Dagbog om coronadage
af Maja Østertoft, 8. klasse, Trunderup Friskole
12/4-2020
Vi havde lige haft påskefrokost. Normalt ville vi være min mors brors familie, min mormor, morfar, min fars brødres familier og os. Men vi var kun os fem.
Det var mega hyggeligt. Om morgenen lavede vi alle noget af maden til påskefrokosten. Jeg skar peberfrugt og agurk.
Jeg drak 3 dåser iste. Vi drak snaps og Ribena. Vi grinede rigtig meget. Efter vi havde spist forretten gik vi en tur ned til Faldegård. Det er en gåtur på ca 3 km. Vi stod og kiggede på siloerne i noget tid og min far fortalte, hvordan man havde bygget dem. Jeg filmede Emma og Benjamin danse en tiktok dans. Det er min søster og hendes kæreste.
Da vi kom tilbage, havde vi en halv times pause inden vi skulle have hovedret.
Vi fik mørbrad, kartofler med skræl, frikadeller og meget andet. Jeg spiste mega mange kartofler. De smager fkn godt!
Efter vi havde spist hovedretten, holdt vi en pause på et par timer inden vi fik dessert. Vi fik vafler med is. Det smagte også godt. Efter desserten sad vi bare og snakkede. Det var ret mærkeligt for der plejer at være mega meget larm når vi holder påskefrokost og sådan noget. Men det var kun os fem. Det var lidt ligesom når vi normalt spiser.
En hverdag
Jeg stod op ligesom jeg plejer og begyndte at lave skoleting. Det var underligt ikke at være på skolen, når jeg havde time. Jeg har bare siddet ved mit skrivebord, min seng og nede i stuen og lavet skoleting. I starten syntes jeg, at der var for mange opgaver. Nogle af dem var sjove og nemme andre var svære og lidt kedelige. Efter en time har jeg holdt frikvarter og set Netflix.
I de to første uger var mine forældre på arbejde. Efter det gik min mor på arbejde hjemmefra ligesom mig. Min far gik stadig på arbejde. Han sagde, at der ikke var så meget, men at der stadig lige var lidt.
Jeg fulgte bare vores normale skoleskema.
Det var lidt hårdt og kedeligt at sidde alene og være i skole. Men jeg fik det til at gå.
Vi snakkede sammen over computeren. Vores klasselærer, Kirstine, delte et link til et Zoommøde, hvor vi alle sammen snakkede om skolen og de opgaver vi skulle lave. Det var mega underligt, at der ikke kom noget lyd over fra skolen. Jeg bor tæt på skolen, og normalt kan man høre, når de små børn er udenfor og råber og skriger. Men der var bare helt stille.
Noget der er fedt er, at man bare kan tage en lur, når man lige har lyst til det.
Dronning Margrethe har aflyst sin 80 års fødselsdag på grund af corona. Man har aflyst at filme til Stranger Things Season 4 på grund af corona, og det er pisseirriterende, for jeg elsker virkelig bare den serie.
Jeg savner at se mine venner hver dag. Jeg vil bare gerne tilbage til skolen.
Noget der er fedt ved det her er, at man kan fortælle sine børn og børnebørn, at man har prøvet at være i karantæne og ikke måtte gå ud og være sammen i samfundet uden at man kunne risikere at blive smittet og dø af det. Jeg er ikke bange for at blive smittet og få corona. Jeg er lidt ligeglad med det.