Sæby Hallenslev Friskole, elev Julie Larsen, 8. klasse
Julie Larsen, 15 år
Gørlev
Vestsjælland
Dage med corona
Mine hverdage er blevet meget ens. Vores fjernundervisning får vi sendt ud hver morgen, og hverdagen gentager sig egentlig bare, og man går lidt død i det efterhånden. Førhen skulle vi jo selvfølgelig i skole, hvor undervisningen var en helt del sjovere og mere motiverende. Undervisningen er bedre i skolen, hvor man ser sine venner og kan arbejde sammen i grupper, det er noget, jeg er begyndt at savne rigtig meget, da man får en del mere motivation af det.
Min mor er hjemme og min lillebror går i 0. Klasse, så han er startet i skole igen.
Vi holder os meget i gang hjemme hos os for tiden. Vi går en helt masse ture, og holder humøret oppe, trods denne corona tid. Min mor går over og handler, når vi mangler noget, så der er ikke den store ændring i det.
Det er selvfølgelig rart at være mere hjemme og bruge en del mere tid med sin mor, end førhen da vi var i skole halvdelen af dagen, og så kan man sidde i ro og arbejde hjemme. Der er desværre også ulemper ved, at vi er hjemme. Jeg synes, det er svært at holde humøret oppe nogen dage, og så synes jeg også, det kan være utroligt svært ikke at kunne få ordenligt hjælp, som hvis vi var i skolen.
Jeg følger lidt med i hele den her corona-krise på Facebook og DR, og ellers ser jeg Mette Frederiksens pressemøder i fjernsynet. Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at de vil åbne skoler op igen stille og roligt, men jeg har ingen respekt for, at det er de små klasser, som skal være deres forsøgskaniner i det her fis.
Da vi fik besked fra vores klasselærer Johan om, at vi helst skulle blive hjemme, fik jeg en klump i halsen, da jeg lige var kommet godt i gang i skolen igen og havde fået det godt igen. Mange af os teenagere så det som en ferie, hvor vi ingenting skulle lave, men jeg vidste godt, vi ville få fjernundervisning i stedet for, ellers kommer vi altså ikke særlig langt efter 9. Klasse, hvis vi mister nogen måneder af 8. Klasse.
Den første tid da Mette Frederiksen meldte ud, at skolerne lukkede ned og stort set næsten alle butikker, var gaderne meget tomme, og der var en meget mærkelig stemning på gaden. Folk gik lidt og legede politibetjente overfor hinanden, angående hvordan deres håndteringer og adfærd var i offentligheden.
Jeg synes, det er nogen fair opfordringer, der er blevet sagt, at man skal følge, det er jo for os menneskers egen skyld, at vi bliver bedt om at blive hjemme for eksempel.
Jeg forstår ikke de mennesker, som er ligeglade med den her tid. Der er rigtig mange unge, som er virkelige ligeglade med, at man ikke skal samles en masse mennesker og ikke tager forholdsreglerne alvorligt, jeg har ingen respekt for de mennesker.
I starten var det jo selvfølgelig rart, at man lige havde de der 14 små dage hjemme, hvor man kunne tage den lidt med ro, men stadig have fjernundervisning, men da det blev forlænget til og med den 10. Maj, blev jeg frustreret over, at min lillebror måtte komme i skole, men ikke mig.
Jeg laver mine ting selv, men jeg ville ønske, vi skulle have Skype opkald eller andet hver morgen med den lærer, vi har den dag. Jeg tror, det ville hjælpe på min motivation, at vi lige snakkede med vores lærer om morgenen, for eksempel klokken 08.20 hver morgen. Jeg går faktisk ofte i stå med en opgave, fordi min motivation ikke er der til det, og det er begyndt at blive lidt svært, at skulle have digital undervisning. Mest af alt fordi vi ikke får den samme hjælp, og fordi man bliver lidt deprimeret af at sidde alene og skulle lave det helt alene. Men hvis jeg så går i stå med en opgave, så vælger jeg at gå en tur eller lige tage en lille pause, og så ellers bare i gang igen.
Jeg savner helt klart vennerne allermest i denne tid og ikke mindst mine lærere helt vildt. Jeg savner at have en normal hverdag, hvor man står op der kl 06:30 og så ellers bare i gang med en dejlig dag med sine venner i skolen.
Jeg ses lidt med en af veninderne fra klassen, ellers skriver jeg kun med dem fra klassen ind imellem. Jeg ser meget mere film, end jeg gjorde førhen, men det tror jeg, mange gør for tiden. Men til gengæld sidder jeg også rigtig meget ude, går ture eller hører en masse musik, imens jeg render rundt i lejligheden.
Min Mormor og Morfar har lige været ramt af corona, og det var selvfølgelig svært at få at vide, men jeg tog det med et smil på læben.
Folk får jo netop corona, fordi mange er ligeglade med forholdsreglerne, og farer rundt udenfor hele tiden diverse steder. Jeg vil selvfølgelig gerne have at vide, hvis der er tegn på, at jeg har corona og vil gerne testes, hvis der begynder at komme diverse symptomer på det. Jeg er nået til et punkt, hvor alt det her corona er ved at gå over stregen. Jeg vil gerne snart have en helt almindelig hverdag tilbage igen.
Jeg mener helt klart vi burde tage en del af de forholdsregler, som der er nu, med os fremover. Fortsætte med at have sprit de forskellige steder og holde afstand de forskellige steder.