Dagbog om coronadage
af Petra Simon-Gaarde, 7. klasse, Trunderup Friskole
Jeg vil starte med at skrive om en hverdag, altså en hverdag med skolearbejde hjemmefra.
Det er virkelig svært at tage sig sammen til at gå i gang med skolearbejdet, og nogle gange svært at overskue tanken, når jeg vågner op om morgenen. Altså tanken om at jeg jo egentlig ikke rigtig skal noget, jeg skal bare lave noget skolearbejde, som jeg for det meste heller ikke rigtig gider lave.
Jeg vidste slet ikke at det ville blive sådan her den aften jeg fik at vide vi ikke skulle i skole i 2 uger. Jeg synes næsten det var fedt, at vi skulle blive hjemme.
Nå, men når jeg så har taget mig sammen til at stå ud af sengen, så bevæger jeg mig ud på badeværelset og griber min tandbørste og børster mine tænder rene. Når det er gjort tager jeg min hårbørste og børster de ugler, som muligvis er i mit hår ud. Derefter plejer jeg at tage lidt vand i hovedet og prøve at vække mine trætte øjne.
Når badeværelsesbesøget er færdigt, og jeg er blevet lidt mere frisk, så går jeg ud i køkkenet og laver morgenmad. Det blir’ normalt bare nogle stykker brød for det meste, men det kan jeg egentlig også meget godt lide. Når jeg har lavet maden, bevæger jeg mig ind på mit værelse og spiser det mens jeg ser YouTube. Når jeg når hertil, plejer der at være 30 til 20 minutter til at skolen begynder for mig.
Når tiden til at skolen starter nærmer sig, sætter jeg mig i min stol ved mit skrivebord. Den stol er som min plads i skolen, og mit skrivebord er som mit bord i skolen. Men jeg får stadig ikke samme stemning, som hvis jeg var i skole og sad ved siden af andre. Men sidder heller ikke altid i stolen ved bordet, sidder også i min seng nogle gange.
NU! begynder skolearbejdet! ‘’I de næste 5 timer skal jeg lave skolearbejde’’ Det er en mærkelig følelse at lave skolearbejde i så lang tid derhjemme. Det med at jeg kan kigge på klokken, klokken 10:20 også kigge på klokken igen senere klokken 13:30 og tænke, jeg har lavet skolearbejde så længe.
Jeg følger det normale skoleskema. I starten prøvede jeg at lave mit eget skema, men det gjorde mig stresset. Første time plejer at gå meget godt. Det er nok den time, hvor jeg har mindst ‘’Ej hvor jeg ikke magter mere’’ pauser. I sådan nogle pauser sker der det, at der lige er to minutter, hvor jeg kigger op i loftet, mens jeg sidder i min stol og bare tænker over hvor meget jeg ikke magter hjemmeskole.
I løbet af anden time begynder de pauser at krybe lige så stille ind på mig, men jeg har ikke overgivet mig til dem helt endnu.
Tredje time, ja, der må jeg indrømme der kommer der et par stykker. Og på det her tidspunkt i tredie time (hvis der er solskin) brænder solen udefra ind på mig, og gør mig endnu mere træt, så jeg får flere af de pauser.
Fjerde og ISÆR femte time har jeg nok mellem 4 til 10 at de pauser i hver af timerne.
Jeg synes, de fleste af lærerne er gode til at kun give os lektier til de timer vi har, og det er rart, så stresser jeg ikke over det. Men der er en af lærerne der gav os en opgave, hvor personen godt VIDSTE det ville tage over TO TIMER, og det skulle kun tage to timer i alt! Nå, men det ser vi bort fra for nu.
Nogle af opgaverne kan man ikke lave ordentligt, fordi man enten skal være to til opgaven, eller man skal være i klassen sammen med andre.
I nogle af de digitale skolebøger er der virkelig mange opgaver! Og jeg ved ikke om det er mig der er langsom, men jeg mangler stadig rimelig meget i de fleste.
Jeg synes stadig det er mærkeligt at være hjemme og lave skolearbejde. Det er en speciel oplevelse at lave alle opgaverne derhjemme.
Klassen og jeg snakker rimelig meget med vores lærere, nok sådan 2 til 4 gange om ugen, så kan man lige se de andre igen, nu hvor der er gået over en måned uden fysisk skole.
Når jeg når til det tidspunkt, hvor jeg er færdig med skolearbejdet er jeg virkelig lettet og træt. Men når skolen er færdig kan jeg begynde at gå og glæde mig til at jeg skal læse 20 sider i min bog i aften…
Når det så bliver aften og aftensmaden er blevet nydt, så sætter jeg mig og læser i min bog, og er normalt blevet lidt mere frisk på det tidspunkt. Mine øjne bliver normalt trætte af at læse i en bog for længe, men det skal gøres, selvom det tager noget tid, og selvom jeg ikke rigtig har lyst til det. Efter de 20 sider af bogen er læst, så er jeg glad, for så kan jeg bare læne mig tilbage og slappe af resten af aftenen og ikke tænke på dagen i morgen.
Nu vil jeg fortælle om en feriedag, hvor jeg virkelig kunne mærke forskel.
Den første mandag i påskeferien skulle mig og min familie til min farmors 70 års fødselsdag. Vi hoppede i bilen og kørte over og hentede først min 18 årige storebror i hans lejlighed, og derefter så gik turen ned til farmor og farfar.
Grunden til jeg kunne mærke ret meget forskel på nu og før corona til den her fødselsdag var fordi: Vi har tre familier. Min familie, min farbror og hans familie og min farmor og farfar. Derfor var der et håndklæde til hver familie på badeværelset, sådan så vi ikke smittede hinanden på den måde. Vi skulle sidde udendørs. Heldigvis var det solskin, men det blæste en del. Hver familie sad ved hver deres bord, de tre borde var ikke langt fra hinanden, men jeg synes stadig, det var en mærkelig følelse ikke at sidde sammen. Og når vi skulle have mad gik en familie først ind og hentede mad, og så de andre efter, Og så vidt jeg ved gav ingen hånd eller knus.
Det var så mærkeligt synes jeg. Det var faktisk den dag jeg indså, hvor stor en forskel der er på hvordan det er nu og før corona kom til verdenen. Og det skræmte mig virkelig meget. Der var et tidspunkt den dag, hvor jeg lige fik lidt tårer i øjnene på grund af tanken om forskellen på før det her og nu med corona. Men ellers var det en meget hyggelig fødselsdag. Det var bare meget specielt i starten.
Noget af det jeg savner allermest fra min normale hverdag er det med ikke at skulle være bange og ikke tænke, åh nej, over at være tæt med andre mennesker. Det er jo fuldstændig sindsygt at være bange for at kramme eller give hånd! Altså jeg savner virkelig bare de der små ting. Jeg savner det med at mødes med folk i skolen, for jeg er ikke et menneske, som er god til at lave planer med venner i fritiden. Og det er bare også hårdt at være hjemme så meget synes jeg, for tankerne banker meget mere på end de plejer.