Sæby Hallenslev Friskole, elev Josefine Søgaard Olsen, 8. klasse
Josefine Søgaard Olsen 14 år
8 klasse
Solbjerg
Vestsjælland
Mine hverdage under Corona krisen 2020
Den 11/marts 2020 om aftenen, inden jeg skulle sove, fik jeg at vide, at jeg ikke skulle i skole i 14 dage, da Mette Frederiksen havde lukket alle skoler i landet, fordi der var kommet Corona til Denmark.
Min første følelse var, at det var bare maga fedt, for så have jeg en masse tid til at hygge med mine heste, da de betyder alt for mig. Jeg har altid drømt om, at skolerne skulle lukke, så jeg havde mere tid til mine heste.
Jeg var lige begyndt på en ny skole, hvor jeg kun havde gået i to dage, inden alt lukkede ned, så det var jeg lidt trist over. Jeg havde godt nok hørt, at Corona’en kom fra Kina, samt at andre lande var ramt af den forfærdelige sygdom, som mange mennesker døde af hver dag. Dødstallene blev højere og højere, og den spredte sig hurtig til andre lande.
I uge 10 var jeg på skiferie i Norge med min famille, hvilket gjorde, at vi ikke hørte så meget om Corona, det var kun, når vi så TV fra Danmark, at der blev snakket om det. Vi hyggede os meget på ferien og tænkte derfor ikke så meget over Corona, hvilket gjorde, at det var mærkeligt at komme hjem igen, hvor der kun gik tre dage, før alt stort set lukkede ned.
På grund af nedlukningen af Danmark begyndte folk at hamstre toiletpapir og madvarer. Blot 20 minutter efter statsministeren havde annonceret nedlukningen, blev hele forretninger tømt, og flok gik amok i frygt for nedlukningen og mangel på varer.
Dagene efter lukkede restauranter, centre, tøjbutikker og hele Danmark var nu lukket ned, hvor kun fødevarebutikker måtte have åben. Det var en mærkelig fornemmelse, hvor det nu gjaldt om at passe på sig selv og hinanden. En ny hverdag begyndte, en hverdag med håndsæbe og sprit, samt at holde afstand til hinanden.
De første dage i krisen var gode, fordi jeg troede, vi ikke ville få nogle lektier for, men sådan var det ikke. Nu var det 14 dage med fjernundervisning og Face Time.
Lærerne skulle lige finde ud af, hvordan de skulle undervise med fjernundervisning. Der var i starten ikke noget fjernundervisning, men vi fik lektier for, hvilket passede mig rigtig godt, for så kunne jeg sove længe, gå i seng når jeg ville og lave lektier, når det passede mig.
Det kunne man jo ikke før krisen, hvor jeg skulle i seng kl. 22:00 og op igen kl. 07:00, så jeg var klar til at skulle i skole og modtage en masse undervisning af lærerne.
Nu sidder jeg alene og laver lektier, hvilket er ensomt og kedeligt, hvor jeg før kunne snakke sammen med min klasse om opgaven, var der nu kun min mor og far.
Jeg var heldig, at kunne mødes med en veninde, som jeg gik i klasse med, og vi kunne hjælpe hinanden, ellers syntes jeg, at det var sværte at holde humøret oppe. Nu hvor det er 8 uger siden, skolen lukkede, og det stadig kun er de små klasser fra 0. til 5. der må komme i skole, venter vi bare på den 10. maj, og hvad Mette Fredriksen siger, jeg ønsker inderligt, at vi må komme i skole de sidste uger inden sommerferien.
Min mor blev sendt hjem fra sit arbejde på Kragerup Gods, og min far har eget firma ”Slagelse Rørservice”, hvilket gør, at han arbejder, som han plejer, og de hjælper mig, så godt de kan med alt det, jeg skal lave.
Vi laver stort set de ting, som vi plejer, det eneste, der ikke er, som det plejer, er, at det kun er min mor, der tager ud og handler, så vi kan få mad på bordet.
Det er rart at være tæt på familien, så vi kan lave en masse gode ting herhjemme. Nogle gange er det også lidt øv, da jeg også bare gerne ville være sammen med mine venner, da de fylder en stor den af mit liv. Ens hverdag er blevet vendt helt på hovedet, da man var i skole, snakkede man jo med ens klassekammerater, og man havde det sjovt med dem, hvor jeg nu går og snakker med mig selv og kun ser mine venner på Face Time.
Nu hvor man er så meget hjemme, så sidder man også meget på medierne og følger med i, hvad der sker ude i den store verden, hvordan de gør for at holde den forfærdelige smitte væk. Som det er liger nu, føles det som at være i fængsel i sit eget hjem.
Jeg bor på landet, og når jeg tager ind til byen, mærker man først krisen komme tæt på, da hver gang man skal ind i en butik, så er det på med håndsprit, og folk er nærmest bange for en, for at man ikke skal huske og holde afstand. Nogle opfører sig tåbeligt og er sure, men i virkeligheden er de bare bange får at få Corona, hvor andre tager det med ro, smiler og tager det, som det kommer og passer på hinanden.
Førhen tog min veninde og jeg til Slagelse for at shoppe, og bare have det sjovt. Det kan vi ikke nu, for alle butikker er lukket, og man kan ikke bare tage i svømmehallen eller på legepladser, fordi hvis man tog på legepladsen, så kan man få en bøde på 2500 kr. for at opholde sig der, og man kan heller ikke tage hjem til venner og famille for at få kaffe eller spise sammen. Man må dog ses op til 10 personer dog med afstand, men hvor fedt er det lige? Det er det regeringen og myndighederne siger for at sørge for, at smittekurven ikke stiger. Jeg syntes, det er godt, at regeringen laver disse regler for at undgå smitten, og derved sørger for at færre dør.
Nu blev folks hverdag anderledes, da nogle blev hjemsendt med løn, mens andre blev fyret, og for virksomheder må store som små midlertidigt lukke, mens andre går konkurs.
Det jeg nok savner allermest, er at jeg ikke kan ses, kramme og sove sammen med mine veninder eller familie, men det er nu rart, at der er opfundet Face Time, så man kan se hinanden på den måde. Man bruger selvfølgelig medierne mere, og jeg ser mere YouTube og fjernsyn, og jeg syntes, at det er hyggeligt med fællessang om fredagen, og der føler jeg, at Danmark står sammen.
Der er heldigvis ikke nogen i min familie eller vennekreds, der har haft Corona, men jeg ville rigtig gerne vide, om jeg har haft den, da man kan have den uden at vide det.
Jeg håber, at verden bliver som før Corona’en kom, men der vil nok gå nogle år, før alt er tilbage til normalen, men fremover vil der nok være sprit overalt, og vi vil tag mere hensyn til hinanden.