg leve med. Lige nu, under pandemien, er det vigtigste måltid aftensmaden, fordi det er der, vi alle er samlet. Jeg vågner jo først midt på dagen, og der er mine forældre taget på arbejde, så vi er først alle samlet ved aftensmaden. Ting er næsten som de var før krisen.
Hvordan følger jeg med i krisen?
Jeg læser ikke super meget op på, hvad der sker lige nu, men jeg snakker ofte online med folk og de snakker om det, og mine forældre snakker også om det en del. Jeg synes at regeringen tog et modigt valg med pludselig at lukke Danmark ned fra den ene dag til den anden. Jeg synes, det var et godt valg, at folk blev bedt om at blive hjemme de næste par uger. Jeg synes også, det var fedt at skolerne lukkede, jeg tænkte, at der ikke ville være flere lektier, men jeg tog fejl. Der kom lektier væltende som aldrig før, det er hårdt, men jeg kan leve med det. Jeg har ikke været udenfor endnu, eller jeg har gået ture i naturen, men ellers har jeg ikke været i byen eller lign. Den sværeste opfordring at følge lige nu er ”undgå at røre dit ansigt”, jeg har nemlig taget det valg ikke at barbere mig under pandemien, og for at se hvor meget skæg jeg kan få lige nu. Men jeg kommer til at klø mig i ansigtet ofte. Bortset fra da vi lige havde fået at vide, vi skulle blive hjemme og alle valgte at tage på storindkøb, synes jeg at folk har ”opført” sig ordentligt.
Hjemmeundervisning eller i skole?
Min første reaktion, som jeg også sagde tidligere, var: ”Wuhu fri fra skole”. Vi fik ikke fri, men til gengæld fik vi smidt en masse lektier i ansigtet. Jeg foretrækker at arbejde alene lige nu, med mine opgaver og sådan noget. Men hvis jeg skal arbejde sammen med nogen, snakker eller kommunikerer vi og Facebooks Messenger eller Discord (Noget mange bruger, gider ik gå i detaljer). Jeg synes det er træls at blive undervist herhjemme, sådan 90% af undervisningen for mig at er, at jeg er sammen med mine venner på samme tid, herhjemme er det bare mig. Så det er lidt svært, når der ikke er nogen sidekammerat, man lige kan hviske til, hvis man lige faldt i staver. Det er også svært, når man nu sidder alene på et værelse ikke at lave overspringshandlinger (Når man laver det man selv vil, i stedet for det man skal lave). Men alt i alt, kan jeg leve med de skole forhold, der er lige nu.
Fællesskab på afstand
Noget af det sværeste ved at være isoleret, som vi er lige nu, er nok at jeg ikke har set mine venner i lang tid, ville ønske jeg kunne komme tilbage i klassen med dem, men det er snart 11. maj så hvis mor Mette (Mette Frederiksen) ikke siger noget andet, så kommer jeg til at se mine venner snart igen. Men jeg holder stadig kontakten med mine venner, vi er så kiksede, at vi har en Messenger gruppe, hvor de fleste fra klassen er medlem, altså dem der nu har Facebook. Ellers snakker jeg over Discord med et par venner. Man kan i den grad sige at min online adfærd har ændret sig meget på den måde at, jeg bruger det meste af dagen foran min pc, enten spiller jeg eller snakker med andre i forummer, jeg har brugt så lang tid foran computeren under pandemien, at jeg næsten kan skrive uden at kigge på tastaturet. Min familie og jeg ser også en del mere tv, når vi nu er sammen. Jeg blev tvunget med til fællessang en aften, men det var dronningens fødselsdag, så det var fair nok. Det var meningen, at jeg skulle have været med til en fælles fødselsdag i marts, men den er sjovt nok blevet rykket, jeg ved dog ikke til hvornår. Min klasse holdt et Zoom møde, men jeg sov over mig den dag, så jeg kunne ikke være med.
Nutiden eller nok fortiden
Jeg har indtil videre ikke haft nogen smittede i min familie, men det er vel bare et spørgsmål om tid. Personligt ville jeg gerne vide, om jeg har haft Corona i løbet af pandemien, men jeg ville nok vide det, hvis jeg havde haft det. Den smitter jo ved berøring, og den skulle være ligesom influenza, bare en smule værre.
Fremtiden uden Corona
Jeg synes årsagen til Corona er meget Kina agtig, på en ikke racistisk måde. Med det mener jeg: En mand spiste en flagermus. Det er sådan lidt ”only in china” agtigt. Men igen ikke racistisk ment. Det har haft store konsekvenser for mange lande, der er mange der er blevet fyret i Danmark, fordi deres løn ikke kunne blive betalt. Og mange andre ting. Det har ikke haft mange konsekvenser for mig og min familie. Noget af det vi har lært, som vi kan tage med ind i fremtiden er, at nu ved vi hvordan det er, hvis der kommer en virus som smitter nemt, og hvad vi kan gøre ved det. Men det vigtigste er, at mennesker har brug for hinanden. De rigtige helte er dem, der hjælper folk, der har brug for hjælp, lægerne har det vigtigste job lige nu. Så det jeg siger er, at lægerne er heltene under pandemien.