Rum finder sted
“Matrikel 11b, Ollerup by” er et konkret sted på kortet. Ved nærmere eftersyn er der her tale om rum, hvor mangfoldigt liv og læring finder sted i lige så mangfoldige rammer.
Ankommer man til Den Frie Lærerskole møder man først “Fortet”: En grå, pudset bygning med betonsøjler fra 1973. På gavlen ved hovedindgangen har en specialegruppe i1993 lavet en norsk helleristning af “Thors fiskedræt”, som går igen i skolens logo. Indendørs er bygningen præget af små rum, for at understøtte tidens nye pædagogiske fokus på gruppearbejdet.
Går man længere ind, kommer man til glasgangen, hvor 70’er bygningen møder de gamle højskolebygninger i røde sten fra begyndelsen af 1900-tallet. Disse bygninger bærer en anden historie i sig og et andet pædagogisk fokus. I foredragssalen står læreren på en forhøjning og foran et romantisk maleri, der omkranser kridttavlen.
Hele skolens areal er en skønsom blanding af bygninger. Hver med sit arkitektoniske og æstetiske udtryk bærer de en historie om rum og sted. Vi kalder mange af skolens bygninger og rum ved navn: Borgen, Mimers, Frejas Hus, Halvalla, Æblegården, Boghandlen og de fysiske omgivelser træder således også ind i vores sprog og påvirker oplevelsen af den uddannelse, der finder sted på matriklen.
I dette års udgave af Refleksioner belyser de 4 artikler netop sted og rum i forhold til at holde skole og skabe rum for læring.
Rasmus Kolby Rahbek skelner i sin artikel: “ Om stedets ånd, når skolen finder sted” imellem de to begreber “rum” og “sted”. “Rum” som et abstrakt begreb og “Sted” som et konkret begreb, ladet med mening. Han peger på, hvordan rammerne for en kultur, en tradition og en historie former et sted og en atmosfære. Det er derfor ikke muligt at kontrollere og styre skabelsen af “et passende sted” for skole og læring. Dannelsen finder ikke sted uafhængigt af stedet.
At stedet må tænkes med, som en del af pædagogikken, og at dannelsen er påvirket af omgivelsernes atmosfære, er centralt i Simon Finnerups artikel: “ Hjemlighed i den frie skole”. Hjemligheden beskrives ofte i kontrast til institutioner og skoler, men en grundig og bevidst forholden sig til hjemlighed i skolen, bidrager til fortolkningen af det grundtvig-koldske læringssyn, måske særligt i det moderne samfund, hvor det traditionelle familie-hjem er under stærk forandring.
Rums æstetik og indretning bliver som “ Vores anden hud” og er afgørende for vores trivsel og læring. Æstetikken og sansning af rum beskrives af Elin Østergaard, der lægger vægt på sammenhængen mellem den målrettede og begrundede pædagogik og didaktik og den konkrete indretning af rummene. At eleverne og brugerne af et rum er med til at indrette det, så det understøtter deres behov for læring, er afgørende for at det lykkes. Billedkunstholdet på DFL har arbejdet konkret med rummets æstetik og udformning i et indretningsforløb med elever og lærere på Humble Efterskole. Med grundige teoretiske overvejelser, har de arbejdet med rums grundstemning og atmosfære, så det er tilpasset det, der skal foregå i rummet og omfavne brugerne.
At rammerne er skabt af kultur, tradition og historie blandt de mennesker, der bruger stedet, er arkitektens vigtigste forarbejde, når ny arkitektur skal skabes. Luise Holm- Rathje beskriver i artiklen: “ Rum til at lære”, hvordan arkitekter på DAC arbejder med at skabe de bedste fysiske rammer for læring i en bevidsthed om at rummets udformning og indretning påvirker læringen. Sammen med skoleelever har centeret igennem en årrække haft fokus på at skabe rum i skolerne – for udendørs og indendørs læring. Eleverne lærer at forholde sig til deres omgivelser, reflektere over dem og “mærke efter i maven”, hvordan de oplever et givent rum. Arkitekterne arbejder fokuseret med at skabe rum, der potentielt set ændrer vores undervisningspraksis.
I skrivende stund er alle elever og studerende landet over taget ud af deres vante omgivelser for læring. Skoler og uddannelsesinstitutioner er lukkede, og på grund af Corona-krisen sidder alle i disse dage hjemme, og skolen foregår helt andre steder. At læringen ikke kan fortsætte uændret, når den flyttes i nye rammer, mærker alle nu på egen krop. Den erkendelse må vi tage alvorligt og skabe et fornyet fokus på omgivelsernes vigtighed for skole og læring: Vi er i allerhøjeste grad påvirket af rum, når læring finder sted.
God læsning!