Dagbog om coronadage
af Mathilde Krog, 9. klasse, Trunderup Friskole
En “normal” hverdag i corona.
Kære dagbog, nu er det snart en måned siden, at vi fik at vide at alle skolerne ville blive lukket. Da vi fik det at vide, vidste jeg ikke helt, hvordan jeg skulle reagere. Det første jeg tænkte på var om mine venner også så nyhederne, og om de tog i skole om torsdagen eller ej. Jeg havde det helt vildt mærkeligt, det har jeg stadig lidt, også nu når min storebror skal på gymnasiet igen, mens jeg stadig skal være hjemme.
Denne dag har været ligesom alle andre dage i corona. Jeg står op kl 8, spiser morgenmad, kigger på hvad vi skal lave i dag, og så går jeg ellers bare i gang. Jeg synes, at digital undervisning virker okay, jeg får lavet mine ting og så videre, men det er bare ikke det samme som i skolen. Jeg mangler sygt meget det der med at kunne snakke om opgaverne med en klassekammerat og lave det sammen. Det ved jeg godt, at vi også kan online, men det er bare ikke det samme. Jeg holder skemaet i forhold til hvornår jeg går i gang og hvornår jeg holder fri, men hvad timer og frikvarterer angår, gør jeg det ligesom, jeg har lyst. Så jeg holder fri ca kl 14:30 hver dag.
Efter “skole” går jeg for det meste op på mit værelse og ser min serie eller en film, og ellers slapper jeg bare af. I løbet af eftermiddagen løber min bror og jeg en tur, for at få den motion som vi normalt ville havde fået til vores fritidsaktiviteter. Nu når vi snakker om fritidsaktiviteter, så savner jeg fodbold sindsygt meget, både at se og spille. Vores sæson i A – rækken skulle være begyndt i starten af april, og vi skulle have været i Holland i påsken og spille en turnering, men ingen af tingene er blevet til noget. Håber at vi kan få lov til at spille nogle turneringskampe i A-Rækken, eller i det mindste bare nogle træningskampe.
Resten af dagen sker der ikke så meget. Vi spiser aftensmad, spiller lidt åben Meyer, slapper af, og så er det i seng, for man skal op til en ny dag, der næsten er præcis ligesom dagen før.
En fridag i corona
Kære dagbog, den bedste fridag jeg har haft i corona var nok torsdag i påskeferien, vi skulle have haft påskefrokost med familien, men det blev jo ikke til noget. Så vi holdt bare en for os 4 herhjemme. Det var en påskefrokost med det hele, alt godt fra havet til at starte med, så varm leverpostej, bacon, flæskesteg, flæsk, og til sidst skulle vi jo selvfølgelig havde ost og kiks.
Vi spillede et brætspil mellem hvert måltid, heriblandt et af mine yndlings spil, Finans, som jeg tabte kæmpestort, men det var sjovt nok alligevel. De andre spil behøver vi heller ikke snakke om, de gik nemlig heller ikke for godt.
Sådan gik hele dagen ellers. Vi fik facetimet med min mormor og morfar, så man var lidt sammen med dem, selvom vi ikke var sammen. Da vi snakkede med dem, kunne man godt mærke at det hele ikke var, som det plejede. Hver påske plejer vi at være ovre ved dem til påskefrokost, hvor vi, selvom vi er blevet lidt store, finder påskeæg. Det er så hyggeligt, så har vi også lidt en konkurrence om, hvem der kan finde sit påskeæg først, det er jo selvfølgelig “altid” mig. Vi fandt også påskeæg i år bare herhjemme i stedet, men det var ikke helt det samme, når vi ikke alle var sammen, men vi må jo bare få det bedste ud af en mærkelig situation.
Jeg tror også, at grunden til at vi finder det hele så mærkeligt er, at vi er vant til at være hinanden nærmere. Hver gang man møder ens familie og venner giver man dem jo en krammer, og man er tæt sammen med dem hver dag.