Af: Kirstine Simon-Gaarde, Trunderup Friskole
Coronadage fra en lærers perspektiv
Den onsdag aften, hvor beskeden om lukningen kom, startede som de fleste andre onsdag aftener. Jeg var afsted til øveaften med det kor, jeg er leder for. Vi havde i korets bestyrelse talt om, hvorvidt vi kunne øve, for der var mange spekulationer og teorier i medierne om Coronavirussen og om at begrænse smitten, men der var ikke kommet nogen melding fra regeringen endnu. Så vi besluttede at gennemføre vores øveaften, dog med den forholdsregel at alle stod med 2 meters afstand – og ingen kram. Hvilket er meget usædvanligt. Vi krammer meget i koret.
Jeg vidste godt, at der i løbet af aftenen højst sandsynligt ville komme en melding om, at samfundet skulle lukke ned, men da “Breaking news” poppede op ved 21-tiden, var det alligevel et chok. Det var en helt uvirkelig følelse at køre hjem uden at vide, hvornår koret kunne samles igen.
Min skoleleder sendte samme aften en sms om, at vi ikke skulle undervise dagen efter, men vi skulle samles til personalemøde på skolen, og vi skulle sørge for pasning af de elever, der kom i skole.
Det var ikke mange.
De fleste holdt deres børn hjemme, både skolebørn og børnehavebørn.
Vi startede dagen med morgensang, som vi plejer. Denne dag kom alle fra børnehaven også og var med.
Det var meget mærkeligt at holde morgensang med kun ca. 10 børn og 14 voksne.
Det var så sidste morgensang i meget lang tid.
Vi besluttede på personalemødet, at vi skulle give børnene opgaver, de kunne arbejde med derhjemme – ligesom en vikarseddel, bare direkte til børnene selv. Vi snakkede om, at opgaverne skulle repetere kendt stof, så eleverne kunne arbejde selv, uden det krævede for meget forældrehjælp. Det var væsentligt nemmere at lave opgaver til de store elever end til de små.
På det her tidspunkt var det endnu ikke rigtig sunket ind, at nedlukningen højst sandsynligt ville vare længere end et par uger.
Jeg har primært de store elever. Da vi gik ind i nedlukning uge 3, manglede jeg i den grad føling med dem, og det var nu ved at gå op for mig, at det ikke bare lige var overstået snart. Virkeligheden i nedlukningen ramte mig på en måde først her.
Jeg havde indtil nu givet klassen opgaver, som bare skulle løses og afleveres indenfor en tidsramme på en uge ad gangen. Jeg brugte min tid på at rette og gennemse de mange afleveringer og tilrettelægge nye.
Forældrene var, som vi så ofte oplever, splittede. Nogle få syntes, at der var alt for lidt for eleverne at arbejde med, nogle andre syntes, der var alt for meget, og endelig var der de, der syntes, det var ok og selv sorterede fra, hvis det blev for meget. Mange forældre var frustrerede over at prøve at passe job samtidig med at holde børnene i gang med skolearbejdet.
Eleverne havde selvfølgelig hele tiden haft mulighed for at kontakte mig på telefon eller Messenger eller i Google Classroom – whatever. Jeg stod til rådighed, men nu rakte det ikke længere, og det blev for svært og ensomt for eleverne at administrere deres egen tid, så nu kastede jeg mig ud i at prøve onlinemøder.
Det har jeg aldrig prøvet før, og for mig var det faktisk lidt grænseoverskridende at sidde synlig på en skærm på den måde – de yngre generationer gør det jo bare og er vant til det. Nu lyder det som om, jeg er megagammel, jeg er altså “kun” 45, men jeg har ikke indtil nu haft behov for at bruge videoopkald eller videomøder.
Det vænnede jeg mig dog hurtigt til.
Første onlinemøde var fantastisk. Det var vildt godt at se eleverne og høre dem. Hvor kan man altså savne dem! Det krævede lidt tilvænning i forhold til mødedisciplin – Hvem taler? Én ad gangen… Og så videre, men det kom hurtigt til at fungere.
Først aftalte jeg onlinemøder med eleverne et par gange om ugen, men efter påskeferien har jeg struktureret hver dag, så vi starter med at mødes klokken 8.30. Her snakker vi lidt, og jeg sætter eleverne i gang med dagens opgaver. Så aftaler vi typisk at mødes igen ved 10-tiden og samle op på første del og skyde næste del i gang. Til sidst mødes vi klokken 13 og samler op på dagen og afslutter.
Det fungerer rigtig godt.
Indtil nu har vi her på skolen kørt dagene efter den delvise genåbning som klasselærerdage og fagdage. Hvad vi gør fremover, afhænger af hvad der bliver meldt ud i denne uge, hvor vi nærmer os 10. maj. Jeg HÅBER at mine store elever må komme i skole igen, eller at jeg i det mindste må mødes med dem fysisk et sted uden for skolens matrikel.
I dag har jeg sendt mine elever ud i naturen for at skrive et romantisk digt. Vi har arbejdet med romantikken de sidste uger, så de er godt rustet til at “lege” romantisk digter. Eleverne skal optage sig selv og den natur, de er blevet inspireret af, mens de læser digtet højt.
Tænk, hvis vi kunne have mødtes og cyklet ud i skoven og gjort det samlet!
Vi mødtes på Zoom efter nogle timer og så og hørte resultaterne. Der var blandt andet kommet denne perle af en sætning fra en pige i 8. klasse:
“Jeg forundres over træers forskellighed”.
Smuk formulering!
Det er en mærkelig amputeret lærerrolle uden rigtig kontakt med eleverne. Sådan føles det.
Jeg har også nogle timer på mellemtrinnet, hvor jeg har engelsk. Her underviser jeg udenfor en hel del, som retningslinjerne siger. Det er dejligt her efter første del af genåbningen at undervise elever, der rent faktisk er fysisk til stede, men udeundervisningen kræver også sin tilvænning. Mange elever har svært ved at holde fokus udendørs, og de tager ikke opgaverne lige så alvorligt, som hvis de sad i deres klasseværelse. Også det tager tid at lære.
Det er en ny situation for alle, og omstillingsparatheden og læringskurverne har været helt ubeskriveligt imponerende. Jeg ser på mine kolleger både i skoledelen og i SFO og børnehaven. De har kampgejst og gå på mod og gør alt, hvad de kan, med smil og positiv tilgang for at give børnene den bedst mulige dag, selv om alt er anderledes, end det plejer.
Jeg er bekymret for de store elever. Ikke fagligt, men socialt og mentalt. Flere af dem føler sig isoleret og får ikke taget initiativ til at mødes. Det bliver mit næste fokuspunkt, hvis de ikke kommer i skole igen i næste uge. At sætte dem sammen i grupper og give dem opgaver, hvor de fysisk skal mødes og løse dem.
Jeg håber på godt vejr.
Og jeg håber på godt nyt, om at vi snart kan være sammen igen.
